Barzakh. Dokumentarfilm. Instruktør: Mantas Kvedaravicius. Sprog: tjetjensk/russisk. Længde: 59 minutter. Vises i Cinemateket lørdag den 20. oktober klokken 14:15.
Barzakh er en film, der viser krigshandlingers grusomhed. Men med en blid og nænsom indfølelse overfor de mennesker, som oplever det. Man følger flere efterladte familier til de unge tjetjenske mænd, der er blevet kidnappet og tortureret i årene 2006 – 2009. Man er med, når de efterladte forsøger at forstå, hvad de skal stille op med sig selv. Man lærer dem at kende, mens de forsøger at bevare et håb, og mens de leder efter deres kære og forsøger at opnå indsigt i, hvordan sagerne om de kidnappede (ikke) efterforskes af de tjetjenske myndigheder.
Barzakh er ikke en politisk film, men den kan ikke undgå at kritisere de russiske overgreb på tjetjenere. Dens fokus er at skildre livet blandt de efterladte, som hverken har deres elskede i live eller døde. “Jeg har ham hverken levende eller død”, siger således moderen til sønnen Alik, der forsvinder i en tjetjensk landsby.
Myndighederne kan (eller vil) intet stille op, så de efterladte lever i uvished om, hvorvidt de nogensinde vil få deres kære tilbage. Håbet er det sidste, der dør, siger man, men skal man også leve videre, når det sidste håb er dødt?
Alt det usynlige
”Rejser du til Grosnij i Tjetjenien, ser du det umiddelbart ikke,” siger filmens instruktør Mantas Kvedaravicius. ”Du ser ikke ulykken, for livet fortsætter som vanligt på overfladen. Byen ligner en hvilken som helst anden stor russisk by på overfladen. Men du kan fornemme det… sorgen, usikkerheden, savnet og smerten. Det ligger i luften og under huden på folk.” Det er dette, usynlige, Kvedaravicius forsøger at skildre.
Uden at bombardere tilskueren med voldelige billeder, har han komponeret en æstetisk film af billeder, som viser den indirekte vold; tilstanden af, at intet gøres for at forandre situationen i Tjetjeninen, tilstanden af at være efterladt, tilstanden af at leve livet uden længere at have håb.
Det er en film der giver én oplevelsen af, hvordan en dyb, forlænget smerte kan sætte tiden helt i stå.
Barzakh er blevt godt modtaget. Nogle steder bedre end andre. I Rusland blev den vist på bienalen, og forudsigeligt nok derefter kritiseret for at være en ideologisk film, der forvrænger virkeligheden.
“Barzakh blev ikke til en skandale i Rusland, men det er kun fordi den siger ikke noget om krigen i Tjetjenien som ikke allerede er blevet sagt”, fortæller Kvedaravicius. “Min interesse er ikke skildre krigen, men at vise den indirekte vold, som følger med krigen; håbløsheden og intetheden, hvad gør det ved mennesker? Hvordan kommer man videre?
Instruktør Mantas Kvedaravicius er født i Birzai, Litauen, i 1976. Han er uddannet antropolog fra Oxford Universitet og har efterfølgende undervist i religion, politisk teori og jura i New York. Han er p.t. i gang med en Ph.D. om mennesker og smerte. Siden 2006 har han arbejdet med at undersøge tortur, menneskeforfølgelser og forsvindinger i det nordlige Kaukasus. Barzakh er hans debutfilm.