KRIGEN I UKRAINE | En utilsigtet konsekvens af krigen i Ukraine er de stigende energipriser, som har ramt alle indbyggere på det europæiske kontinent – og med stigende priser er en søgen efter omkostningsstabilisatorer gået igang.

Siden de katastrofale ulykker ved Tjernobyl og Fukushima har atomkraft været en kontroversiel energikilde, som har været anledning til stor politisk debat. Selvom atomkraft muligvis er en af de mest bæredygtige løsninger for levering af elektricitet til metropoler, så er konsekvenserne man har observeret ved en potentiel nedsmeltning eller anden ulykke blevet vurderet for store og derfor har lande som b.la. Tyskland valgt at mindske sit atomare fodaftryk så meget som muligt. Dog har krigen i Ukraine ændret synet på atomkraft mærkbart og energiformen som en dominerende erstatningsmodel for fossile brændstoffer fra Putins Rusland virker i højere grad mere tiltalende.

Det atomare landskab i Europa

Selvom man skulle tro Tjernobyl havde sat sit endelig præg på den almene holdning til atomkraft i Europa, så har der alligevel været tydeligt delte vande længe efter nedsmeltning af reaktor 4.

Observerer man kontinentet nærmere finder man i alt 110 aktive atomkraftværker indenfor EU’s grænser, hvilket udgør ca. en fjerdedel af verdens reaktorer. Zoomer man herfra endnu længere ind ser man at fordelingen langtfra er jævn, for hvor lande som Tyskland og Tjekkiet hver har seks, dukker Frankrig op som nummer et på listen med 56 aktive værker. Oven i puljen er der hertil også lande som Danmark og Italien der aldrig har haft atomkraftværker som udfald af folkeafstemninger, og for et land som Portugal er ønsket om ikke at anvende atomkraft baseret på en politisk præmis om at beskytte nationen, da naboen Spanien har 4 ud af sine 10 værker ved Tagusfloden, der flyder igennem Portugal.

En voksende interesse

Med invasionen af Ukraine har den russiske regering i Kreml indirekte ændret på hvordan man anskuer energispørgsmålet i EU gevaldigt. Putin har bevist at energi er et våben, og i mange europæiske lederes øjne ville en fortsættelse af energisamarbejdsaftaler med det store land i øst være det samme som at erkende sig medskyldig i grumsomhederne, der finder sted i Ukraine.

Som en samlet enhed har EU før krigen ifølge målinger fra 2019 modtaget henholdsvis 47% kul, 41% LNG (Liquid Natural Gas) og 27% olie fra Rusland, alle produkter som nu sanktioneret. For at imødekomme den kommende tids energiunderskud har en større del af landene i Unionen valgt at åbne armene mere op for atomkraft for at tackle problemet.

Overordnet set viser der sig en tendens til at være mere tilbøjelig for atomkraft i landene ved EU’s østliggende territorium, der grænser op mod det krigsramte Ukraine. Retter man f.eks. blikket mod Bulgarien står regeringen overfor en massiv udfordring. Byggeriet af det planlagte kraftværk ved Donaufloden nær den nordlige by Belene (Белене) er blevet annulleret, da sanktionerne fra EU blokerer fra import at russiske komponenter, som er uundværlige for projektets færdiggørelse. Som en kompensation for den tabte investering har landet i det østlige Balkan valgt at indgå en aftale med amerikanerne, som fremover vil levere atomkraftsmateriel.

I Centraleuropa har den tjekkiske energi- og distributionskonglomerat ČEZ (Česke energeticke zavody) allerede i juni 2022 været i færd med at underskrive leveranceaftaler med det amerikanske Westinghouse og franske Framatome, som ser deres muligheder for at overtage det marked Rusland kommer til at miste indflydelse i. I den tidligere statsfælde, Slovakiet, har man udover at etablere en ny gaslinjen med Polen også valgt at sætte en tredje reaktor i drift på kraftværket Mochovce, der sørger for 20% af landets elforbrug. 

