Dmitrij Bavilskij er forfatter og én af Ruslands mest respekterede litteraturkritikere. Rasmus Bertelsen mødte ham til en samtale, da Bavilskij denne sommer besøgte København.
Aftensolen dingler over København som en halvrådden frugt. Temperaturen er svimlende. Sommerluften klæber til huden. Gaderne omkring Rådhuspladsen er fyldt med promenerende københavnere, der forsøger at afkøle sig selv med kolde øl eller indfange et vindpust eller to. Det er for varmt til at være indenfor. Alligevel er en stor gruppe mennesker mødt op i Det Russiske Center for Videnskab og Kultur i Vester Voldgade: De er alle kommet for at høre Dmitrij Bavilskij (f.1969) læse op og fortælle om sit forfatterskab. Det er første gang Bavilskij gæster Danmark. Siden han i 1998 debuterede som romanforfatter med bogen Det babyloniske bibliotek har han fået publiceret fire romaner, samt en håndfuld digte, noveller og fortællinger, hvilket har cementeret hans navn som et af de vigtigste på den russiske litteraturs stjernehimmel. Derudover har han modtaget en utal af litterære priser og regnes almindeligvis som én af de mest respekterede litteraturkritikere i dagens Rusland. Dmitrij Bavilskij er således ikke hr. hvem-som-helst og det er intet under, at interessen er stor. Dmitrij Bavilskij voksede op i en lægefamilie i Uralregionen, og allerede som helt lille blev hans interesse for litteratur vakt: Han begyndte at læse som toårig og skrive som tre-årig. Magasinet rØST har mødt ham til et interview.
Hvorfor har du overhovedet valgt at blive forfatter af alle jobs? Det virker som et ensomt og utaknemmeligt arbejde…
»Jeg havde ikke anden mulighed. Jeg vidste helt fra min helt tidlige barndom, at jeg ville skrive. I den familie, jeg voksede op i, var det sådan en litteraturkult, der herskede. Min far var bekendt med mange forskellige forfattere, og jeg kunne se, hvordan han havde det med de her forfattervenner, han havde. Jeg er vokset op i den atmosfære.«
Så du havde ikke overvejet andre muligheder?
»Jeg havde et ønske om at studere kunsthistorie på universitetet. Men min far sagde, at kunsthistorikere aldrig har mange penge, og at kunst er bedre, hvis det er en hobby, mens et menneske må tænke på at have et arbejde, som kan brødføde det.«
Føler du, at du har et moralsk ansvar som forfatter? At du har en samfundsopdragende rolle og har en forpligtelse til at sige sandheden, hvis kunsten overhovedet er i stand til at udtrykke sandheden?
»Jeg må ikke lyve for mig selv. Alle forfattere skriver jo for sig selv!«
Så du har aldrig tænkt på at skrive for publikum med øje for succes – at lefle for læseren?
»Det er noget, jeg må slås med. Det er en meget dårlig følelse, fordi det er en form for selvcensur. Jeg kan lide at skrive, for når jeg skriver, så føler jeg mig fri.«
Så kunsten er stadig et frirum for dig, et autonomt område?
»Jeg definerer kunst meget enkelt: Kunsten er det, som ikke er i livet!«
I Vesten har vi en meget stereotyp idé om at den russiske forfatter skal være samfundsdebatterende, ja, udtale sig om alt muligt mellem himmel og jord, der ikke har noget at gøre med litteratur, hvad synes du om det?
»Jeg mener ikke, det er en rigtig opfattelse. Man skal kun udtale sig og skrive om det, som man kender til. Jeg vil godt tilføje: I Rusland som det er nu, så er selve det at beskæftige sig med kunst en politisk handling, fordi hele samfundet i Rusland er så politiseret i øjeblikket, at folk ikke er selvstændige, men påvirket af den politiske information, som det hele er bygget op omkring. Jeg har sådan en fornemmelse af, at vi bor i nogle huse med vægge af karton. En person der ignorerer politik er en udfordring for hele systemet.«
Tidligere talte man om kunstens og litteraturens erkendelsesmæssige potentiale. Kan vi stadig lære noget af kunsten og litteraturen eller er kunstens kritiske kraft druknet og undergravet af underholdningsindustrien?
»Jeg mener, det er den fremmeste opgave, som kunst kan have. Kunstens opgave er at bringe orden i folks hoveder og at analysere og sortere det kaos, som medierne skaber. Mennesker oplever kunst individuelt. Matematiske formler er ens for alle, uanset hvordan man løser en eller anden opgave indenfor matematikkens regler, så er resultatet altid det samme; men når hundrede mennesker lytter til en koncert i en koncertsal, så er det som om, musikken byder på hundrede forskellige måder at blive opfattet på, fordi hver eneste tilhører opfatter det på sin måde. Det er meget vigtigt med tænkningens selvstændighed. Kunsten, den lærer os, at vi adskiller os selv fra andre mennesker. Fordi det er vores oplevelse og andre mennesker oplever det på en anden måde. Det, synes jeg, er meget vigtigt i situationen, som den er nu.«
Handler det om, at kunsten kan bygge bro mellem mennesker?
Dmitrij Bavilskij slår ud med hånden og svarer resigneret:
»Hvad andet end kunst kan bygge bro mellem mennesker? Kunst er i sig selv en forståelsesmekanisme. Det er jo ikke for ingenting vi taler om kunstens sprog, og sproget, det er noget, vi har fået for at forstå hinanden. Hvis vi taler om Jurij Lotman, (russisk kulturfilosof, semiotiker og grundlægger af Tartuskolen, red.), så har han givet den korteste definition af kultur: Kultur, det er informationsudveksling.«
Meditationer i et glasbur
En af dine bøger har titlen “Kartoffelspiserne” efter titlen på et værk af Van Gogh, og så vidt jeg kan forstå, spiller Van Gogh en stor rolle i den bog, hvorfor?
