FREDSAFTALE : Efter næsten tre måneders intense kampe henover efteråret, er der kommet en fredsaftale mellem Aserbajdsjan og Armenien. Magasinet rØST og Albert Nederland ser tilbage på den langvarige konflikt.

Den genopblussede konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan blev i november stoppet, da Rusland faciliterede en ny fredsaftale mellem de to lande. Udover at cirka 2000 russiske fredstropper bliver stationeret i Nagorno-Karabakh over de næste fem år, har den nye fredsaftale sikret Aserbajdsjan kontrol over de områder, som landets tropper har nået at erobre i de seneste kampe. Den største sejrsgevinst for Aserbajdjsan er utvivlsomt kontrol over byen Sjusji/Sjusja, som er et strategisk vigtigt punkt i den bjergrige region. Kort efter offentliggørelsen af aftalen erklærede Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev, at aftalen var en klar sejr for Aserbajdsjan, og herefter begyndte man at fejre begivenhedernes gang med flag og sejråb i hovedstaden Baku. Alijev har tilføjet, at tyrkiske fredstropper også ville blive udstationeret, men de officielle dokumenter beskriver intet om dette. 

I Armenien var stemningen den diamentralt modsatte. I store træk  anser den armenske befolkning aftalen, underskrevet af statsminister, Nikol Pasjinjan, som et stor nederlag. De voldsomme protester, som har stormet og hærget det armenske parlament i hovedstaden Jerevan, er et klart modsvar til regeringens beslutning om at indgå aftalen, som man anser for forræderi. Da Pasjinjan kom til magten i 2018 gennem fredelige demonstrationer, symboliserede han fremtiden for et demokratisk Armenien, men nu ønsker folk, at han træder af som statsleder. Pasjjinjan anser aftalen som en fait accompli og tilføjer, at det var en utrolig smertefuld men nødvendig belslutning at tage for at redde yderligere menneskeliv.  

En kamp om berettigelse
Når man siger, at konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan stammer fra Stalins politik om at indlemme Nagorno-Karabakh i Den Aserbajdsjanske Socialistiske Republik som en autonom region tilbage i 1920’erne, er det på sin vis sandt. Der har været flere krige mellem armeniere og tyrkiske azeri folk i de sidste par århundreder om magten i Kaukasusregionen, men på samme tid beviser på fredelig sameksistens. Ifølge Al-Jazeeras dokumentar Armenia: Common Pain begyndte stridighederne mellem Armenierne og det tyrkiske folk først for alvor, da Rusland begyndte at få indflydelse i det sydlige Kaukasus i 1800-tallet, hvilket også førte til det Armenske folkemord. Tyrkiet herimod har historisk set et fjendtligsindet forhold til Armenien, fordi armeniere som et kristent folk i det osmanniske rige ofte forsøgte at løsrive sig gennem kampe og optøjer. 

I dag er det typisk, at begge sider i konflikten  forsøger at undergrave modstanderens historiske forbindelser til regionen, så de hver især fremstår som den retmæssige herre over konfliktens kerneområde.  

Armenierne knytter sig overordnet til det historiske argument om, at de har boet i Artsakh, som Nagorno Karabakh kaldes på armensk, lang tid før de tyrkiske folk. I forhold til den nuværende situation hævder armeniere, at folkeafstemningen om Artsakhs selvstændighed, som fandt sted i 1991 i Artsakh, var indenfor rammerne af sovjetisk lovgivning, som var gældende på daværende tidspunkt, på trods af at unionen var ved at gå i opløsning.

Selvom Aserbajdsjan også har haft historiske forbindelser til området længe, holder aserbajdsjanerne sig i højere grad til det juridiske argument, hvis grundlag bygger på, at Armenien er en besættelsesmagt, fordi Nagorno-Karabakh enstemmigt er anerkendt af det internationale samfund som en del af Aserbajdsjan.

Republikken er dog ikke anerkendt af verdenssamfundet, og derfor er de lokale institutioner stærkt afhængige af økonomisk støtte fra Armenien og den armenske diaspora. På den aserbajdsjanske side har man længe ønsket at tilbageerobre området, som armeniere nåede at få under kontrol i slutningen af halvfemserkrigene, inden en fredsaftale (Bisjkekprotokollen) i 1994 kom på plads efter OSCE-Minskgruppens forhandlinger. Siden dannelsen har gruppen, som ledes af Rusland, USA og Frankrig, haft som formål at finde en fredelig løsning på konflikten. 

Stormagternes interesser
Ruslands og særligt Tyrkiets mere direkte involvering i krigen i form af blandt andet våbensalg har været et nyt aspekt i de langvarige konflikt. Imens Tyrkiet ensidigt har støttet Aserbajdsjan, har Rusland haft en mere kompliceret position til begge sider. Selvom Rusland har en forsvarsalliance med Armenien, har stormagten ifølge Al-Jazeera solgt våben til både Armenien og Aserbajdsjan på samme tid. 

Inden den nuværende aftale kom på plads, udtalte Vladimir Putin, at Rusland forholdte sig åbent til spørgsmålet om overdragelse af de erobrede territorier I Nagorno-Karabakh til Aserbajdsjan. Rusland har det seneste århundrede været den dominerende stormagt i det sydlige Kaukasus, og udtalelsen vidner om, at Rusland vil fortsætte i denne rolle. 

Dog mener Rusland-eksperten Mark Galeotti, at Rusland er ved at miste sin position som supermagt i området til fordel for Tyrkiet. Anskuer man begivenhederne fra et tyrkisk perspektiv, har konfliktens udvikling og nye resultat givet Tyrkiet en mulighed for at forøge sin magt og udvide sin indflydelse som stormagt i området, som det har gjort i både Libyen og Syrien. 

Regionens fremtid
Den nye fredsaftale har vist sig at have mange tiltag til fælles med Madrid-principperne, der siden de blev udarbejdet i 2009 af Minskgruppen muligvis har været det bedste bud på en løsning. Kort sagt går principperne ud på, at Nagorno-Karabakh vender tilbage under aserbajdsjansk kontrol, imens området får en midlertidig garanti for sikkerhed og selvstyre. Armenien skal have en korridor til området gennem Kalbajar-Lachin-regionerne, og internationale fredstropper vil blive udstationeret. Herfra skal regionens status løses på juridisk vis, og alle fordrevne beboere, både armeniere og azeri folk, får retten til at vende tilbage. Man kan nu observere, hvordan mange af disse tiltag er i gang med at finde sted i regionen, dog har man Rusland og Tyrkiet som de primære fredsmæglere i stedet for en indsats af internationale organisationer som OSCE og FN. 

The Economist beretter om, hvordan den nuværende fredsaftale er en klar sejr til Tyrkiet og Aserbajdsjan, idet at en forsyningslinje fra den Aserbajdjanske enklave Naxçıvan nu bliver forbundet til fastlandet. Linjen gennem Armenien kommer til at være under russisk kontrol, men varerne, som kommer til at blive leveret igennem den, vil være tyrkiske. Ud fra denne information kan man konkludere, at for Rusland har den antivestlige alliance med Tyrkiet i sidste ende været vigtigere end Armeniens suverænitet.