FLYGTNINGE | Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet har afvist at modtage flygtninge som ikke er kristne. Med stor kritik fra EU til følge. Tine Toft Jørgensen undersøger Polens dilemma mellem EU-samarbejde og flygtningestrømme. Artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Atlas.
I et åbent brev skrev 100 politikere, kunstnere og intellektuelle fra Østeuropa for nylig en appel til autoriteterne og borgerne i regionen om at demonstrere solidaritet med flygtninge:
”Hvis vi afviser at hjælpe, benægter vi ideen om europæisk solidaritet, og samtidig underminerer vi den solidaritet, andre nationer har vist vores lande”, skrev notabiliterne i det åbne brev, som ikke just ramte debatten i medvind.
Brevet blev offentliggjort kort efter, at Polen sammen med Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, den såkaldte Visegrad-gruppe, i første omgang besluttede at sætte foden ned over for EU-Kommissionens forslag om at fordele yderligere 120.000 flygtninge fra de mest udsatte grænselande, og imødekomme en bred frygt hos deres befolkninger – og samtidig en modvilje mod anvisninger udefra.
Det er en frygt og modvilje, man også kan mærke hos polske Michał Pietraszek. Han taler tysk og engelsk, og har som turist, EU-borger og student nydt godt af Schengen-samarbejdets frie grænser og muligheder. Han ved godt, at Polen er EU’s største modtager af økonomisk støtte, men han mener ikke, der kommer noget godt ud af at blande kulturer og religioner for meget.
”Historisk har vi jo ikke været uafhængige, altså rigtig uafhængige, i mere end 25 år. Først kom russerne, Preussen og Østrig-Ungarn, så kom nazisterne og så var vi under det sovjetiske styre i 44 år. Og nu vil EU fortælle os, hvad vi er forpligtede til at gøre?,” spørger han frustreret ud det lille studiekøkken i den betonblok, hvor han i de sidste seks måneder har boet og studeret kemisk biologi på universitetet. Han skal hjem om et par dage, og han glæder sig.
Polen endte alligevel med at stemme for forslaget i tirsdags, for på den måde at få indflydelse på selve ordlyden, og det har skabt politisk uenighed om, hvorvidt Polen har ’svigtet’ Visegrad-gruppens position og sig selv.
’Vi har jo ingen moskeer’
Østeuropæiske lederes uvillighed til at bidrage til EU’s forsøg på at løse flygtningekrisen har i løbet af den seneste måneds diskussioner skabt vrede i de andre medlemslande og i EU, hvor man ikke bryder sig om, at de planer, som Tyskland står i spidsen for, falder til jorden. I Polen råbte man efter murens og kommunismens fald på europæiske værdier, og med medlemskabet fik landet også store fordele af den økonomiske støtte. Det får de stadig. Så hvorfor er der så stor modvillighed imod at indgå i en fælles europæisk løsning?
Efter besættelser fra nazister og kommunister blev Polens forskellige kulturer ensrettet, og tilbage står i dag et katolsk og homogent land med meget lidt erfaring med at tage imod flygtninge fra en anden kultur, og – i særdeleshed – religion. Landets korte selvstændighed skaber modstand mod ydre kræfter, og det selvom Polen selv spiller en større og større rolle i det EU, der i historien her er ’den ydre kraft’. Men hvad er de så bange for?
For Michał, der selv er praktiserende katolik, handler modstanden i høj grad om religion. Han kan slet ikke forestille sig, at de to religioner, katolicisme og islam, kan kombineres i hverdagen. Derfor støtter han op om, at Polen har sagt ja til at tage imod 2.000 kristne syrere. I 2011 var 87.5 procent af polakker erklærede katolikker, og selvom antallet af praktiserende katolikker reelt er langt lavere, har kirken fortsat politisk indflydelse i landet. Han indrømmer blankt, at han er bange for religiøse ekstremister blandt asylansøgerne.
”Jeg har mange gode venner fra Syrien her i Leipzig. Men man kan jo ikke opdele det ved grænsen og sige, du er god nok, du kommer ind, du er fra ISIS, du kommer ikke ind. Vi er ret trygge i Polen, som det er nu. Ikke som i Frankrig, hvor det var et mirakel, at der ikke skete mere. Vi har ikke haft noget lignende. Vi har vores egne religiøse fanatikere. Og der kommer bare ikke noget godt ud af at blande de to grupper. Vi har heller ikke faciliteterne, vi har jo ingen moskeer”.
