POLITISK KRISE | Det albanske parlament har overskredet deres egen deadline for udpegningen af en ny valgkommission i landet. Den langvarige politiske krise i landet fortsætter dermed i forstærket form.

Selv om parlamentsvalget i Albanien først finder sted i juni 2013, er den politiske scene i landet allerede stærkt præget af de politiske partiers valgkampagner. Samtidig halter processen med at forberede administrationen af valget bagefter. Ifølge en ny valglov, der blev vedtaget af parlamentet i juli måned i år, skulle seks medlemmer af en ny uafhængig valgkommission have været udvalgt inden den 15. september og formanden for kommissionen inden den 25. september. Begge frister er imidlertid udløbet uden fremskridt, og det forudsiges, at den nye kommission først vil blive oprettet ved udgangen af oktober måned.

Baseret på den nye valglov skal fire af de seks kommissærer udpeges og godkendes af landets to største partier. Disse er regeringspartiet Det Demokratiske Parti, som ledes af premierminister Sali Berisha, og oppositionspartiet Socialistpartiet, der ledes af Edi Rama. De to resterende kommissærer udpeges af støttepartier, både til højre og venstre for midten. Herudover skal formanden for kommission ideelt set udvælges ved konsensus i parlamentet. Er dette imidlertid ikke muligt, kan han eller hun blive udpeget alene på baggrund af stemmerne fra det regerende flertal.

Eksperter forbinder de manglende fremskridt med politiske beregninger fra Det Demokratiske Parti og Socialistpartiet, der begge ønsker at styre kommissionen. Forsinkelsen sætter imidlertid en farlig præcedens for manglende respekt for de love, som parlamentet selv har udarbejdet og vedtaget. Herudover øger forsinkelsen ifølge eksperterne yderligere risikoen for, at resultatet af parlamentsvalget atter vil blive anfægtet. Intet valg siden sammenbruddet af det kommunistiske regime i 1991 har mødt internationale standarder, og resultaterne ved samtlige valg er blevet anfægtet. Dette var også tilfældet ved det sidste parlamentsvalg den 28. juni 2009, hvor Det Demokratiske Partis valgsejr har medført en langvarig politisk krise.

Balkan Insight 26/9

Af AHP