Helt nordpå er et land som Finland også begyndt at udvide på atomfronten for at imødekomme de stigende energipriser, der gradvist rammer hele kontinentet. Ved Olkiluotoværket, som længe kun har kørt på to reaktorer, ser man nu indvielsen af en tredje. Ifølge TV Ontario er kraftværket med denne nye tilføjelse nu det mest kraftfulde i Europa og samlet kommer det til stå for 40% af Finlands energiproduktion.

Udover muligheden for at flekse musklerne som leverandør i det omkringliggende europæiske marked er Frankrig selv i gang med at søsætte atomprojekter på indenrigsfronten. Præsident Macron har udtalt, at Frankrig planlægger at bygge seks nye kraftværker, og hertil sætte målet om at reducere atomforbruget med 50% til 2030 på hold. I nabolandet Tyskland, der på national basis stadig hviler i traumet efter Tjernobyl, har man valgt at holde to atomkraftværker i drift eksklusivt gennem vinteren, hvilket er usædvanligt taget i betragtning af den kurs Olaf Scholz’ koalitionsregering normalt følger. Økonomi- og klimaminister, Robert Habeck, har til denne beslugtning tilføjet, at det handler om at forberede nationen på det værst tænkelige scenarie.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har ligeledes foreslået Tyskland og Belgien at udskyde lukningen af deres værker og helt atypisk har Polen, som hidtil aldrig har benyttet sig af atomkraft, besluttet at opføre et værk langs deres nordligt liggende kystlinje til det baltiske hav.

Delte meninger

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) slår fast at størstedelen af europas atomkraftværker, der pt. kører på halv styrke, har evnen til at kompensere for den levering af fossile brændstoffer som man ellers ville få fra Rusland, hvis man vælger at skrue op for produktionen. Selvom et dyrere men effektivt alternativ i form af LNG længe har været på tale blandt Europas statsledere er atomkraft stadig dominerende i den nuværende diskurs om stedfortræderen for Ruslands energi. 

En påstand kommer dog sjældent uden sine skeptikere. Ifølge den ungarske seniorforsker fra IWE, András György Deák, vil en kapacitetseskalering kun kunne dække en snes ind af den energitilstrømning man giver afkald på i russisk gas og kul. Han uddyber hertil at det bliver nødvendigt at konstruere flere kraftværker for at dække hele behovet og til den tid de vil stå færdige vil der være gået mindst 10 år; en periode hvor tingene kan ændre sig drastisk. 

I forlængelse af denne diskussion har Østrig, i konteksten personificeret af klimaminister Leonore Gewessler, stærkt kritiseret EU’s forslag om at kategorisere atomkraft som en grøn energikilde. Værende enig med Deák hvad angår tidshorisonter, pointerer hun at atomkraft er en alt for dyr affære ift. udbyttet af investeringerne.

Uafhængighed eller kompensation?

Når det handler om Ruslands indflydelse på den internationale arena har Putin udtalt at det praktisk taget er umuligt at isolere Rusland fuldstændig og på mange måder har han ret. Er man i den tro at det forstærkede fokus på atomkraft i EU manifesterer sig som uafhængighed fra handel med Rusland er situationen desværre ikke så simpel. På mange måder er det i højere grad et udtryk for et kompromis med omstændigheder.

Det statsejede firma, Rosatom (Росатом), som står for størstedelen af uranleverencer til EU, er nemlig endnu ikke på listen over sanktionerede russiske virksomheder, på trods af miljøaktivister fra b.la. Greenpeace i flere af landene demonstrerer for at opnå dette. En koalition bestående af Irland, Polen, Estland, Letland og Litauen har formeret sig med det formål at presse EU til at få Rosatom under det næste lag sanktioner, dog er dette ikke ligeså, når lande som Ungarn i den modsatte ende ønsker en lempelse af sanktioner b.la ved at nægte et forbud på russisk olie.

Udenrigsministeriet i Frankrig, som er den europæiske stat med flest leveringsaftaler hos Rosatom, har svaret at den russiske atomsektors handel med EU ikke har nogen markant betydning i finansieringen af krigen i Ukraine. Denne udtalelse har dog mødt stærk kritik fra Zelenskijs økonomirådgiver, Oleg Ustenko, som mener at enhver form for handel med Rusland bør stoppes øjeblikkeligt.

Foto: Unsplash