Når han taler om de to religioner skelner han ikke mellem individer eller kulturer – han maler mere med den brede pensel, og beskriver muslimer og katolikker som to forskellige men homogene grupperinger.
”De er ligesom polakker. De vil kun leve på én måde. De har koranen, vi har biblen,” siger han i det lille kollegiekøkken, mens han med sine hænder danner skyklapper for sine øjne og kigger stift ud i luften for at illustrere sin pointe.
Faktisk er det ifølge Østeuropa-ekspert og lektor i Statskundskab ved Syddansk Universitet Søren Riishøj, en ganske generel tendens i Polen. Han forklarer, at modstanden mod at tage imod flygtninge fra Mellemøsten og Nordafrika falder sammen med en historisk religiøs konflikt, der stadig fylder i en del i selvforståelsen hos mange.
”Man ser meget Polen som et katolsk bolværk imod både Islam og den russisk ortodokse kirke. Det med at være katolik og polak hænger sammen. Derfor har man indtil nu satset på at tage imod kristne syrere,” siger han om den form for religiøse protektionisme, som nogle danskere med nationalkonservative værdier også herhjemme tyr til, når kritikken til tider hagler ned over islam.
Udover religiøse forskelle nager det også Michał Pietraszek, at mange af de flygtninge, der ankommer, ifølge ham har en meget patriarkalsk kultur, der er svær at forene med den europæiske. Trods en gennemgående selvironi, er der ikke noget, der tyder på, at han i sin kritik ser paralleller til den stærkt patriarkalske katolske kirke.
Fagre nye verden
Jeg har mødt Michał til en fest sammen med et par af hans venner fra Syrien, og dem kan han jo godt lide. Han har bare ikke mødt så mange andre end polsk-talende katolikker som han selv hjemme i Sydøst Polen. Jeg spørger Marie Sandberg, lektor i etnologi hos Saxo-instituttet og forsker i polsk arbejdsmigration og europæisk identitet, om det med ’homogeniteten’. Et ord der også ofte bruges om Danmark, som forklaring på, hvorfor Dansk Folkeparti klarer sig så godt. Marie Sandberg peger i en mailkorrespondance på, at Polens homogenitet netop er en stor del af forklaringen bag modstanden:
”Polen er kulturelt og religiøst et forholdsvist homogent land, hvor størstedelen af befolkningen er katolikker, og hvor hovedparten af landets indvandrere og asylansøgere kommer fra Rusland og Ukraine. Der er med andre ord meget få muslimske indvandrere i landet, men til gengæld en stor bekymring i befolkningen i forhold til at skulle modtage flygtninge med muslimsk baggrund.”
Hun understreger samtidig, at der langt fra er en entydig modstand mod at modtage flygtninge i den polske befolkning.
”De ‘Refugees Welcome’ demonstrationer, som var arrangeret parallelt i flere europæiske lande i weekenden, fandt også sted i Polen; i byer som Warszawa, Gdansk, Krakow og Wroclaw. Moddemonstrationerne ført af højreradikale kræfter var højlydte, men man skal stadig huske, at højre-ekstremister er en minoritet i landet. Og i sidste uge opfordrede den polske ærkebiskop Gadecki den polske befolkning til at tage imod syriske flygtninge,” skriver Marie Sandberg.
En undersøgelse foretaget af Millward-Brown for dagbladet Gazeta Wyborcza viser da også, at holdningen i befolkningen har rykket sig i løbet af debatten, og at 53 procent af polakkerne nu mener, at de har en moralsk pligt til at hjælpe flygtninge. Samme meningsmåling viser, at 68 procent er bange for konflikter på grund af religiøse eller kulturelle forskelle, mens 65 procent er bange for stigende kriminalitet. Og netop frygt er ifølge Michał det største problem i Polen.
”De kender ikke andre kulturer, fordi Polen er så homogent, så ja, det er en ond cirkel. Jeg kendte heller ikke andre, hvor jeg voksede op i det sydøstlige Polen, ud over nogle ukrainere. Men de er ikke så anderledes.”
