INTERVIEW | Georgien er havnet i et svært limbo imellem Rusland og Vesten. Samtidig har den interne georgiske politik forsimplet sig til blot at handle om: Saakasjvili eller ikke Saakasjvili. Landets præsident har oplevet voksende modstand de seneste år, men oppositionspartiernes politiske dagsorden er svær at få øje på. Hvad er georgisk politik? Magasinet rØST har søgt svar hos den største kender på området.

Hvis der er nogen, der ved noget om de politiske forhold i Georgien, er det Alexandre Kukhianidze. Han er er professor på universitetet i Tbilisi, hvor han har været med til at opstarte det samfundsvidenskablige institut. Han har desuden oplevet alle de politiske omvæltninger i landet på egen krop. Jeg møder ham på Malmö Högskola, hvor han gæsteforelæser, og vil have ham til at give et overblik over den nuværende politiske situation i Georgien. Han betragter mig tavst en stund, inden han siger:

”Jeg er nødt til begynde langt tilbage i historien, for at du forstår, hvad jeg taler om”.
Det var ikke for at være patroniserende. Georgisk politik er i høj grad et produkt af historien. Men baggrunden for hans følgende lange historiske baggrund er frem for alt at illustrere hvorledes Georgien er tæt forbundet med Europa. Først da Sovjetunionen opstod ser vi for alvor, hvorledes grundlaget for den nuværende situation begyndte at tegne sig.

Georgisk radikalisering
Ifølge Kukhianidze er moderne georgisk politik todelt: Den ene side er den interne indenrigspolitiske magtkamp. Dette vender vi tilbage til. Den anden er den eksterne dimension – hvordan håndteres forholdet med den store nabo i nord?

Georgiens besværlige relationer med Rusland bunder i undertrykkelsen af georgisk kultur under Sovjetstyret. Landet blev delt mellem Atatürk og Lenin i Kars-aftalen i 1921, så Kars og andre georgiske provinser kom under Tyrkiet, mens Georgien som vi kender i dag, blev til det georgiske SSR i Sovjetunionen. Under Gorbatjovs perestrojka-reformer i 80’erne voksede georgiernes ønske om selvbestemmelse, hvilket kulminerede i opstanden på Tbilisis hovedgade Rustaveli Avenue d. 9. april 1989.

”Og hvordan reagerede de sovjetiske tropper på dette? De slog mere end 20 demonstranter ihjel. Men det var de moralske skader, der var langt de største. Siden da har Georgien radikaliseret sig. En af de mest radikale dissidenter, Zviad Gamsakhurdia, blev valgt som landets første præsident to år senere i 1991. Det var ham, der proklamerede landets selvstændighed,” forklarer Alexandre Kukhianidze.

Vejen mod NATO
Professoren fortæller, at Rusland ikke kunne acceptere denne antirussiske politiske drejning, og for at beholde fodfæste støttede man udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasiens kamp for løsrivelse. Dette udviklede sig til en blodig borgerkrig, der resulterede i, at Gamsakhurdia måtte flygte ud af landet og på hans plads indtrådte Eduard Sjevardnadze. Han var tidligere kendt som Gorbatjovs udenrigsminister, og kunne bedre accepteres af Rusland.

Men det var under først under Sjevardnadze, at Georgiens geopolitiske dilemma, med Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden, opstod.

”I 1999 da Putin allerede var kommet til magten, ønskede Rusland at udføre militære aktioner mod terrorister i Pankisi i det nordøstlige Georgen i forbindelse med krigen i Tjetjenien. Men Sjevardnadze afviste, da det ville betyde krig på georgisk territorium. Indbyggerne omkring Pankisi er praktisk taget georgiske tjetjenere og Sjevardnadze erkendte senere, at der fandtes terrorister. Men i stedet for at lade russerne træde ind, henvendte han sig til USA, der efter 2001 gladeligt finansierede antiterroroperationer. For Georgien var NATO det bedste alternativ. Men siden har relationerne med Rusland været meget anspændte,” fortæller Kukhianidze.

Ifølge ham ved man godt, at der er en lang vej til NATO og EU, men det handler ikke om den formelle indlemmelse i Unionen, men nærmere selve opbygningen af demokrati og markedsøkonomi.

”Det er altså et spørgsmål om at vælge en retning. Georgien har således formuleret et politisk ideal, som er Europa og NATO. Og dette har skabt den dybe konflikt med Rusland. For europæere kan det lyde naivt, at Georgien ønsker at gå i retning af Europa og den Europæiske Union. Men georgierne er ikke naive,” forklarer Kukhianidze.

Men der er en konflikt i NATO-aspirationerne. Jo tættere Georgien kommer på NATO-medlemskab, jo tættere kommer landet også på en russisk invasion. Invasionen i 2008 udløste ingen hjælp fra NATO, og derfor er Rusland nu ved at se sig om efter en ny undskyldning for invasion, inden det er for sent, mener han. For eksempel en krig i Iran vil skabe en årsag for at krydse georgisk territorium med militær for at beskytte sine baser i Armenien.

Rusland har interesse i Georgien
Rusland ambitioner om kontrol over Georgien har tre helt klare årsager, mener Kukhianidze.

”For det første har Rusland under Putin formuleret et ønske om igen at dominere (eller som tidligere præsident Medvedev formulerede det priviligeret interesse i) de tidligere sovjetiske områder – hvilket også omfatter Georgien. For det andet er Rusland bange for udvidelse af NATO og dette er faktisk nu den største konflikt mellem de to lande, da NATO har åbnet døren på klem for et potentielt medlemskab til Georgien. Rusland er bange for, at det vil skabe præcedens og trække andre tidligere sovjetrepublikker med sig,” forklarer han.

