9. MAJ | Når Rusland fejrer sin vigtigste nationale helligdag, sejrsdagen d. 9. maj, bliver det med flere soldater og militært isenkram end nogensinde før. Tanks og atommissiler vil rulle i en magtdemonstration, der viser at Ruslands forhold til fortiden stadig handler om de store følelser, der bringer russerne sammen mod fælles fjender
Da Rusland i 2010 fejrede 65-året for sejren i Anden Verdenskrig, blev begivenheden set som et vendepunkt i Ruslands forhold til omverdenen. For første gang deltog soldater fra USA, Vesteuropa og de tidligere sovjetrepublikker i paraderne side om side med de russiske, og statsoverhoveder fra hele verden meldte deres ankomst – inklusive mindre oplagte gæster som Polen og Tyskland. Arrangementet var majestætisk i sine fysiske og symbolske dimensioner og var den absolut størst anlagte Sejrsdag siden Sovjetunionens sammenbrud. Alle optrin var tilrettelagt budskabet om den fælles sejr og genoprettelse af forholdet til krigens tabere og tidligere fjender. Man klappede sig selv og hinanden på skulderen og drog et højtideligt lettelsens suk over den overståede polarisering af verden.
Siden dengang er der blevet vendt op og ned på alting, og den nært forestående højtideligholdelse af Sejrsdagen kommer efter alt at dømme ikke til at kunne sammenlignes med nogen tidligere begivenheder. 16.500 marcherende soldater, 150 fly, tanks og tre atommissiler skal være med til at slå alle rekorder. Det Russiske Udenrigsministeriums deltagerliste taler for sig selv: Kina deltager for første gang nogensinde med soldater i militærparaden, mens de deltagende statsoverhoveder fortrinsvis, men ikke overraskende, repræsenteres af de autoritære tidligere Sovjetrepublikker i Centralasien.
Historien bag
9. maj er ikke altid blevet holdt hellig i Rusland. Stalin frygtede i efterkrigsårene at fejringen kunne gøre militære ledere som Marskal Georgij Zjukov, der havde ledet slagene om Berlin for populær i befolkningen. Samtidig kunne mindet om det store tab af menneskeliv få folk på dårlige tanker. Lemmeløse veteraner blev skibet bort, væk fra befolkningens øjne. I Nikita Khrusjtjovs tøbrudsår (1953-1964 red.) var man ikke meget for at risikere en glorificering af Stalins sejr i krigen, så først i 1965 med Leonid Brezjnev ved roret blev begivenheden opfundet i den ydre form, den mere eller mindre har haft siden.
Alle sejl er sat
I Moskva fornemmer man tydeligt i ugerne op til Sejrsdagen, at alle sejl er sat til. Det magiske tal 70 ses overalt i gadebilledet, men det er vanskeligt at finde én koordinerende afsender bag hele kampagnen. Et russisk ølmærke har tilføjet flaskeetiketten et billede af den hæderkronede T-34 kampvogn, boghandlernes kladdehæfter prydes af krigsheltes kontrafejer, og hverken Aeroflot eller De Russiske Jernbaner har undladt at lade begivenheden fylde hele reklamefladen.
Sejrsdagens udseende og størrelse i år er utvivlsomt iværksat fra højeste sted, men det ville aldrig kunne lade sig gøre uden en stærk klangbund for fejringen i den russiske befolkning, som for en meget stor dels vedkommende har en stærk forventning om en officiel markering.
Ruslands selvforståelse
Sejrsdagen har en solid klangbund på tværs af sociale skel. Findes der en særlig russisk mentalitet, som kan forklare den fælles højstemte følelsesdyrkelse og patos i forhold til 9. maj? Måske, men sådan en forklaring er ikke udtømmende. For almindelige russere er sejren i Anden Verdenskrig både forbundet med gigantiske personlige tab og med en oprigtig følelse af at blive overset i den dominerende vestlige historieskrivning om hvem der vandt krigen. Vi har alle set Saving Private Ryan, hvor de amerikanske soldater tappert ofrer sig på Omaha Beach i Normandiet for befrielsen af Europa, men de færreste vil sandsynligvis nævne Sovjetunionens rolle i krigen som den altafgørende for Nazitysklands nederlag. Det er svært at svare på, hvor grænsen mellem manglende oplysning og historieforfalskning skal trækkes, men mange russere føler, at Sovjetunionen i denne sammenhæng bevidst pålægges en inferiør status.