Mange af Michał’s argumenter minder om den debat, jeg på afstand følger i Danmark, til trods for, at Polen og Danmark særligt på det økonomiske plan er langt fra hinanden. ”Der kan være ISIS-krigere iblandt dem”, ”De unge mænd burde blive og kæmpe”, ”Hvorfor har de iPhones, og hvorfor bliver de ikke i det første land, de kommer til? Så er de jo i virkeligheden ude efter penge” og ”vi har ikke råd”.
Suveræniteten ikke til salg
Selvom argumenterne måske ligner hinanden i både Østeuropa og Skandinavien, skiller Polens historie sig ud, særligt når det kommer til kommunisme og selvstændighed. Den polske statssekretær Piotr Stachanczyk udtalte efter den første modstand mod forslaget om en kvotefordeling følgende om Polens : ”Vi ville have det gjort klart i konklusionerne, at processen om at fordele folk mellem lande ikke skal baseres på automatiske forpligtigelser”.
Siden da har Polen stemt for forslaget, selvom partnerne i Visegrad-gruppen altså stemte imod. Polen er i høj grad delt i to omkring spørgsmålet, der også spiller ind i forhold til valget i Polen den 25. oktober. At landet er endt med at stemme for, kan derfor ses som den måske sidste beslutning fra den siddende premierminister, Eva Kopacz, fra liberale parti Civil Platform (PO). Hun har tidligere kritiseret kræfter i det nationalkonservative parti PiS for at have ”vist sit sande anti-europæiske og xenofobiske ansigt” ud fra partiets modstand mod at tage imod flygtninge, og stiller sig altså direkte imod præsidenten, der komme fra PiS.
Det mener Vibe Termansen, der er Østeuropakorrespondent for Weekendavisen og cand.mag. i historie og Østeuropastudier fra Københavns Universitet:
”Der er meget delte holdninger i Polen, og det er typisk den katolske højrefløj i Centraleuropa, der siger, at man ikke skal tage flygtninge, men omkring halvdelen af befolkningen vil gerne tage imod dem. Det handler ikke om, at de vælger at bukke sig. Det handler om, at der er to store partier i Polen, og det ene sidder lige nu på præsidentposten, og det andet sidder på premierministerposten. Præsidenten er fra Lov og Retfærdighedspartiet, det nationalkonservative parti, der helt klart er imod. Men premierminister Eva Kopacz er fra det samme liberale parti som EU-præsidenten Donald Tusk, og hun kan altså risikere at ryge ud, så det kan være et af det liberale partis sidste handlinger. Handlingen handler derfor i høj grad om at redde Polens renommé i Europa, og det er selvfølgelig et indenrigspolitisk sats, men der er også stemmer i at hjælpe …”
Hun understreger samtidig over telefonen, at Polen var et religiøst tolerant og multikulturelt land frem til besættelser udefra af Tyskland og derefter Sovjetunionen, hvis etniske udrensning og politik resulterede i, at Polen i dag stort set kun består af polakker.
Jeg ved godt, vi er de største modtagere af økonomisk støtte fra EU. Men hvorfor skal vi sælge ud af vores uafhængighed af den grund? Hvorfor skal vi fortælles præcis hvor mange flygtninge, vi skal tage imod?
Ifølge Michał Pietraszek vil Polen også gerne tage imod flygtninge. Bare ikke i en mængde, der bliver dikteret udefra af kommissionsformand Jean-Claude Juncker. For ham handler detom en suverænitet, som er skrøbelig, eller i hvert fald skal værnes om.
”Jeg ved godt, vi er de største modtagere af økonomisk støtte fra EU. Men hvorfor skal vi sælge ud af vores uafhængighed af den grund? Hvorfor skal vi fortælles præcis hvor mange flygtninge, vi skal tage imod?”
Igen lyder det som de argumenter, der flyder fra talerstolen når Lars Løkke Rasmussen eller Peter Skaarup fra DF tager mikrofonen. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på Polen og Danmark?
Polen skulle ifølge den oprindelige plan, Jean-Claude Juncker lagde op til, tage imod 11.946 asylansøgere. Fordelingen er blevet foretaget ud fra vurderinger af befolkningstal, BNP, arbejdsløshed og det antal asylansøgere, som et land har modtaget i 2010 til 2014. Der bor næsten 40 millioner mennesker i Polen. Danmark står som bekendt udenfor på grund af retsforbeholdet, men vi vil ifølge statsministeren tager imod 1.000 af de 120.000 flygtninge. På frivillig basis.
