Erik Kulavig: Den Russiske Revolution 1917. 320 sider. Gyldendal. Pris: 349, 95 Kr.
Erik Kulavigs Den Russiske Revolution 1917 er en bemærkelsesværdig let og overskuelig gennemgang af både årtierne op til de skelsættende begivenheder i 1917, hvor zaren blev afsat og Lenin tog magten, og om de afgørende år, hvor de håbefulde bønders og liberales revolution afsporedes og endte i terror, sult og millioner af døde. Et afdæmpet, men alligevel markant opgør med fortællingen om Oktoberrevolutionen og de fanatiske bolsjevikker som erobrede Rusland fra folket.
Zig-zag frem mod revolutionen
Kulavig indleder med en oversigt over det russiske kæmperiges zig-zag kurs op til 1917, der prægedes af moderniseringer (ophævelsen af livegenskabet 1861, større pressefrihed m.v.), men desværre også stigende politiske krav, attentater, og efterfølgende stramninger. Den komplicerede politiske udvikling, der ledte frem til, at zaren i februar 1917 blev anset for at være en hæmsko for fremskridtet, og uden de store sværdslag blev sat på porten og erstattet af en provisorisk regering, forklares forbilledligt klart.
Ligeledes redegøres der ubesværet for den dynamik, der ulykkeligvis endte med at bane vejen til magten for de hidtil højlydte og yderligtgående, men få, bolsjevikker. Interessant er det, at de end ikke under de voldsomme uroligheder så sent som i august 1917, forårsaget af befolkningens frustration over stigende sult og fattigdom og landets fortsatte deltagelse i 1. Verdenskrig, spillede en væsentlig rolle; tværtimod så de på det tidspunkt på en omvæltning af den provisoriske regering med modvilje. Spændende er det også at følge de berømte Kronstadtmatroser, som i august forsvarer revolutionen mod den provisoriske regering, som de frygter vil bringe zaren tilbage, men som bestemt heller ikke var allierede med bolsjevikkerne.
Forhadte bolsjevikker
For på dette tidspunkt var bolsjevikkerne forhadte som landsforrædere, da de nyligt var blevet afsløret som modtagere af penge fra fjenden, tyskerne. Og de stod i modsætning til de stærkt patriotiske soldater, bønder og arbejdere. Bolsjevikkerne stod også politisk svagt pga. de økonomiske forhold, som der kort, men oplysende redegøres for; den enorme masse af ca. 100 millioner i stigende grad selvejende bønder var aldeles fremmede overfor Lenins politik. Heller ikke deres konkrete politiske mål havde noget med bolsjevikisk ideologi at gøre, men handlede primært om personlige og arbejdsrelaterede forhold.
Hvordan pokker de perifere bolsjevikker under Lenin så alligevel efter blot en times spredt skyderi kunne overtage magten ved Oktoberrevolutionen, forklares lige så overbevisende ved den provisoriske regerings legitimitets-krise, der betød, at regeringen tabte status og betydning lige så hurtigt, som blodet løber ud af en overskåret hovedpulsåre. Særligt her lykkes det for Kulavig at fange en stemning præget af søvnig passivitet, forvirring, og nogle få beslutsomme aktører, særligt Lenin, i hovedstaden St. Petersborg. Stemningsbilleder præger heldigvis beretningen hele vejen igennem, for Kulavig benytter med god effekt breve, opråb, dele af taler mv. til at levendegøre fortællingen.
Fra magtovertagelse til diktatur
Fra magtovertagelsen gik vejen direkte mod diktaturet: ét-parti-styre indførtes, andre revolutionære bandlystes som “kompromismagere”, og lokale arbejderdemokratier afskaffedes. Tvangsudskrivninger af korn betød reelt, at bønderne blev udplyndret, hvilket ledte til hunger og millioner af døde. Det ledte naturligvis også til omfattende uro og oprør, og at det ikke blot var konservative, autoritære zar-tro kræfter, men befolkningen som sådan, der satte sig til modværge mod den nye sovjet-magt er både opsigtsvækkende og tankevækkende i forhold til andre fremstillinger af situationen.
I 1921 var situationen næsten som i februar 1917. At bolsjevikkerne kun gennem en uhørt massiv brug af vold – Den Røde Terror – mod den befolkning, de hævdede at kæmpe for, formåede at klare skærene, er så meget mere tragisk.
Akademisk distance, men klar stillingtagen
Kulavig bevarer en kølig akademisk distance til stoffet, mens blodbadets omfang og gru blotlægges. Der gøres overvejelser om individets rolle kontra underliggende historiske samfundsmæssige strømninger i behandlingen af Lenins medansvar for terroren, og forfølgelsen af hele samfundslag. Der tages klart stilling, men uden at det bliver polemisk. En tidslinje over revolutionen, begyndende med opstanden i 1905, afslutter værket.
En tættere opfølgning på Kronstadtmatroserne, jf. deres senere oprør mod Lenin i 1921, og et nøjere blik på mensjevikkers, socialrevolutionæres og andres politiske programmer i forhold til bolsjevikkernes, kunne godt være ønsket. Men det ændrer ikke ved, at Den Russiske Revolution 1917 er et usædvanligt velfortalt og oplysende stykke faglitteratur.
Kulavig, der er historiker og lic.phil. og lektor, har tidligere bl.a. skrevet bøgerne Det Røde Tyranni og KGB – de russiske efterretningstjenester fra Ivan den Grusomme til Putin, og er centerleder ved institut for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.
