FILMANMELDELSE| ”Citizen Khodorkovsky” tegner et grumset billede af en magtfuld mands p olitiske martyrium, i sin kamp for at tænde op under det russiske civilsamfund. Carina Christiansen anmelder dokumentaren, der blev vist på årets CPH:DOX.

Filmen tegner et grumset billede af en magtfuld mands politiske martyrium, en fange som kæmper for at overleve et endeløst liv i fangenskab og tandløs tigers kamp for at tænde op under det russiske civilsamfund. Dokumentaren “Citizen Khodorkovsky” sætter sig for at tegne et billede af, hvordan det er at være Mikhail Khodorkovskij.

I en blanding af brevudveksling, interviews og amerikaniserede kommentarer i lydsporet, får vi fortalt historien om hvordan Mikhail Khodorkovskij gik fra at være den rigeste russer med ønsker om politisk indflydelse, til at blive fængslet efter en skueproces, til at blive frifundet op til Sochi vinter-OL og så direkte i eksil.

Oligarkens tvivlsomme fortid glemmes
Men filmen er langt fra objektiv. Dens beskrivelse af Khodorkovskij efterlader ikke meget taletid til hans kritikere og skønt vi får at vide at han blev rig gennem olie, skøjter filmen hen over, hvordan man i datidens Rusland blev oligark, for det er ikke en skøn proces. Men det får vi ikke at vide i filmen. Vi lærer kun at Mikhail Khodorkovskij havde et talent for business, og at han hurtigt lærte at begå sig i den ændrede økonomiske situation – hvilket sikkert også er en del af sandheden.

Filmen fokuserer så meget på fængselstiden at man hurtigt glemmer, hvorfor han var en politisk trussel og skulle i fængsel. Og da det ikke er tilladt for dem at filme i, eller nær fængslet, er det meste af filmen mere præget af interviews med Khodorkovskijs advokat og hans forældre, mens de er på vej ud til fængslet, eller oplæsning af brevvekslingen mellem filminstruktøren og Khodorkovskij selv.

Det store fokus på forældrene giver en flot ramme af hvordan en politisk fængsling påvirker de nærmeste, men var dette målet, ville det have været rart at se andre end forældrene og forældrene filmet andre steder end bilsædet, togsædet eller på hotellet nær fængslet.

Efter sin frigivelse ser vi, hvordan han forsøger at tænde op under civilsamfundet igen, og hvordan han ellers gerne vil gøre op for tabt tid med sin familie, navnlig sin kone og børn. Bortset fra nogle søde optagelser med konen i privaten, er man blot mere interesseret i hans tilbagevenden til den politiske scene.

Ufærdigt portræt af tilsyneladende strategiløs politiker
Selvom man følger ham ved forskellige oplæg og taler, så virker Khodorkovskij strategiløs, i hvert fald sådan som filmen udlægger hans indsats. At han er en mand der holder kortene tæt til kroppen kan godt fornemmes, men når man har valgt at lave en film om denne type mand, ville det have virket bedre at tegne et bedre portræt af ham som politisk stemme, og inkludere flere interviews med både folk der hjælper ham i hans arbejde, og også politiske modstandere. I stedet får vi desværre serveret en tandløs tiger.

Man kan være imponeret over, hvordan han har overlevet politisk fængsling og hans gå-på-mod, men billedet af ham som stemme for et styrket russisk civilsamfund er i bedste fald ufærdigt, og derfor er han svær at se som en politisk modstander til en Putin med et godt greb om magten. I filmen virker det som om Khodorkovskij ser sig selv som en superhelt, der venter på kaldet, men man spørger sig selv om nogen nogensinde vil kalde på ham?

“Citizen Khodorskovsky” forsøger, men formår ikke rigtigt, at give os en fyldestgørende biografisk profil af Mikhail Khodorkovskij. Tiden inden hans fængsling fylder forsvindende lidt, mens fængselstiden fylder en så væsentlig del, men uden at formå at få sin pointe helt igennem. Er pointen at fremstille hvordan det er at være politisk fange? Eller hvordan det påvirker familien?

Hvis formålet med filmen er at vise, hvordan det er at være politisk fange, så mangler filmen desværre både adgang til fængsler, dokumentation, og blot at få Khodorkovskij til at snakke mere om den tid. Hvis formålet med filmen er, hvordan det påvirker de pårørende at have en nærtstående person som er politisk fængslet, mangler man både flere pårørende og flere dybdegående interviews med pårørende i andre sammenhænge end blot på vej til og fra fængslet.

En film som rejser spørgsmål, men som ikke giver svar
Alt i alt er det en film, der ikke rigtig formår at komme ud med sit budskab. Hvordan er Khodorkovskij som politisk stemme? Som person? Hvorfor er han en signifikant politisk modstander? Hvordan er russiske fængsler og de mennesker der sidder derinde? Ej heller går man forarget fra filmsalen over hvor uretfærdigt det russiske retssystem eller politiske landskab er. Hvis dette var målet er der slet ikke spillet nok på de følelsesmæssige tangenter.

Så man sidder desværre fuld af spørgsmål efter filmen, og hvis man ønsker at få et billede af hvem Mikhail Khodorkovskij er, bør man egenhændigt finde supplementer til dette ensidige billede.

Af Carina Christensen