SKOPJES UNDERGRUND | PMG Recordings har som mål at forhindre åndelig krise i Makedonien. De dokumenterer undergrundsscenen og sørger for kulturel kontinuitet. Musikken og festerne er blevet en livsstil og en måde at håndtere virkeligheden for mange Skopjeboer. Vi har talt med folkene bag.
Under overfladen i den makedonske hovedstad bobler det med musik, kreativitet, liv og fest. I over 20 år har kunstnerkollektivet PMG Kolektiv stået som drivkraft på den alternative scene i Skopje og inspireret adskillige bølger af nye genrer i indiemiljøet i tæt symbiose med den alternative radiostation Kanal 103.
Kollektivets voldsomme produktion af musik resulterede i, at PMG Kolektiv oprettede deres eget pladeselskab for at dokumentere den store kreativitet i undergrundsmiljøet og for at bevare noget af det alternative Makedoniens kulturelle ånd. De nægter at identificere sig med genrer, men frem for den musik man traditionelt forbinder med Balkan med hornorkestre og orientalske toner, minder det mere om electronica, rock og avantgarde. (Lyt mens du læser)
Masser af fest og kreativitet
Ankermand og grundlægger af PMG Kolektiv er Mirko Popov. Han forsøger at forklare, hvordan det hele opstod. Men han indleder med at undskylde, at han har været så langsom til at vende tilbage på min henvendelse, da han er inde i en meget manisk periode, som han siger.
”PMG Kollektivet er en kunstnerisk organisation, der har surfet på populærkulturens sinusbølger siden 1992. Det opstod fra Skopjes hullede gader og udviklede sig i vores tegneserieagtige hjernelaboratorier. Vi var musikere, DJs, teater- og filminstruktører, skuespillere, designere, malere, hackere, galninge, venner. Massevis af fester, efterfester, efter… ja, vi har haft nok at se til i årenes løb. Vi fandt på en eller anden måde tid til at organisere koncerter og fester, spille koncerter, lave radio, udgive CDer, teaterstykker og videoer, skrive, være kreative, rejse, være på stoffer, hænge ud. Tja, jeg tror måske også det er rigeligt at give sig til. Og vi gør det stadig ganske godt, hvis jeg skal være helt ærlig,” siger han.
Redder Makedonien fra åndelig krise
Fra at være en uformel organisation af kunstnere og kreative, blev gruppen langsomt mere professionel og i 1998 blev pladeselskabet PMG Recordings grundlagt. Kollektivets produkter skulle bevares og dokumenteres. Det blev et ideologisk mål at bevare den moderne makedonske kulturelle arv. Mirko Popov og vennerne skrev et manifest for pladeselskabet, hvor det blandt andet lyder:
”Vi kommer fra en kultur, hvor vi ikke rigtig har en tradition for at arkivere kulturelle tendenser. Dette kan ofte lede til åndelig krise. Og det er særligt gældende i vores musikkultur. I årevis har vi undladt at dokumentere nogle af de vigtigste musikværker i årtier, hvilket har resulteret i uudfyldelige huller i vores musiske og kulturelle kontinuitet. Vi mener, det er på høje tid at ændre denne trend.”
Ifølge Popov selv har han og kollektivet været med til at skabe en kulturel og musisk revolution i Skopje, ved at kæmpe for avantgarde-kulturen som musikere, festorgansatorer og DJ’s. Kollektivets indflydelse på popkulturen i Skopje har være dominerende og blev i forrige årti til en slags urban folklore, som han kalder det.
”Vi har lavet fester og koncerter hver eneste weekend i de sidste 20 år, hvilket er fuldstændig usammenligneligt med nogen som helst anden organisation i hele området,” siger Popov.
Mirko Popov har været professionel DJ i 22 år og har siden 1992 været tilknyttet den alternative radiostation Kanal 103, hvor han var ansvarsavende redaktør i 2008-10, som han beskriver som en vigtig faktor for, hvordan hans, og mange ligesindedes, kulturelle og musikalske forståelse udviklede sig. Men det var kollektivet, der var drivkraften.
“Vi startede adskillige nye bølger på de makedonske alternative scener. Vi var de første i starten af 90’erne til at introducere elektronisk dansemusik og vi var de eneste i flere år, der spillede techno til festerne, men andre fulgte trop efter et stykke tid. Og så kom den kendte makedonske New Wave i midten af forrige årti med masser af nye bands, og i midten af det hale var vi: PMG Kolektiv,” fortæller Popov og fortsætter:
“Tja… Vi er en bastion for undergrundsscenen her. Det lyder ikke beskedent. Men der er ikke plads til beskedenhed, synes jeg”
Elegant sejr over hverdagen
Kollektivet etablerede sig som band i 2003, igen med Popov som ankermand og forsanger. Også et indflydelsesrigt projekt. Tea Shaldeva, der er kendt under sit soloprojekt Galatheia, blev en det af kollektivet i efteråret 2013.
”Mine to singler er begge udgivet på PMG Recordings og mit album vil sikkert udkomme på PMG i slutningen af året. I de sidste seks måneder har jeg været en del af bandet PMG Kolektiv og alle de forskellige kreative projekter, der er tilknyttet disse folk. Jeg har også indset, at det var uundgåeligt at blive en del af dette band og dette pladeselskab: Her har jeg fundet ligesindede, der deler min kærlighed til musik og frihed – så det er virkelig fedt, endelig at arbejde sammen med dem,” fortæller hun.
Pladeselskabet har været det mest produktive i Makedonien med over 100 udgivelser, hvilket kan måle sig med de tre øvrige pladeselskaber i Makedonien tilsammen. Samtidig er produktionen vedholdende, og der er ikke noget, der tyder på, at farten bliver sat ned.
”Min opfattelse af PMG Recordings’ rolle på den makedonske alternative scene er, at det er essentielt for vores land at have pladeselskaber, der arbejder på denne måde – åben for alle kunstnere, der har noget på hjerte i hvilken som helst form,” fortæller Tea Shaldeva.
”Jeg behøver ikke meget mere end det faktum, at det at skabe musik er den mest ærlige og konstruktive måde på brutal vis at indse din egen virkelighed, men også at tilføre den noget magi. Det en elegant sejr over hverdagslivet heromkring.”
Og trods over tyve år på bagen er festen kun lige startet. Kollektivet har skabt ringe i vandet og flere sideprojekter har vokset sig store og bliver kun større. Festerne og udgivelserne fortsætter ufortrødent i samme hastige tempo.
Følg med på:
Hør musikken:
PMG Kolektiv musikvideo: “Disko band”
The John musikvideo: “Ova Ne E Disko”