ANALYSE | Ruslands lov mod homoseksuel propaganda har givet fokus på de homoseksuelles rettigheder i Rusland. Magasinet rØST ser på, hvorfor det er svært at være homoseksuel i Rusland.
Efter Sovjetunionens sammenbrud er Rusland havnet i en identitetskrise, der er en stor del af årsagen til, at frygten for homoseksualitet er blevet et politisk emne i landet. I forhold til russisk kultur, mentalitet og politik kan man udrede nogle forskellige faktorer, som har påvirket og stadig påvirker Ruslands tendens til homofobisk lovgivning og adfærd. Faktorerne er vigtige for at forstå hvorfor denne situation er en realitet i Rusland. Det handler om nationalismen, kirken og koldkrigsmentaliteten.
Sovjetunionens sammenbrud – identitetskrisen banker på døren
Efter Sovjetunionens sammenbrud, stod russerne overfor en massiv identitetskrise. Fra den ene dag til den anden var russerne ikke længere sovjetborgere, men skulle på ny identificere sig med noget helt andet – nemlig en etnicitet og en nationalstat, som sidst fandtes 70 år tidligere.
Dette skabte nødvendigvis et vakuum; et behov for fællesskab som ikke tidligere var nødvendigt, fordi Sovjetunionen var et multikulturelt samfund, og fordi Rusland ikke var sin egen titulærnation. Af dette blev den russiske nationalisme næret. Russere havde behov for på ny at tilegne sig en identitet, ’russiskheden’.
Denne bølge slog gennem det meste af det tidligere Sovjetunionen. Tusindvis af etniske russere tog nordpå, i håbet om at finde et sted de hørte hjemme, og i håbet om at få en bedre økonomisk situation end den de havde forladt.
Truslen mod den etniske homogenitet
Senere fulgte mange andre ikke-etniske russere. De forlod økonomisk og politisk ustabile regimer i Kaukasus og Centralasien, for at finde arbejde og økonomisk gevinst i Rusland. Dette skabte en etnisk diversitet, som på ny gav Rusland et islæt af etnisk pluralisme. Rusland tog ikke imod disse ’gæstearbejdere’ med åbenhed.
En af mange grunde til dette er, at Rusland i mange år har været præget af en stærkt faldende fødselsrate – noget som har medført en negativ befolkningstilvækst, og dette har naturligvis ufordelagtige konsekvenser for samfundsøkonomien og fremtiden for en af verdens største økonomier.
Dette en sag for Ruslands nationalister. Idéen om immigranternes ’tyveri’ af landets arbejdspladser – en retorik man også har set på hjemlige himmelstrøg – samt tilflytternes tilsyneladende højere fødselsrate, skabte i nationalisternes øjne en trussel mod russiskheden, og derved var den etniske homogenitet truet.
Homoseksuelle får skylden
Dette virker måske ikke så relevant i forhold til homoseksuelle i Rusland. Men overraskende nok ses seksuelle minoriteter også en trussel mod ’russiskheden’. Som konsekvens af at homoseksuelle af egen hjælp ikke kan få børn, skaber de ifølge nationalisterne en trussel mod russernes lavtgående fødselsrate, idet de ikke bidrager til samfundet ved at føde børn.
De udgør i tråd med dette også en trussel mod den traditionelle kernefamilie og også kirkelige værdier i det russiske samfund. Kort sagt ses homoseksuelle som farlige mønsterbrydere. Internettet flyder over med eksempler på nationalister, som angriber både homoseksuelle og såkaldte gæstearbejdere.
Her kan eksempelvis nævnes Mikhail Solovjov, en russisk nationalist som tilsyneladende har viet sit liv til at drive heksejagt på homoseksuelle og gæstearbejdere.
Putin har været dygtig i sin håndtering af nationalismen og den postsovjetiske identitetskrise. Han er populist, og det er på denne måde han gang på gang sikrer sig majoriteten af det russiske folks opbakning. Han har ingen officiel ideologi, men bryster sig af at beskytte de traditionelle russiske værdier såsom kernefamilien og kirken.
Kirkens øgede popularitet
Den russiske ortodokse kirke har historisk set altid haft stor magt i landet, og russerne har altid været meget religiøse. I Sovjetunionen søgte man at mindste kirkens indflydelse – politisk og privat – gennem kirkelukninger, udrensninger og ateistisk propaganda. Men de ortodokses religiøsitet knustes ikke.
