KULTUR | I de seneste uger har der i Serbien raset en diskussion om reality-programmer, og en underskriftindsamling er sågar blevet gennemført for at få forbudt disse programmer. Her giver Dejan Ilic et kort overblik over debatten og sin vurdering af sagens indhold.
Utilfredsheden med reality-programmer i Serbien kulminerede med en underskriftsindsamling for et forbud imod dem. Underskriftsindsamlingen er blevet efterfulgt af en række artikler og udtalelser i medierne, der i lighed med underskriverne udtrykker forargelse over indholdet af reality-programmerne.
Således er begge lejre tilfredse: Hvis man skal tro seertallene på de forskellige kanaler, så har en stor del af borgerne i Serbien endnu engang fået et program, som de nyder at se. Og en anden del af borgerne, der dog er noget mindre end den første, har endnu engang fået lejlighed til at fremvise deres forfinede smag og deres bekymring for ”nationens” mentale tilstand. En bekymring, der altså nu har fået sin endelige udformning i anstrengelserne for at få de kontroversielle programmer forbudt. Hvad angår selve medierne, så har de stor gavn af al postyret, idet de på denne måde får mere reklame for sig selv, end de har betalt for. Og hvad angår magthaverne, ja så mener de altid, at det er godt, at der i det offentlige rum foregår en debat om noget andet end de selvsamme magthaveres dårlige regeringsførelse.
Er de serbiske tv-seere primitive og vulgære?
Vi kan da også her gøre regeringen og medierne en tjeneste og vende spørgsmålet om: Hvad står egentlig bag forargelsen over, at der i dette øjeblik er en overvægt af reality-programmer på flere af landets store kanaler?
For det første at der er tale om udsendelser, hvis indhold reelt ligger under den minimumsstandard, der burde være opfyldt, før noget kan vises for offentligheden. Mere konkret anklages programmerne, deltagerne – og også seerne – for at være primitive, vulgære, fordummede, moralsk anløbne (for at sige det mildt) og som nogen, der burde ekskluderes af samfundet som sådan.
Herudover antages det implicit, at seerne, der følger med i og underholdes af disse udsendelser, blot passivt identificerer sig med aktørerne heri og, uden nogen form for kritisk distance, overtager aktørernes værdier og måde at opføre sig på, for til sidst at føre disse med sig ud i hverdagen. Det antages også, at seerne er ude af stand til rationelt at vurdere, hvad der er godt for dem, og at de derfor har brug for vejledere, der skal regulere, hvad de må og ikke må se, og hvordan de skal opføre sig i det hele taget.
Tvangsuddannelse
Derved bliver diskussionen om reality-programmerne faktisk også en diskussion om den ønskede uddannelsesmodel i landet. Den del af borgerne, der anser sig selv som værende ”bedre”, er fortaler for en ”tvangsmodel” i uddannelsessektoren, i hvilken de selv skal foreskrive, hvad man må og ikke må. De tildeler på forhånd sig selv posten som moralsk og kulturelt overlegne dommere, uden at vi andre har nogen mulighed for at stille spørgsmål ved dette. Men fra denne ophøjede position, som de har indtaget, gør fortalerne for tvangsmodellen mere skade end gavn mod netop de mennesker, som de angiveligt er så bekymrede for. For hvorfra stammer forestillingen om, at alle, der ser reality programmer, er ens? Og hvorfra kommer ideen om, at de alle er passive beskuere, der uden modstand identificerer sig med aktørerne i disse udsendelser og ukritisk overtager deres værdier? Selv hvis det forholdt sig sådan – og det gør det sandsynligvis ikke – må man spørge sig selv, om hvilke behov seerne af disse programmer får dækket ved at se dem, og som de ellers ikke kan få dækket i resten af medierummet?
Intet faktuelt grundlag for diskussion.
Det er nu omkring ti år siden, disse programmer begyndte at blive vist på landets tv-kanaler, og de har vakt både begejstring og højlydt forargelse uden at der er lavet en egentlig undersøgelse, der ville kunne give os et klart billede af seerprofilen.