»Fordi Van Gogh har malet et billede af fattige mennesker, der spiser kartofler. Det var vigtigt for mig som en metafor. Vi spiser alle sammen kartofler. I Rusland spiser man kartofler hver eneste dag. Det er en bog om det daglige liv. Den allersværeste opgave i litteraturen er at beskrive det daglige liv. Der er ikke nogen speciel anledning til at præsentere det daglige liv. Man kan sagtens skrive en roman om en prostitueret eller en mafioso, men prøv at skrive en roman om en kvinde, som arbejder som kustode på et museum eller om en buschauffør. Har du nogensinde været i metroen i Moskva? Så har du måske også bemærket, at forneden af rulletrappen, der sidder altid en medarbejder i en glasboks, og der er altid et skilt, der siger, at den tjenestegørende ikke giver informationer. Deres opgave er at iagttage de mennesker, der kommer forbi i en lind strøm fra rulletrappen. Der er ikke nogen zen-buddhist, der kan forestille sig det meditationsniveau. Prøv at tænk – de arbejder i ottetimers skift! Man sidder bare der på sin plads. Hvad sker der i hovedet på sådan en person? Hvad beskæftiger hjernen sig med? Og hvordan skriver man en roman om det? Det, der interesserer mig, er helt almindelige mennesker. Jeg er selv et almindeligt menneske, og jeg interesserer mig for andre menneskers liv. Van Gogh har lavet tre forskellige udgaver af “Kartoffelspiserne”, og min bog er også delt i tre dele. Og i hver af de tre dele er der en scene, hvor folk spiser kartofler: I det ene tilfælde er det kogte kartofler, i det andet pommes frites, og i det tredje chips. Det er sådan en længere kommentar til Van Goghs billede med livet i det moderne Rusland som eksempel.«
Du taler meget om “det almindelig liv” og om “almindelige mennesker”, opfatter du dig selv som en forfatter, der skriver sig ind i den realistiske tradition?
»Jeg mener ikke, der findes noget, man kan kalde realisme. Det er et ideologisk fantasifoster. Hvad er realisme? Hvordan skulle den se ud? Hvordan ville den kunne være? Prøv, at nævn mig en realist? Når vi ser en eller anden nyhedsudsendelse om en eller anden begivenhed, som har fundet sted, så kan vi se, at de forskellige tv-kanaler fortæller forskelligt om begivenheden. Realismen ophører på det tidspunkt, hvor man udvælger noget og ignorerer noget andet. Kameraet kan ikke indfange alt, hvad der foregår. Vi ser kun det, som kameraet viser. Jeg mener, realisme er en tom deklaration, på samme måde som politikere bruger ordet “folket”. Hvad er folket? Er det mennesker, som taler et bestemt sprog? Er det mennesker, som bor på et bestemt sted? Jeg kan ikke forstå, hvad folket er… Jeg har ikke svaret på spørgsmålet. I mine romaner er der altid nogle fantastiske elementer, men det er kun antydninger. Det er ikke sådan, at jeg går hele vejen. Jeg overdriver det ikke. Det mest interessante er at finde balancen. I min sidste roman får hovedpersonen en blog, og uanset hvad han skriver, så bliver det til virkelighed. Men det som bliver til virkelighed, afhænger af omstændighederne. Det kan være nogle tilfældigheder. Det er den måde, alle mine romaner er opbygget på.«
Så tilfældet spiller en stor rolle i dit forfatterskab?
»Der sker ikke noget i livet, som ikke ligeså godt ikke kunne være sket! Altså, jeg tager altid en situation, som i princippet kunne være sket, fordi mit vigtigste tema er, at livet i virkeligheden ikke er, hvad vi tror om det. Alle hovedpersonerne i mine romaner opfatter sig selv på en bestemt måde, men det, der foregår i virkeligheden, det er noget andet. Det er ligesom når man tænker meget på en bestemt person, så begynder man lige pludselig at støde på vedkommendes dobbeltgængere overalt.«
Ja, så på den måde kan man vel sige, at vi hele tiden skaber fiktioner?
»Bestemt! Og det gælder også vores forhold til os selv. Vi kan ikke se os selv udefra, og vi forstår heller ikke fuldstændigt, hvad der foregår inde i os selv. Nogle gange går der mange år, før vi overhovedet forstår meningen med vores egne handlinger. Og hver gang tænker vi en ting, mens det i virkeligheden kan forholde sig stik modsat. Alle mine hovedpersoner foretager små undersøgelser: De prøver at forstå sig selv og hvordan andre mennesker opfatter dem. I min sidste roman (Nodelma, red.) køber hovedpersonen en kæmpe villa og inviterer alle sine venner og bekendte derhen, og i hvert værelse har han installeret videokameraer således, at han kan iagttage dem. Det er vigtigt for ham at finde ud af, hvad de siger og tænker om ham, når han ikke selv er i nærheden. Det er også en metafor! Vi vil gerne trænge ind i andre mennesker bag facaden, finde ud af, hvad de tænker.«
Anden del af samtalen mellem Rasmus Bertelsen og Dmitrij Bavilskij kan læses her: Livet er per definition uudholdeligt, og kunsten er slet ikke den dårligste trøst