Den tredje årsag drejer sig om energi, hvilket også vil sige penge.

”Rusland leverer olie og især gas til Vesteuropa, men en stor del af gassen kommer fra Turkmenistan og Kasakhstan, som Rusland sælger videre til en meget højere pris. Hundreder af milliarder Euro er endt i Rusland, og Europa har finansieret store dele af Ruslands økonomiske vækst på denne måde. Men Aserbajdsjan besluttede for nogle år siden at transportere gas til Europa igennem Georgien og Tyrkiet i stedet for Rusland, hvilket skabte store spændinger, da det russiske monopol blev truet. For Vesteuropa er Georgien og Aserbajdsjan derfor et vigtigt smuthul til centralasiatisk gas imellem Rusland og Iran. Energi er således en vigtig årsag til, at Rusland ønsker kontrol over landet, hvilket også kom på tale under krigen i Sydossetien i 2008,” lyder det fra professoren.

Disse ambitioner fra russisk side er fuldstændigt uforenlige med georgiske interesser.

”De to nuværende præsidenter, Vladimir Putin og Mikheil Saakasjvili hader virkelig hinanden. Men det er faktisk ikke hadet, som er centralt for dem. De er begge meget stærke og stædige personligheder, der ikke vil vige tilbage for den anden af principielle årsager”.

Visionsløst politisk liv i Georgien
Modstanden mod Rusland findes over hele det politiske spektrum og er ikke noget, der deler de politiske fløje. Ifølge Kukhianidze går over 70 pct af befolkningen ind for NATO-medlemskab og mere end 80 pct. ønsker integration imod EU, og det gør partierne også.

”Der nogle få, der har haft forbindelse med Putin siden krigen i 2008, til eksempel Zurab Noghaideli, der var premierminister under Saakasjvili fra 2005-2007, men nu er han ekstremt upopulær på grund af sine russiske forbindelser”, siger Kukhianidze

Men det er heller ikke ideologi, der tegner de politiske billede, som vi kender det fra Folketinget højre-venstre-spektrum herhjemme.

”Den politiske agenda for oppositionen i Georgien har indtil nu blot været at vælte Saakasjvili. Men ingen har haft et bud på, hvad der skal ske med Georgien, når Saakasjvili ikke længere er præsident,” fortæller han.

I december sidste år annoncerede milliardæren Bidzina Ivanisjvili sig som modkandidat til Saakasjvili. Han har en personlig formue, der er dobbelt så stort som hele landets årlige budget, og forsøger at samle oppositionen.

”Han støttes af Saakasjvilis gamle fjender fra Sjevardnadze-tiden og dem, der ser ham som en autoritær leder. Men vi mangler fortsat at høre hvad hans visioner er, ud over at vælte præsidenten”, siger Alexandre Kukhianidze.

Revolutionære metoder
Saakasjvili kom som oppositionsleder til magten efter Rosenrevolutionen i 2004. IfølgeKukhianidze var denne ikke en revolution imod Eduard Sjevardnadze, men mere et oprør imod korruption. Dette udnyttede Saakasjvili.

”Han erklærede efter sin valgsejr i 2004, at der var brug for radikale reformer i Georgien til bekæmpelse af korruption, hvilket krævede ekstra beføjelser til ham som præsident. Dette godkendte parlamentet, hvilket gjorde, at landets politik bevægede sig i autoritær retning, da jurisdiktionen og parlamentet mistede magt til fordel for ham som præsident. Herefter fulgte en meget succesfuld – og i begyndelsen populær – forfølgelse af korrupte embedsmænd og organiserede kriminelle, der havde haft gode tider under Sjevardnadze,” forklarer han.

Men langsomt begyndte Saakasjvilis allierede under revolutionen at tage afstand fra hans autoritære metoder og nye partier opstod i opposition til ham, og han mistede opbakning.

”Også dem som før tjente på den korrupte politiske dagsorden, men nu var uden arbejde, samlede sig imod ham. Flere tusinde der blev afskediget under korruptionsanklager fik ingen kompensation f.eks. i sociale ydelser. Det endte med en stor opstand i 2007, der paralyserede hele landet. Og det var autoritære metoder han anvendte for at knuse opstanden. Selv Vesten kritiserede Saakasjvili for at opføre sig som bolsjevikkerne under Oktoberrevolutionen. Men revolutioner medfører revolutionære metoder. Dette er uundgåeligt,” siger Alexandre Kukhianidze.

Med forsigtig sympati for Saakasjvili forklarer Kukhianidze, at man ikke kan føre et land direkte fra autoritært styre til demokrati. Man er nødt til at afskaffe den korrupte lovgivning og retspraksis fra det tidligere styre og opbygge nye institutioner. Det tager tid, mener han. Han forklarer, hvorledes ineffektivt underuddannet politi har anvendt beskidte metoder til at anholde korrupte embedsmænd med plantede beviser pga. ringe og ressourceløs efterforskning. Dette er revolutionære metoder, og det har været den eneste måde at få ryddet op.

Selvom Alexandre Kukhianidze virker opgivende, hvad angår georgisk politik, er der ingen tvivl om, at hans største bekymring er den permanente konflikt med Rusland. Han er ikke i tvivl om, at en invasion kan ske når som helst, og en stor militærøvelse lige på den anden side af grænsen er planlagt allerede til efteråret.