BOGANMELDELSE | Mikhail Gorbatjov: M. S. Gorbatjov – Min egen historie. 552 sider. På dansk ved Lars Peder Poulsen-Hansen. Lindhardt og Ringhof (2013). Pris 399,95.
Gorbatjov har i år udgivet sin selvbiografi. Han har tidligere skrevet mange andre bøger om politik, samfund og historie men nærværende selvbiografi, er det første fra hans hånd, hvor han personligt beretter om sit liv og levned. Faktisk har hans beretning været flere år undervejs, idet hans kone, Raisas død tilbage i 1999, har gjort det svært for ham at nedfælde og færdiggøre sin personlige livsfortælling.
Bogen har ingen kronologisk struktur og er heller ingen historisk beretning, men er, som biografiens titel fastslår, hans egen historie.
Meget af hans fortælling beretter om, hvad der har formet ham gennem sit liv og beskriver hans vej fra at være en fattig bondedreng i efterkrigstidens Nordkaukasus, til jurastudier i Moskva, hans vej mod toppen i Sovjetunionens kommunistparti og hvordan han endte som præsident for USSR.
Gik sine egne veje
Man får god indsigt i, hvordan han som Sovjets præsident ihærdigt forsøgte at reformere sovjetisk politik og samfund med mere socialisme, gennemsigtighed og demokrati; og ikke mindst hans ambitioner under og efter Den Kolde Krig om at skabe en fredeligere verden.
Man får indtryk af, hvordan Gorbatjov, på baggrund af sine egne oplevelser af kommunismens absurditeter og de hårde livsvilkår i Sovjet, af hjertet ønskede at skabe bedre forhold for alle sovjetborgere uden at gøre noget af dette for egen vindings skyld.
Endvidere er det interessant at sætte sig ind i Gorbatjovs vej mod magten, og hvordan han gik sin egen vej for at nå sine mål. Han beskriver det selv på følgende måde i bogen: ”Man skulle være politiker og praktiker, åndelig vejleder og organisator, en kompetent virksomhedsleder og taktiker og endog strateg” men ”intetsteds lærte man nogen noget om kommunikationspsykologi, evnen til at arbejde med mennesker.”
En moderne kommunisme
Gorbatjov kæmpede især mod Stalin og Brezjnevs udøvelse af kommunismen hvor ”befolkningen var blevet fremmedgjort over for magten og ejendomsretten, og at borgerne var blevet ”skruer”, der helt og aldeles var underlagt forskellige embedsmænds vilje og egenrådighed.”
Men den kommunisme Gorbatjov forsøgte at indføre var mere socialistisk og demokratisk. Med andre ord skulle der være mere omsorg for borgerne, og staten skulle værne om og opfylde sovjetternes behov og velfærd. Ikke udnytte dem. Og Gorbatjov ønskede mere medbestemmelse for folket. Dette forsøgte han, og formåede til en hvis grad, at gennemføre med værktøjerne perestrojka – hvilket på russisk simpelthen betyder omstrukturering – og glasnost – russisk for åbenhed.
Faktisk genlæste Gorbatjov Lenins værker ved flere lejligheder og var meget inspireret af ham som politisk leder: ”Med al sin beslutsomhed og revolutionære målbevidsthed evnede han at erkende fejl, revidere sit syn på det, han havde gjort og drage konklusioner for fremtiden.”
Men man hører også om hvordan han ofte mødte mistro og skepsis for mange af hans initiativer og politiske reformer. På magtens top var der mange fjendske og kolde relationer, og Gorbatjov gik sin egen vej, hvilket hos mange vækkede mistillid. Mange i både den politiske elite og blandt befolkningen betragtede ham som en svag leder, idet han netop åbnede op for dialog mod sine modstandere og var kompromissøgende.
Reddede menneskeheden fra total selvudslettelse
Som præsident for USSR – leder af en af det 20. århundredes supermagter – har Gorbatjov muligvis besiddet en af historiens mest magtfulde, svære og ansvarskrævende poster. Især når man tager konteksten af Den Kolde Krig med i betragtning.
