FORSONING | En lille autonom region gør det svært for den georgiske regering. Og skaber muligheder for provokation og magtspil fra russisk side. Sofie Stubkjær og Henrik Vinther har interviewet den georgiske Minister for Forsoning Ketevan Tsikhelashvili om den langvarige konflikt.
Abkhasiens historie er fyldt med konflikter vedrørende uafhængighed – og mangel derpå – fra imperier, unioner og de nuværende nabolande Rusland og Georgien. Området er et politisk brændpunkt i georgisk indenrigspolitik og i den storpolitiske magtkamp i den kaukasiske region.
Etniske kampe
Den blodige borgerkrig i 1990’ernes blev udløst af abkhasiske krav om selvstændighed fra Georgien – en konflikt præget af spændinger, voldsomme sammenstød og etnisk udrensning. I 1993 måtte georgiske tropper give op, hvilket resulterede i dannelsen af de facto-staten Republikken Abkhasien i det nordøstlige Georgien. Siden har Georgiens politiske ledere forsøgt at genvinde kontrol over området med både militære og diplomatiske midler. Samtidigt yder Rusland økonomisk og militær støtte til regionen – dumaen anerkendte Abkhasien som selvstændig stat i 2008 og rublen blev den officielle møntfod i 2014. Området er stadig stærkt præget af de etniske konflikter og senest i 2014 fandt den ’abhkasiske revolution’ sted: Daværende præsident Aleksandr Ankvab blev tvunget til at flygte og gå af da hans kontor blev stormet af rasende folkemængder, der kritiserede hans liberale holdning overfor etniske georgiere – han lod blandt andet georgiske indbyggere i området få abkhasiske pas.
– Uløst – ikke frossen
Som nyligt udnævnt Minister for Forsoning, hvad er Deres officielle standpunkt i den frosne konflikt omkring den abkhasiske region?
“Det er ikke en frossen konflikt, til trods for at mange omtaler den sådan. Den uløste konflikt er en byrde for manges hverdagsliv og derfor meget levende. Den er dynamisk – der er humanitære problemer og krænkelse af menneskerettigheder. Jeg bryder mig derfor ikke om at omtale den som frossen.”
“Jeg må også understrege, at det ikke er en konflikt mellem Georgien og Abkhasien. Det er en konflikt mellem Georgien og Rusland, som har en etnisk georgisk og abkhasisk dimension. Det abkhasiske territorium er besat, og med deres såkaldte anerkendelse af den abkhasiske stat i 2008, vandt Rusland frit spil – uden anden international tilstedeværelse i regionen. Det har lykkedes os at sikre våbenhvile som resultat af, at regeringen de seneste år har fjernet sig fra en konfrontatorisk og militant retorik, for i stedet at være pragmatiske og konstruktive i vores tilgang. Det vil sige, at vi fører en todimensionel politik, hvor vi på den ene side arbejder for, at Rusland trækker sig tilbage fra Abkhasien og Sydossetien, og på den anden side arbejder for forsoning med den abkhasiske og sydossetiske befolkning.”
Sigter mod genforening
Hvad betyder den omtalte forsonings- og antibesættelsespolitik i praksis?
“I denne meget komplekse konflikt prøver vi at adskille den russisk-georgiske dimension og den abkhasisk-sydossetiske-georgiske dimension. Det vil sige, at vi er i en forhandlingsproces med Rusland, hvor vi prøver at nedtrappe spændinger. Jeg mener, at vi de seneste år har vist, at vi er en stat med et stærkt ønske om demokratisk udvikling, men samtidig har vi et principielt standpunkt vedrørende krænkelsen af Georgiens suverænitet og territorielle integritet – vi kan ikke acceptere, at vores territorier er besatte. Dette respekteres af det internationale samfund, med undtagelse af Rusland og nogle få af Ruslands allierede, herunder Nicaragua og Venezuela.”
“For os er målet selvfølgelig at genforene landet, og vi må derfor genforene vores folk. Vi bliver nødt til at genintegrere folket, der har været splittet af krig, krigstraumer, mange års fremmedgørelse samt den propaganda der finder sted overalt i de besatte territorier, i alt fra skoler til medier. Hvordan afmystificerer og nedbryder man alle disse skæl, når der er 80 kilometer fysisk barriere af pigtråd og skyttegrave mellem os?”
“Vi prøver at skabe mere kontakt mellem menneskerne og opbygge tillid. Vi fokuserer på vores fælles økonomiske interesser, uddannelse og sundhed. Lige nu har vi gode programmer, der sikrer borgerne i de besatte områder gratis sundhedspleje og behandling. Vi ønsker at udvide disse ydelsers omfang. Det er der to grunde til: For det første er vi, uanset den nuværende politiske situation, ansvarlige for befolkningen på vores territorium. Det er ikke en gestus – det er det ansvar, vi har overfor folket. For det andet ønsker vi at bygge bro og vise, at vi er oprigtige i vores ønske om et genforenet Georgien.”
