DEMOKRATI | Det serbiske demokrati er godt i gang med at afvikle sig selv, i hvert fald hvis man spørger blandt journalister og NGO’er. De skyder skylden på en uskøn blanding af en særlig politisk kultur, apati og afmagt samt manglende tiltag fra EU. Tine Møller Sørensen rapporterer fra Beograd.
En skandale folder sig i disse dage ud i fuldt flor i Serbien. Det er den serbiske ombudsmand, Saša Janković, der befinder sig i stormens øje, hvor såvel parlamentsmedlemmer som avisforsider dagligt opfordrer ham til at gå af.
Den aktuelle skandale bunder i en noget kulørt – og privat – historie fra ombudsmandens yngre dage: da hans far døde, efterlod han ham bl.a. en pistol, og blot dage før denne pistol officielt skiftede ejermand, brugte Saša Janković’s gode ven tragisk nok pistolen til at tage livet af sig selv.
Visse medlemmer af parlamentet beskylder nu ombudsmand Janković for at have begået en ulovlighed ved at have denne pistol, før overdragelsen officielt var gået igennem, netop de dage hvor den blev brugt til selvmordet.
Retsmæssigt har historien ikke noget på sig, men har alligevel nu i dagevis prydet forsiden af især de mere tabloide regeringsvenlige aviser med overskrifter som “gå nu af”, og “hvorfor lyver han om krudt på hænderne”, med henvisning til, at Saša Janković, da han fandt sin ven død, havde aet ham over håret og derved muligvis kunne have fået krudtslam på hænderne.
Tabloidsering af serbisk politik
Men pistolhistorien er også dukket op på et for regeringen ganske belejligt tidspunkt. Den kommer netop, som ombudsmanden præsenterer sin årlige rapport. En rapport, der taler med overordentlig store bogstaver om systematiske overtrædelser af basale civile rettigheder.
Det drejer sig om en hel række sager, men særligt den ekstremt dårligt fungerende offentlige administration, manglende pressefrihed samt dårlig beskyttelse af minoriteter og folk, der offentligt røster kritik mod regeringen, får en hård medfart af ombudsmanden.
Godt en uge før pistolhistorien begyndte at rulle, forklarer Saša Janković til rØST, hvad han mener, når han i sin rapport beskriver, hvad han kalder en “tabloidsering” af politikken i Serbien:
“Vi ser politikerne meget bevidst bruge medierne til at skubbe folkestemningen i bestemte retninger. De fodrer medierne med anonyme, men officielle “lækager” – og mange af disse er bevidst enten en direkte fordrejning eller præsenterer kun en lille bid af tingenes faktiske sammenhæng. På den måde kan de enten gøre en helt eller en skurk ud af en mand, lang tid før en given sag reelt er gennembelyst”.
Ombudsmanden beskriver således i sin rapport en stribe konkrete sager, hvor regeringen og særligt premierminister Aleksandar Vučić meget direkte bruger medierne til at stemple kritikere som utroværdige og dermed forsøger at underminere dem.
”Landet køres som et diktatur”
Det er derfor næsten tragikomisk, at ombudsmanden nu selv står for skud i en kampagne, der til forveksling ligner dem, han selv fremhæver som problematiske.
Senest har OSCE i sidste uge været på banen og indskærpet over for den serbiske regering, at uafhængige institutioner skal respekteres, og beder om, at ”kampagnen mod ombudsmanden bliver bragt til ende”.
Det er bestemt ikke første gang, at udenlandske myndigheder melder sig på banen med kritik af forholdene i Serbien – udover OSCE har også EU flere gange kritiseret de serbiske myndigheder, men frustrationen blandt kritikere i Serbien lyder bl.a. på, at EU bare sender et signal og herefter lader Serbien sejle sin egen sø.
“EU’s fokus er på udenrigspolitikken – Kosovo, Ukraine, Rusland – og imens kører premierministeren landet som et diktatur” lyder det kontant fra Branko Cecen, der er direktør for Serbiens Center for Undersøgende Journalistik.
Vučić kalder journaliser spioner
Branko Cecen er blandt de journalister der har mærket den serbiske premierministers vrede i forbindelse med en efterhånden årelang kamp mellem en gruppe medier og regeringen.
Det sidste år har der været skærpet opmærksomhed på den stigende kontrol af medierne, som særligt premierminister Vučić har stået i spidsen for. Vučić vedligeholder i øvrigt i denne praksis sit ry fra sin tid som informationsminister under nationalisten Slobodan Milošević i slutningen af 1990’erne.
Der har været en række spektakulære sager, hvor premierministeren bl.a. har udstukket verbale lussinger til navngivne journalister, og populære debatprogrammer er blevet taget af programmet.
Særligt har fokus været rettet mod medieorganisationen Balkan Investigative Reporting Network (BIRN), der i en række sager har undersøgt lovbrud og andre ulovligheder i forbindelse med bl.a. udbud på større statslige byggeprojekter.
Hele den affære kulminerede i januar, hvor premierministeren på et pressemøde kaldte journalisterne for spioner og statsfjender og selve BIRN for en løgnagtig organisation, betalt af EU for at blokere Serbiens forsøg på at reformere landet.
Vag reaktion fra EU
Det fik umiddelbart EU til at tromme truende med fingrene i bordet over for Vučić og indskærpe, at pressen må have frihed – også til at gå i kødet på regeringen.
Alligevel gik der ikke længe, før EU-kommissær Johannes Hahn pludselig gik ud med et budskab om, at han ikke mente, at der var beviser for, at pressefriheden var under pres i Serbien.