Som han selv beskriver det i forbindelse med forhandlinger om atomnedrustning med Reagan, har han været med til at redde menneskeheden fra total selvdestruktion i en af historiens mest kritiske perioder.
Svære tider efter magten
Gorbatjov fortæller også indgående om sin karrieres nedtur, og hvordan han, fra at have været en af verdens mest magtfulde mænd, under og efter Sovjet-imperiets implosion blev isoleret og vendt ryggen af den politiske elite. Navnlig af Jeltsin der gjorde alt for at vælte taburetten under Gorbatjov og holde ham udenfor indflydelse.
Gorbatjovs eget fald tynger ham stærkt. Han har gennem årtier kæmpet for at skabe bedre livsvilkår for sit lands medborgere, men nu ser han, hvordan nye politiske kræfter giver ham en hård kold skulder og ødelægger alt, hvad han har forsøgt at bygge op. Hvad der kun gjorde livet sværere for Gorbatjov og hans familie var Gorbatjovs kone, Raisas lange leukæmisygdom og hendes senere død:
”Det vanskelige efterår i 1991, landets sammenbrud, min afgang fra præsidentposten og de beskidte strømme af bagvaskelse, som blev rettet mod vores familie, først og fremmest mod mig, gav ikke Raisa mulighed for at komme sig. Hun var i alle disse tunge oplevers magt.”
Man får fornemmelse af hvordan Gorbatjov ser bittert på det nye Rusland, Jeltsin og Putin har skabt. Men trods det holder han modet oppe – endda trods sin kones død – og kæmper ufortrødent videre for et Rusland og en verden med mere perestrojka, glasnost og demokrati.
Spændende men tung læsning
Gorbatjovs selvbiografi er spændende læsning. Især for den historie- og politikinteresserede. Han er i sin beretning meget præcis og nøjsom, og han er optaget af at formidle sagernes gang så nøjagtigt som muligt. Derfor henviser han flere steder til, hvor man kan læse mere for at få den fulde historie om en begivenhed eller sag.
Han refererer også til et væld af forskellige personer, der har spillet forskellige roller i hans politiske karriere. Nogle gange kan det være svært at hitte rede i hele dette persongalleri, men til ens hjælp er der et 30 siders tillæg med biografi over alle disse personager. Dog siger det lidt om formatet af bogen, der er meget informativ men til tider noget tung læsning.
På godt og ondt Gorbatjovs egen historie
Hans fortællestil er flere steder anakronistisk og associativ, hvilket kan virke forstyrrende med spring i tid og tema. Flere steder afbrydes et tekstafsnit med et ”…” og Gorbatjov begynder at fortælle om noget helt andet, som var der noget, han pludselig kom i tanker om. Bogen kan derfor nogle steder fremstå lettere uredigeret.
Hvad der også er underligt er, at han ikke kommer nærmere ind på, at han fik overrakt Nobels Fredspris. Jovist er hans takketale at finde i en af biografiens bilag. Men hvad betød sådan en stor udmærkelse for ham selv personligt?
Endvidere virker han sjældent selvkritisk men fremstår som om, at han gennem sin politiske karriere ofte har haft ret og hans modstandere tog fejl. Eksempelvis kan man undre sig over hans manglende selvkritik i forhold til de mange tilfælde i det tidligere Sovjet hvor overgangen til demokrati og liberale markedsvilkår alvorligt slog fejl. Man kunne fra Gorbatjov savne en vis selvrefleksion over sin egen strategi, men i stedet kaster han skylden på Stalintidens administrative kommandosystem, der havde sat sig dybe rødder i statsadministrationen og blandt folket.
Dog er Gorbatjov for det meste velargumenteret i sine synspunkter og begrundelser for sine valg. Man skal derfor bære in mente, at dette er et personligt synspunkt på begivenhedernes gang, og at denne selvbiografi er Gorbatjovs egen historie.
