Protester i Rumænien: Kampen mod korruption

OPSTAND | Søndag den 5. februar var omkring seks hundrede tusinde mennesker på gaden i Rumæniens største byer. Demonstrationerne har været i gang i flere uger og er de største siden revolutionen i 1989.

Demonstrationerne startede på grund af indignation over regeringens dekret 13 (OUG 13), der blev vedtaget i skjul om natten, udenom parlamentet. Demonstrationerne er dog i højere grad udtryk for et udbredt ønske om at gøre op med de systemiske problemer i Rumæniens politiske klasse, der går tilbage til revolutionstiden.

Demonstranternes anklager mod den politiske klasse stikker dybere end enkelte tiltag fra regeringens side. Den væsentligste kritik retter sig mod omfattende klientelisme, kynisme og det, mange ser som ren skamløshed. Disse systemiske problemer er forklaringen på, hvorfor protesterne fortsatte efter, at dekretet blev trukket tilbage den femte februar. Kravene fra demonstranterne er, at den socialdemokratisk-ledede regeringskoalition, der vandt parlamentsvalget i december, går af. Regeringen ser ud til at blive ved magten, men justitsministeren trak sig kort efter dekretets tilbagerulning.

Lovliggørelse af korruption
En hasteforordning (OUG 13/2017) udstedt af regeringen om aftenen den 31. januar var det, der udløste demonstrationerne. Den blev trukket tilbage den 5. februar ved et nyt dekret, OUG 14. Når demonstrationerne fortsatte efter ophævelsen, er det fordi demonstranterne kun så OUG 13 som ét symptom på et systemisk korruptionsproblem i rumænsk politik. Den bagvedliggende grund til, at det netop var dekret 13, der satte demonstrationerne i gang, er, at det blev set som et meget tydeligt tegn på legitimering af klientelisme og korruption.

OUG 13 afkriminaliserede embedsmisbrug, hvis virkninger forårsagede tab for mindre end tilsvarende 330.000 kroner. For embedsmisbrug med større tab, blev efterforskning og straf besværliggjort. Dels indførte dekretet en tidsfrist på seks måneder for at anmelde formodede embedsmisbrug, og hertil indskrænkedes definitionskriterierne for, hvad der kunne straffes som embedsmisbrug.

Regeringen har forklaret, at dekretets formål var at indføre tilføjelser i landets straffelov, nødvendiggjort af bestemmelser fra den rumænske forfatningsdomstol. Dette er dog kun den halve sandhed. Det er rigtigt, at den nye straffelov fra 2009 indeholdt punkter med behov for justering, men samtidig gik dekret 13 langt ud over, hvad forfatningsdomstolen havde påpeget. For eksempel var det nødvendigt at præcisere en tærskel for beløbet, der udgjorde embedsmisbrug. Dog er 330.000 kroner et meget højt beløb, som forhindrer retsforfølgelse af både små og mellemstore korruptionssager. Dette, sammen med regeringens manglende forklaring på, hvorfor en hasteforordning blev brugt i stedet for en rigtig lovforhandling i Parlamentet, udløste befolkningens opbyggede indignation.

Forsøg på at ændre straffelovgivning til at forhindre retsforfølgelse i korruptionssager er ikke en ny opfindelse i Bukarest. I december 2013 forsøgte en gruppe parlamentsmedlemmer – også da om natten – at indskrænke definitionerne for embedsmisbrug og interessekonflikter. I Rumænien er sagen kendt som ’den sorte tirsdag’.

Problematisk proces
Selvom OUG 13 kort tid efter vedtagelsen blev indbragt for forfatningsdomstolen, kunne kravet om at undersøge, om den var forfatningsstridig, ikke imødekommes. Dekretet blev nemlig trukket tilbage, inden forfatningsdomstolen kunne nå at tage stilling til sagen.

Dekret 14, der blev udstedt af regeringen for at ophæve OUG 13, indeholdt også nogle problematiske lovformuleringer, som muligvis kunne erklæres forfatningsstridige. Et omdiskuteret scenarie var, at dekret 14 kunne trækkes tilbage på grund af forfatningsstridighed, og den umiddelbare virkning ville så være, at dekret 13 alligevel måtte træde i kraft. Dette hænger sammen med det generelle retsstatsprincip om, at en anklaget ikke kan dømmes efter en hårdere straf end den på gerningstidspunktet vedtagne, men godt kan straffes efter mere lempelige regler, der er vedtaget efterfølgende.

Dekreterne er blevet behandlet i parlamentet med det resultat, at det kritiserede dekret 13 blev endeligt afvist den 21. februar. Det kan derfor ikke få nogen følger i fremtiden. Dette lagde et midlertidigt låg på krisen.

Selv EU-institutionerne har givet situationen opmærksomhed, og der blev udsendt en varsling til Rumænien i den nyligt offentliggjorte landerapport. Kommissionen, EU-Parlamentet, Det Europæiske Råd og den Europæiske Centralbank har således advaret mod enhver indskrænkelse af kampen mod korruption, som stadig ses som udbredt ”på alle niveauer” i Rumænien.

Voksende nationalisme eller styrket civilsamfund?
De mindre optimistiske forudsigelser for fremtiden lyder, at regeringens seneste politik varsler en bremsning af de fremskridt, der er sket i korruptionsbekæmpelsen. Samtidig varsler det muligvis også om styrket populisme og nationalisme. Rumænien er fortsat et ungt og umodent demokrati, og der er en risiko for, at politikerne ikke efterkommer demonstranternes ønsker om en ren politisk kultur. Alternativt begynder de i stedet langsomt at føre landet i retning af øget politisk nationalkonservatisme – den samme udvikling, som vi har set i Ungarn og Polen.

Der har været spæde tegn på dette, da nogle politiske figurer fra regeringskoalitionen har udtalt sig imod korruptionsbekæmpelsen. Samtidig udtrykte de også, at Rumæniens stabilitet ønskedes svækket af de demonstrerende borgere. Nogle socialdemokrater og deres liberale koalitionsfæller (blandt andet socialdemokraternes indflydelsesrige partileder Liviu Dragnea og Senatets formand Călin Popescu-Tăriceanu) har flere gange antydet, at Rumænien burde føre politik uden ’udefrakommende indblanding’. Det er afgørende for den politiske udvikling, om den slags udtalelser kommer til at tage en central plads i rumænsk politik i fremtiden, eller om de blot er del af en populistisk diskurs, som ikke skal tages så alvorligt.  

Afslutningsvis viser et stærkere civilsamfundsengagement sig at være den største gevinst ved demonstrationerne. For selvom folkemængderne på gaden gradvist blev mindre, er den omfattende mobilisering et udtryk for et civilsamfund, der er mere aktivt og involveret end før. De sidste ugers demonstrationer vidner om et engageret samfund, der på alle måder er mere bevidst og velinformeret, end det har været hidtil. Da den store mobilisering ikke har haft nogen formel leder eller struktur, men blev drevet af et fælles ønske om opgør mod den politiske klasse, tyder meget på et samfund, der vil holde et vågent øje med de politiske udviklinger og sanktionere misbrug. Det bliver interessant at følge med i de politiske og samfundsmæssige udviklinger i Bukarest, samt at observere, om denne civilsamfundsbevægelse fortsætter med at have den store indflydelse, den har haft på det seneste – og hvis ja, under hvilke former.

Analysen fortsætter i en ny artikel, der redegør for det sociale aspekt i demonstrationerne samt bringer nye perspektiver om værdier, konspirationsteorier og fremtidige scenarier.