Alle kæmper for sig selv
Da jeg hentyder til, at Polen er en del af EU, og dermed med til at træffe beslutningerne, ønsker Michał ikke, at Polen skal træde ud. Han er bare ikke synderligt imponeret over Polens rolle i fællesskabet.
”Vores stemme betyder ikke en skid i EU. Det er Tyskland og Frankrig, der bestemmer.”
Ved den sidste omfordeling af topposter blev det den tidligere polske premierminister, Donald Tusk, der løb med posten som præsident for det Europæiske Råd, hvor statslederne mådes og diskuterer de store linjer for EU-samarbejdet. Men heller ikke det imponerer Michał: ”Han er præsident i EU. Han smiler og trykker hænder.”
Selvom han er skeptisk, ønsker han ikke Polen ud af EU. Som nogen måske husker, løb Donald Tusk med posten foran næsen af Helle-Thorning Schmidt.
Som svar på, hvorfor Polen er endt med at stemme for Kommissionens forslag om at fordele flygtninge, har Piotr Stachanczyk, statssekretær for immigration, udtalt, at siden de fire lande (Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Polen) på grund af afstemningsreglerne alligevel ikke kunne blokere forslaget, var det bedre at have foden indenfor, og på den måde sikre, at kvotefordelingen kun er en engangsforestilling og ikke, som tyskerne blandt andet ønskede, en mere permanent fordelingsnøgle. Han noterede samtidig, at systemet lader Warszawa have præferencer i forhold til at tage kristne i stedet for muslimske flygtninge, og han undgik heller ikke at beskrive tirsdagens aftale som et ”trade-off” for at sikre nationale sikkerhed i fremtiden.
En af Polens stærke kort i forhandlingssituationen i Det Europæiske Råd har været, at landet allerede tager imod flygtninge. De kommer bare fra Ukraine, noget Michał også påpeger flere gange i samtalen.
– Hvad hvis konflikten blev optrappet, og de kom i titusinder?
”Ja, vi ville have brug for hjælp, men det skulle være frivilligt, ikke påtvunget. Ellers er det fuldstændig ligesom under Sovjetunionen. Og vi har altså omkring 40 års erfaring med at leve under den russiske støvle,” siger han, mens han trækker på skuldrene og viser sine håndflader ud til begge sider.
Sammenligningen mellem EU og Sovjetunionen hænger sammen med følelsen af, at Polen er truet. Ikke indefra, men udefra. Han oplever ikke Polen som en del af EU, og synes i det hele taget skeptisk over for staters evne til at samarbejde når det virkelig brænder på. Studerede han internationale studier i stedet for kemi, ville han måske kalde sig selv ’realist’ og tilhænger af nationalstaternes overlegenhed overfor internationale organisationer.
Ud over en udtalt EU-skepsis taler han en del om truslen fra Rusland. Han føler sig overbevist om, at hvis Rusland valgte at invadere Polen, ville der ikke komme megen hjælp fra de andre EU-lande.
”De andre lande vil sige, ’okay Rusland, du invaderer Polen, så vil vi bare ikke handle med dig mere’,” siger han med en accent kendt fra filmen Borat, og afslutter med hænderne opgivende ud til begge sider: ”Ingen vil kæmpe en krig, hvis de ikke er nødt til det.”
______________________
Fakta: Der er parlamentsvalg i Polen den 25 oktober 2015. Udlændinge udgør omkring 1 procent af befolkningen, en alligevel begynder flygtninge-situationen at fylde i valgkampen. Formanden for det nationalkonservative og retfærdighedsparti (PiS), der ser ud til at vinde i en koalition, har allerede ytret sin enighed med Ungarns Victor Orbán, der har bygget en mur for at holde asylansøgere ude. Polens EU-minister Rafael Trzaskowski har mandag den 14. september udtalt, at Merkel bør ’gentænke sin tilgang til flygtninge’ fordi ’deklarationer om at vi (EU) er klar til at acceptere en bølger af mennesker ender med drastiske beslutninger’. Det sidste var en kommentar til Tysklands skiftende beslutninger om at åbne eller lukke grænserne til Østrig.
