VALG I RUSLAND | Hvis du ønsker et indblik i russisk politik forud for det kommende præsidentvalg 18. marts, anbefales du hermed at læse Mikhail Zygars bog All the Kremlin’s Men om Putins inderkreds. Man kommer bag facaden og stifter bekendtskab med de mange personer, der til sammen udgør “den kollektive Putin”.
Mikhail Zygar, All the Kremlin’s Men – Inside the Court of Vladimir Putin, New York (Public Affairs) 2016, 375 sider.
Mandag 19. februar 2018 sendte TV2 News første udgave af det nye magasin ”Verden ifølge Putin”. Hver mandag frem til det russiske præsidentvalg 18. marts vil programmet sætte fokus på Rusland og den politiske situation i landet. At danske mainstream-medier ønsker at dække Rusland, er naturligvis glædeligt, men den praktiske udførelse denne mandag var alt andet end vellykket: Snarere end at vise Verden ifølge Putin, viste man nok en gang Putin ifølge Vesten. Man gentog således de evindelige klicheer om det uforståelige land og dets behov for en stærk autokratisk leder.
Man kan naturligvis håbe, at de kommende udsendelser bliver mere informative, men hvis man virkelig gerne vil prøve at forstå Verden ifølge Putin, kan man med fordel læse Mikhail Zygars bog All the Kremlin’s Men som supplement. Bogen afdækker det interne politiske spil i Rusland i Putinæraen (fra 1999 og frem til i dag), hvor vi kommer bag facaden og får et langt mere nuanceret billede af, hvordan personlige magtkampe og eksterne udfordringer har haft indflydelse på Vladimir Putins udvikling fra en tilsyneladende vestligsindet liberalist til en konservativ nationalist.
Mikhail Zygar
Zygar er født i 1981 i Moskva og arbejder som uafhængig journalist. Han startede sin karriere på Kommersant, en russisk pendant til Børsen, inden han blev ankermand på den uafhængige tv-station Dosjd i 2010. Her fungerede han indtil 2015, hvor han fratrådte sin stilling, angiveligt efter politisk pres. Under Zygars ledelse havde Dosjddækket de store demonstrationer mod Putin i 2011-12 samt konflikten i Ukraine fra en noget anden vinkel end den, man så på officielt stats-tv.
Foruden All the Kremlin’s Men har Zygar udgivet essaysamlingen War in Myth (2007), Gazprom: New Russian Weapon (2008) sammen med journalistkollegaen Valerij Panjusjkin og senest The Empire Must Die (2017) i anledningen af 100-året for revolutionerne i 1917.
Journalistisk historieskrivning
All the Kremlin’s Men er journalistisk historiefortælling. Den bygger på syv års arbejde med interviews med centrale personer indenfor russisk politik. Den blev en øjeblikkelig bestseller i såvel Rusland som i Vesten. Dette skyldes primært, at der er tale om en medrivende og velskrevet bog, der afdækker, hvad der ellers kan forekomme som en lukket verden. Man kommer helt tæt på Putins inderkreds og bliver gjort opmærksom på de mange personer, der har haft og stadig har indvirkning på den førte politik.
Bogen starter med Putins udnævnelse til premierminister i 1999 og løber frem til 2015. Der er tale om en kronologisk fremadskridende narrativ med kontinuerligt fokus på såvel indenrigs- som udenrigspolitik. Dertil tager hvert kapitel sit udgangspunkt i en specifik person i inderkredsen omkring Putin, hvilket giver bogen en anderledes og yderst effektfuld struktur. Snarere end at fortabe sig i historiske detaljer, bliver læseren holdt fast til de konkrete begivenheder gennem personlig indlevelse i de centrale aktørers gøren og laden.
Den kollektive Putin
Zygars overordnede konklusion er, at “Putin, as we imagine him, does not actually exist” (s. 346). Putins karriere som statsleder er ifølge Zygar snarere skabt af tilfældigheder end af en strategisk masterplan, hvor to overordnede faktorer har været afgørende for forløbet: interne magtkampe i Kreml og eksterne udfordringer. Inderkredsen omkring Putin udgør det, Zygar kalder for ”den kollektive Putin”, og vi ser i bogen, hvordan én persons holdning kan trække den førte politik i en retning, hvorefter en anden person er afgørende for en tilsyneladende modsatrettet politik.
Zygar skildrer blandt andet Putins sejr i præsidentvalget i 2000 som orkestreret af interne magtkampe i Kreml, som hovedpersonen selv ikke havde den store andel i. For at forhindre en alliance mellem Moskvas borgmester Jurij Lusjkov og den tidligere udenrigs- og premierminister Jevgenij Primakov i at vinde præsidentvalget, finansierede en gruppe oligarker, herunder Roman Abramovitj og Boris Berezovskij, den bevægelse (Enhed), som bragte Putin til sejr.
Denne udlægning blev bekræftet af Vladimir Kara-Murza, medlem af den ikke-systemiske oppositionsorganisation Åbent Rusland, da han gæstede Cinemateket i København torsdag 22. februar 2018. Kara-Murza hævdede, at Putin aldrig ville have været i stand til at vinde valget, hvis ikke det var i oligarkernes økonomiske interesser. I Putin havde man fundet en mand, man troede, man kunne kontrollere. Efterfølgende faldt Berezovskij dog ud med såvel Putin som Abramovitj, og han drog i frivilligt eksil i England.