Alt kan ikke gøres op i dødstal, men proportionerne er dog værd at nævne: Hvor der i løbet af hele krigen døde 300.000 amerikanere i alt, døde der dobbelt så mange sovjetiske alene under forsvaret af Leningrad – og kun hvis man vel at mærke ikke tæller civile tab med. Ruslands ofre i kampen mod fascismen var uhyrlige. Mellem 20 og 28 millioner militære og civile sovjetborgere døde som følge af krigen, mere end i noget andet land.
Ukraine er den nye front mod fascismen
Stort set alle nyheder i og om Rusland er i dag præget af Ukrainekonflikten, og Sejrsdagen er ingen undtagelse. 9. maj er blevet et belejligt symbol på kampen mod fascismen.
Hvordan kampen skal forstås, kræver et kik på sprogbrugen i historisk perspektiv. Under Anden Verdenskrig blev tyskere ikke omtalt som nazister, men fascister. Dette skyldes sandsynligvis, at man i Sovjetunionen ikke ville risikere at forbinde nationalsocialismen med socialismen i Sovjet. Den russiske opfattelse af ordet “fascist” skal altså sidestilles med de fascister der dræbte millioner af russere under krigen, og “fascist” er blevet til et samlebegreb i eftertiden for alt hvad der kan betegnes som anti-sovjetisk og siden anti-russisk, hvilket også understreges af anklagerne om fascisme i den aktuelle Ukraine-konflikt.
Kritiske røster
Mens den brede befolkning bifalder fejringen af Sejrsdagen og fortællingen om, at Rusland selv i dag kæmper mod udenlandske fjender, er der også kritiske røster.
Oleg Kashin er 34 år, journalist og kompromisløs systemkritiker. Hans linje har altid været oppositionel, og det har adskillige gange haft korporlige konsekvenser. I 2014 flyttede han til Geneve, men han er stadig fast skribent for flere uafhængige russiske medier og besøger Rusland hver anden måned. Uden for Rusland kendes han bedst fra den danske dokumentar “Putins Kys”, som beskriver hans venskab med et højtstående medlem af Putins ungdomsorganisation “Nashi”.
Selvom den frie presse har trange kår i Rusland, er det ikke ensbetydende med at deres stemmer ikke er tilgængelige. De findes på russiske internetplatforme, og antallet af uafhængige russisksprogede og russisk-redigerede medier er stort set uændret.
Kashin betragter den nutidige fortolkning af Sejrsdagen som en pervers maskerade, der udnytter et smertefuldt historisk kapitel i Ruslands historie.
Han udtaler i en artikel fra januar i år, bragt på det prominente medie slon.ru
“I den sovjetiske kultur var krigen en kilde til smertelig erindring – og bestemt også til stolthed, men den var aldrig en kilde til glæde og begejstring. Det var fuldstændig utilstedeligt”.
Udnyttelsen af Den Store Fædrelandskrig ser han desuden ikke kun som en del af den generelle magtkonsolidering under Putin, men også som en grotesk retfærdiggørelse af de nuværende krigshandlinger i Ukraine:
”Det er vigtigt at huske på, at der i [Anden Verdenskrig] var følgende på spil: Selve den sovjetiske stats eksistens og borgernes fysiske overlevelse.”
Den Store Fædrelandskrig kan således godt betragtes som et nødvendigt onde – men det samme kan man ikke sige om den nuværende konflikt i Ukraine.
”Krigen 1941-45 kom til at danne grundlag for den kollektive russiske bevidsthed, og det er den væsentligste og muligvis eneste kilde til national stolthed. Det er den eneste historiske episode, der fremkalder fælles følelser og den eneste periode, Rusland har en fælles konsolideret mening om”.
Vergangenheitsbewältigung
Hele Sejrsdagen udførsel i Rusland er totalt forskellig fra vestlige måder at dyrke det, der kun på tysk har fået et fast begreb: Vergangenheitsbewältigung – dvs. fortolkningen og forvaltningen af fortiden. Allerede den centrale brug af ordet ”sejr” skurrer i vestlige ører. Som udenforstående kan man kun svært sætte sig ind i de følelser, der er forbundet med den russiske 9. maj. Man må dog anerkende dens betydning for alle russere og for alle slags mennesker der har været tvunget til at bringe ufattelige ofre for at opnå fred.
Caroline Bilde Krogh-Jensen og Philip Gunnar Bjerg Mortensen er russiskstuderende på Københavns Universitet. Begge bor til dagligt i Moskva.