EU’s repræsentant i Serbien, Michael Davenport, sagde i den forbindelse til rØST’s udsendte blot, at han mener, at ”Serbien bør koncentrere sig om at komme videre”.
EU’s tvetydighed over for brud på civile rettigheder kan også ses på en række andre områder, hvor EU indskærper det ene eller andet forhold over for den serbiske regering, kun for at vende det blinde øje til, når Serbien så alligevel finder en måde at omgås kravene på.
Således kan et andet eksempel på, hvordan den serbiske regering trækker sine egne beføjelser en hel del længere, end hvad godt er, ses i en optælling, som NGO’en Gradjanske Inicijative – Civile Initiativer – har lavet.
På finansloven blev der – efter pres fra EU – udstukket 2 mio. euro til NGO’er. På mystisk vis dukkede der på 14 dage mere end tyve spritnye NGO’er op – de fleste med ordet “NGO” i deres navn og mange af dem ejet af mennesker forbløffende tæt på både hinanden og regeringen – fx en for handicappede børn i mandens navn og lige ved siden af en for kvinder i konens navn, mens begge i øvrigt er medlemmer af regeringspartiet.
Medierne betragtes ikke som del af det demokratiske system
Således blev de 2 mio. euro kanaliseret fra de etablerede – og ofte regeringskritiske – NGO’er over til, hvad der lader til at være regeringens egne. Og det helt uden at EU rynkede på næsen over det.
Maja Stojanović, der er direktør for Gradjanske Inicijative, er på en gang rystet og resigneret:
“Der er ingen fungerende institutioner i det her land. Og før vi får det, vil der ikke være noget andet, der fungerer,” sukker hun.
Men det er samtidig alt for forsimplet udelukkende at skyde på den siddende regering. Den og premierministeren udnytter bare et system, der helt grundlæggende ikke fungerer på demokratiske præmisser, lyder det fra formanden for det serbiske journalistforbund, Vukašin Obradović:
”Problemet er den politiske elite, der mener, at alle andre dele af samfundet udelukkende er sat i verden for at tjene deres interesser – som er at komme til magten, og siden blive der. De betragter fx ikke medierne som en del af det demokratiske system”.
Ganske sigende har weekenden budt på en historie om, hvordan regeringen fik blokeret medier og politikeres udsyn til en stor demonstration mod det enorme byggeprojekt ”Beograd på vand” – der bl.a. involverer et 180 meter højt tårn ved Beograds havnefront – ved at få to sporvogne til at stoppe og spærre foran menneskemængden.
Flertal stemmer ikke ved valg
I meningsmålingerne ligger Vučić og hans parti SNS dog stadig forholdsvis lunt. Men det skyldes ifølge flere først og fremmest, at tallene udelukkende gælder de, der rent faktisk stadig stemmer – og der er nu et flertal i befolkningen, der vælger slet ikke at stemme ved valgene.
Nye tal fra organisationen Det Serbiske Handelskammer placerer desuden Serbien som det land i regionen, der har den største migration af unge uddannede mennesker, samt nummer to på verdensplan. Med andre ord har folk generelt mistet tiltroen til såvel det politiske system som en fremtid i landet.
Denne manglende tro på demokratiet kan også spores i den voksende tilslutning til grupper som det stærkt højreradikale Dveri, i de voldelige eksplosioner ved fodboldkampe, hvor sammenstødene før og efter kampene især er vendt mod politiet og hos de mere end 100.000, der i løbet af de sidste par år har søgt om og fået ungarsk pas. – Der er simpelthen ingen folkelig tiltro til det serbiske samfund.
Selvom forbitrelsen over EU’s manglende pres på den serbiske regerings stadige nedsmeltning af samfundet er til at mærke, mener ingen dog, at nogen egentlige ændringer kan ske, hvis ikke det kommer inde fra Serbien selv.
Den politiske retorik er defensivt aggressiv
“Vi må have et opgør med den politiske kultur, der er fremherskende nu, og det serbiske folk må selv begynde at tage ansvar. Først da kan Serbien begynde at bevæge sig videre og frem – væk fra både 1990’ernes skygger og den nuværende kappe af apati og afmagt,” siger Vukašin Obradović.
Saša Janković mener dog, at EU kan være behjælpelig ved at begynde at åbne de kapitler i forhandlingerne om EU-medlemskab, der handler om menneskerettigheder og retsstaten så hurtigt som muligt, for derigennem at lægge det interne pres på Serbien, som mange altså mener, der mangler:
”Ved at tage helt konkrete skridt i forhandlingsprocessen og stille krav om, at visse standarder så også overholdes, kan EU hjælpe til med at løfte vores situation på de her områder”.
Og på trods af det nuværende pres, har Saša Janković ingen planer om at gå af – han har været gennem lignende storme flere gange før og er udmærket klar over, at han ikke just er populær i regeringen. Da han for nylig modtog en hædersorden fra den franske stat, var der således ingen regeringsmedlemmer der tog imod invitationen fra den franske ambassade og dukkede op ved overrækkelsen.
”Generelt møder regeringen aldrig kritik fra fx mig med argumenter om, hvorvidt kritikken er rigtig eller forkert, men med en attitude af, at jeg er en uhæderlig person – at kritikken er betalt af fjender af landet eller af politiske modstandere – og dét må og skal ændre sig. Den politiske retorik er ekstremt følelsesmæssig og defensivt aggressiv – og indtil det ændres, er det hult at tale om fx ytringsfrihed.”