Efter Sovjetunionens sammenbrud – som led i den nye identitetskrise – tiltrak kirken flere tilhængere, netop på grund af, at den repræsenterede ’russiskhed’.
Homoseksualitet – ”et meget farligt apokalyptisk symptom”
Den russiske ortodokse kirke har, som de fleste andre religioner, stadig et meget konservativt syn på ægteskab, homoseksualitet og kønsroller. Ved en messe i Moskva tidligere på sommeren, udtalte overhovedet for den russiske ortodokse kirke, patriark Kirill, følgende om homoseksuelle parforhold:
”Dette er et meget farligt apokalyptisk symptom, og vi må gøre alt hvad der står i vor magt for, at synd aldrig vil blive godkendt i Rusland ved statslig lov, fordi det vil betyde at nationen har indladt sig på selvdestruktionens vej.” (Russia Today, 22/7 2013).
Kirken sammenligner homoseksualitet med jordens undergang; en stærk retorik i et meget religiøst land. Men det er ikke blot kirken, som har en stor indflydelse på den russiske opinion og den russiske politik på LGBT-området. Det handler også om storpolitik.
Arven efter den Kolde Krig
Efter Sovjetunionens sammenbrud skete en fundamental forskydning af magtbalancen i verden. Hvor der før herskede en bipolær verdensorden, med Sovjetunionen og dens allierede mod Vesten, hersker nu en mere multupolær verdensorden.
Sovjetunionens toneangivende position i verden er fortid. Det har taget Rusland mange år at forsøge at genopbygge fordums magt, i dag kan det diskuteres hvor stor magt Rusland egentlig har på verdensplan. Men det er sikkert at de er en særdeles betydelig spiller på markedet. Putin har også udtalt at Sovjetunionens sammenbrud var ”den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede”.
Der er mange aspekter i denne udtalelse. Et af dem er, at Rusland ønsker at genoprette den bipolære verdensorden for at være verdenspolitisk dominerende. Rusland og Putin ønsker at gøre tingene på deres måde. Der ønskes ikke vestlig intervention, fordi de ønsker at lede Rusland og dennes interessesfære på den måde de selv finder mest rigtig og fordelagtig.
En styrket Putin
Vestlige aktørers ønske om at boykotte OL i Sochi på grund af den nye lov mod homoseksuel propaganda vil være frugtesløs, uden at vesten anerkender Rusland som stormagt og anerkender Ruslands dominans. Edward Snowdens asyl er endnu en del af denne skruetvinge.
Sagen om homoseksuel propaganda er gunstig for Putin og hans støtter, idet de kan anvende den på flere områder – de kan hævde over for det russiske folk, at de støtter de russiske traditionelle værdier – kernefamilien, kirken og russiskheden, samtidig med at de overfor vesten kan vise deres styrke og dermed tale til det russiske folks nationale stolthed.
Uventet har de med loven om homoseksuel propaganda fået mere mediebevågenhed og opmærksomhed på Putins taktfasthed og vilje.
Det er ikke sjovt at være homoseksuel i Rusland. Selvom homoseksualitet ikke er ulovligt, er der stadig en høj grad af folkelig, kirkelig og politisk modvilje imod homoseksuelle. Den russiske homofobi er en utrolig kompleks problemstilling. Med kirkens magt, Putins diskurs for et stærkere Rusland på verdensplan, samt de nationalistiske bevægelser – vil fremtiden for homoseksuelle i Rusland desværre se mørk ud mange år endnu.
Her kan ses nogle billeder og en analyse af disse fra hans og andres meget voldsomme overgreb på seksuelle og etniske minoriteter. http://paper-bird.net/2013/08/11/truths-behind-the-gay-torture-images-from-russia/
Mia Tarp Hansen læser på kandidatuddannelsen i russisk sprog og samfund ved Københavns Universitet, og skriver speciale om sprogpolitik i Kazakhstan. Hun har været i praktik ved Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg i Rusland, og boede som ung med sin familie i Kazakhstan. Hendes nøgleområder er Rusland og de centralasiatiske lande, primært Kazakhstan, Kirgistan og Tadjikistan.