Dette faktum illustrerer fint den holdning som de ”bekymrede” har til de selvsamme borgere som de angiveligt bekymrer sig for. I en vis forstand er medierne således moralsk foran i forhold til ”de bekymrede”, idet de i det mindste tager dette segment alvorligt, hvorfor de til gengæld får segmentets opmærksomhed. Vi har i dag altså ikke en profil af den gennemsnitlige seer af reality-programmer i Serbien. Alt, hvad der siges om dette emne i offentligheden, siges derfor uden nogen form for faktuelt grundlag, og man skal derfor være forsigtig, for der laves vidtgående konklusioner på baggrund af overfladiske betragtninger. Der er ingen grund til at antage, at seere af reality-programmerne er passive. Der er ingen grund til at antage, at de uden videre accepterer de værdier, som visse deltagere i programmerne gør sig til fortalere for. Tværtimod er der god grund til at tro, at disse udsendelser fremkalder både uenighed, kritiske kommentarer og polemik om hovedaktørernes opførsel. Oveni dette, så er der tale om et publikum, som har behov for at dele sine meninger med andre i det offentlige rum. Derfra stammer efterspørgslen på den lange stribe af særlige programmer, til hvilke disse mennesker kan melde sig og give deres mening til kende.
Politikere som reality-stjerner
Denne opførsel er ikke så anderledes end den, der vises af de såkaldte pæne og normale seere, altså dem med den ”forfinede smag” og de ”høje uddannelser”. Instruktørerne af reality-programmerne former – i lighed med instruktører af sæbeoperaer – deres program og ”skuespillere” på en bestemt måde, således at vigtige moralske spørgsmål kommer i forgrunden (om end i forvrænget og overgearet form), og gældende tabuer bliver diskuteret (fx de seksuelle tabuer). Dette provokerer seerne, der igen får mulighed af medierne for at ytre sig i de ovennævnte udsendelser. Det kan ikke udelukkes, at en stor del af seerne af reality-programmer oprigtigt forarges af enkelte deltageres opførsel, præcis ligesom kritikkerne af disse programmer gør det. Det er selvsagt heller ikke udelukket, at disse seere kan se en klar forbindelse mellem det, de ser i deres hverdag, og det, de ser i fjernsynet, og at de via reality-programmerne tager klart stilling til de udfordringer, der er overalt i den virkelige verden. Endelig er disse seere sikkert i stand til at projicere det, de ser, over på de politiske aktører i landet. Reality-programmerne giver dem i det mindste en illusion af, at de i hvert fald i denne sfære kan påvirke udviklingen ved at stemme om, hvilken deltager der skal smides ud. Et privilegium de for det meste ikke har, når der tales om deltagerne på den politiske scene.
Illusionen om medindflydelse
Nu vil nogen selvfølgelig sige, at dette netop er pointen: der er tale om en illusion, en erstatning for det rigtige liv. Ved at dykke ned i denne illusion fratager seerne af reality-programmerne sig selv muligheden for at påvirke begivenhederne i virkeligheden. Men hvorfor er de i den forstand så meget anderledes end den såkaldte ”bedre del” af Serbien? Den ene gruppe ser i fjernsynet primitive, vulgære, uuddannede, moralsk anløbne (for at sige det mildt) aktører, der burde fordømmes og praktisk talt ekskluderes af samfundet – og forarges af dette. Den anden, ”bedre” gruppe kan på den politiske scene se ligeså primitive, vulgære, uuddannede, moralsk anløbne (for at sige det mildt) aktører, der burde fordømmes og praktisk talt ekskluderes af samfundet – og forarges af dette. Den første gruppe melder sig derpå som publikum i programmer, hvor de live kan kritisere reality-aktørerne og stemme om at smide de mindst sympatiske ud. Den anden gruppe kritiserer derimod bare den første.
Artiklen er første gang bragt på Pescanik.net den 06.09.2015. Oversat fra serbisk af ID.