– Det eneste alternativ
Den georgiske regering tilbyder civilbefolkningen gratis lægehjælp og behandling, men økonomien i den abkhasiske region er dybt afhængig af Rusland. Kan Georgien udgøre et alternativ til den russiske økonomiske støtte?
“Ja, bestemt. Vi er det eneste alternativ til det, de har nu. Og vi er vitterligt Abkhasiens eneste alternativ til den intensiverede ‘russificering’ af regionen, som vi i øjeblikket ser. Mange mennesker fra den politiske og økonomiske elite i Abkhasien er tæt forbundet til Rusland. Jeg tror, at en del af samfundet er ved at indse, at de risikerer at miste den nationale identitet, de i udgangspunktet kæmpede for. De må forstå, hvad Ruslands politik betyder for regionen – altså hvad der følger med pengene. Og at det ikke er holdbart. Vi er klar til at tilbyde sundhedsydelser og uddannelse samt at beskytte deres nationalidentitet, og er således et solidt alternativ. Det er afgørende, at vores reformer lykkes og at vi udbygger samarbejdet med vores europæiske partnere – det giver os motivation til at fortsætte fredsprocessen.”
Forhandler med Rusland
Hvad skal der til for at komme videre i forhandlingerne med Rusland?
“Forholdet til Rusland er komplekst, og vi prøver at holde de andre sfærer i vores relationer til Rusland adskilt fra Geneve-forhandlingerne. Vi kan ikke normalisere forholdet til Rusland, så længe de ikke accepterer vores territoriale integritet. Vi forsøger dog at normalisere forholdet på områder, hvor dette er muligt. Vi ønsker gode naborelationer.”
“Ved Geneve-forhandlingerne diskuterer vi konkrete emner – for eksempel at etablere internationale sikkerhedstiltag på abkhasisk og sydossetisk jord inden Rusland potentielt trækker sig ud. Vi diskuterer internt fordrevnes hjemvendelse samt de officielle aftaler mellem Georgien og Rusland, som skal sikre, at ingen af parterne anvender militær magt til at genvinde kontrol over regionerne. Det er altså store skridt, der skal tages.”
Flytter grænserne
Ser De en udvikling mod et forenet Georgien?
“Det er en lang proces og vi bliver nødt til at være realistiske. Vi må arbejde sammen med det internationale samfund for at sikre fred og stabilitet. De eneste holdbare løsninger på konflikten er ikke-militære. Georgien er en stat i udvikling, og vi har ambitioner om vækst i økonomi og infrastruktur. Vi må for enhver pris undgå at reagere hårdt på provokationer. Desværre udsættes vi ofte for provokationer, da Rusland har for vane at udnytte uløste regionale konflikter til egen fordel – ikke bare her, men også i andre tilstødende lande. Der forekommer ofte provokationer, for eksempel ved at udvide grænseposterne eller sætte yderligere pigtråd op for derved at udløse en georgisk modreaktion.”
Tid og penge
Økonomisk er Georgien langt mere udviklet end de besatte områder. Hvis Abkhasien og Sydossetien genforenes med Georgien, hvordan vil I så integrere deres økonomier i den georgiske?
“Vi er klar over, at det kræver store ressourcer. Vi skal være i stand til at konsolidere økonomien, og det er derfor essentielt, at Georgien fortsat udvikler sig økonomisk og følger den europæiske udviklingsmodel. Det er nøglen til at nå en stabil løsning på konflikten.”
Det kan tage tid at skabe økonomisk vækst, og des længere den abkhasiske befolkning forbliver isoleret, des sværere bliver forsoningen. Arbejder tiden imod jer?
“Tid er en vigtig faktor, men det er ikke os, der tager os tid. Stod det til os, var foreningen allerede i gang. En genforening er mulig i dag. Tid er et problem – på grund af Ruslands besættelse og modstand samt fordi der er en manglende abkhasisk vilje til at tænke i fællesinteresser. I stedet kunne man tænke på, hvilken officiel status landet ønsker. Tiden arbejder desværre imod os alle – georgiere, abkhasere og sydossetere. Og samtidig bliver ‘russificeringen’ stadig mere intens.”
Henrik Vinther studerer journalistik i Aarhus og er redaktør for Udpost, journalisthøjskolens udenrigsmagasin.
Sofie Stubkjær studerer statskundskab ved Aarhus Universitet.