Ligeledes skildres andre centrale begivenheder i Putinæraen som et resultat af interne magtkampe snarere end som udtryk for en af Putin gennemtænkt strategi. Det gælder oprettelsen af ungdomsorganisationen Nasji, valget af Medvedev som Putins efterfølger, kirkens stigende indflydelse i det russiske civilsamfund, de imperiale drømme og meget mere.
De eksterne faktorer
Zygar tillægger udenrigspolitiske faktorer i Putins første præsidentperiode stor betydning for det senere dårlige forhold til Vesten. Putin var den første statsleder, der kontaktede George W. Bush efter terrorangrebet 11. september 2001, ligesom han stillede militærbaser til rådighed for amerikanernes operationer i Afghanistan. Putin anmodede sågar (om end ikke formelt) om russisk medlemskab af NATO, hvilket får Zygar til at vurdere, at Putin var oprigtigt interesseret i et tættere samarbejde med Vesten. Et sådant blev imidlertid forpurret, da amerikanerne ikke var alt for imødekommende, ligesom George W. Bush undlod at informere Putin, inden han gik i krig i Irak.
Putin har flere gange udtalt, at Vesten ikke har vist den fornødne respekt overfor Rusland, og Zygar understreger, at dette er noget, Kreml oprigtigt føler. I det hele taget mener Zygar, at Vesten bærer et medansvar for det nu dårlige forhold til Rusland, da man forpassede en gylden mulighed i starten af 00’erne, hvor Putin rakte hånden ud og tilbød såvel militært og økonomisk samarbejde:
“If more world politicians had accepted Putin’s offer of friendship and money, à la Schroeder and Berlusconi, then perhaps the new Cold War would not have happened. Vladimir Putin would have forgotten about the ‘color revolutions’ and been reassured that Western leader were all equally unscrupulous and pliable. Indeed, perhaps Russia would have become an energy superpower, or at least have cobbled together its own cartel of powerful top managers.” (s. 123)
Aktion versus reaktion
Zygar mener, at den tidlige Putin i det hele taget var præget af en reaktiv frem for aktiv politisk ageren. En lang række eksterne udfordringer synes at være kommet i vejen for Kreml, og det ofte når man ellers var i gang med tilnærmelser til Vesten. Gidseldramaerne i et Moskvateater i 2002 og på en skole i Beslan i 2004, Orangerevolutionen i Ukraine 2004-5, krigen i Georgien 2008, Snowden-affæren 2013 og Ukrainekonflikten fra 2013 kan alle, hvis man ønsker det, forklares som reaktion frem for aktion.
De seneste års aktiviteter, særligt på cyberområdet, synes dog at tale imod denne fortælling. Spredning af misinformation og indblanding i valghandlinger i andre lande forekommer at have en mere aktiv end reaktiv karakter. Zygar medgiver da også, at man i enkelte tilfælde havde forberedt sig på en mulig omstilling til mere aktivistiske aktioner. Således hævder han, at man havde forberedt en potentiel annektering af Krim i tilfælde af en ugunstig politisk udvikling i Ukraine.
Bogens begrænsninger
Det er tydeligt, at Zygar er journalist og ikke historiker. Til tider stikker underholdningen en anelse af på bekostning af den nøgterne fortælling. Særligt kan man anfægte hans mere eller mindre ukritiske brug af citater fra samtaler, der ofte er foregået på tomandshånd, herunder en samtale mellem Putin og Medvedev under en fisketur forud for magtskiftet i 2012. Det svækker naturligvis bogens samlede troværdighed, men Zygar kommer dog ikke med stålfaste konklusioner på baggrund af disse tvivlsomme vidnesbyrd. De har snarere karakter af kunstnerisk kolorit end egentligt indhold.
Man kan endvidere stille spørgsmålstegn ved, om alting nu også er helt så tilfældigt, som Zygar gerne vil fremstille det. I sit forsøg på at vise, at Putins Rusland er et resultat af mange forskellige faktorer, der ikke altid kan spores tilbage til præsidenten selv, ender Zygar måske med at undervurdere personen Putin. På bogens forside ser man Putin omgivet af skygger, der skal illustrere hans inderkreds, men i Zygars fremstilling er det snarere Putin, der træder i baggrunden.
All the Kremlin’s Men giver dog grundlæggende et nuanceret billede af Verden ifølge Putin. Det er på ingen måde sandheden, men det er et essentielt bidrag til at kaste lys over et ellers skyggefuldt univers. Indædte modstandere af Putins Rusland vil måske finde bogens kritik af det politiske system utilstrækkelig, men den begrænsede patos er i virkeligheden Zygars store styrke. Der er tale om velargumenterede analyser, der samtidig formidles medlevende. På trods af et omfattende persongalleri er der tale om en yderst letlæselig bog, som ikke tager mange dage at komme igennem.
Bogens fortælling kan naturligvis ikke stå alene, men hvis man ønsker at blive klogere på Verden ifølge Putin forud for det kommende præsidentvalg, så er All the Kremlin’s Men bestemt et godt sted at starte.
