KOMMENTAR | Igen i år ønsker LGBT-grupper at afholde en Pride parade i Beograd. Og igen i år overvejer regeringen, presset af nationalistiske grupper og med henvisning til urolighederne i 2010, at forbyde dette. Jelisaveta Blagojevic fra Pescanik.net giver her et bud på hvorfor paraden alligevel burde afholdes.
Artiklen bringes i samarbejde med Pescanik.net
Afholdelsen af Pride paraden i Serbien er en omstridt begivenhed. For to år siden endte paraden i enorme slagsmål mellem politiet og diverse hooligangrupper, nationalistiske grupperinger og repræsentanter for den serbiske ortodokse kirke. Ødelæggelserne i Beograd var så omfattende, at myndighederne sidste år besluttede sig for at forbyde Priden med henvisning til en ”sikkerhedsrisiko”. Det medførte stærk kritik fra LBGT-organisationer i Serbien og omverden. Nu planlægges så en ny parade i Beograd og de samme emner ses igen: trusler fra højreekstremister, krav om afholdelse af Paraden fra LGBT-gruppers side samt forlydender om, at denne igen vil blive forbudt af myndighederne. I denne anledning bringer Pescanik et helt temanummer om betydningen af Priden og Magasinet rØST bringer her en af artiklerne fra dette.
Indlægget er skrevet af professor ved Fakultet for Medier og Kommunikation i Beograd, Jelisaveta Blagojevic.
I dagens Serbien er Priden frem for alt en politisk begivenhed.
Og det er ikke fordi vores politikere en gang om året konkurrerer med hinanden om at erklære enten hvor betydningsfuld eller risikofyldt denne begivenhed er. Vi har hørt hvordan nogle af dem klager over, at dette er prisen for EU-integrationer og hvordan de på opportunistisk vis erklærer sig for eller imod afholdelsen af Priden, alt afhængig af hvor vi befinder os i valgperioden.
Priden er en politisk begivenhed fordi den repræsenterer en erobring af det offentlige rum og frihed for alle dem, for hvem friheden på forskellige måder er indskrænket. For alle dem, der er marginaliserede, usikre og bange.
Modstand fra nationalister og konservative kræfter
I den forstand omfatter Pride paraden, i dagens Serbien, en langt bredere samfundsmæssig og politisk kontekst end den blotte kamp for en enkelt diskrimineret gruppes ret til forsamling. Det er en politisk begivenhed fordi den destabiliserer de dominerende patriarkalske, konservative og nationalistiske grundværdier i samfundet. Dette sidste illustreres måske bedst ved den omfattende og intensive modstand mod selve Priden.
Vi er vidner til de mest forskelligartede aggressive og voldelige udgydelser fra dem, hvis hjerter er fulde af den allestedsnærværende figur: ”den serbiske machomagthaver”, der ved alt og som altid – i flertallets navn – er parat til at uddele retfærdighed, uafhængig af lovens ord og ofte også uafhængig af den sunde fornuft.
Udtalelsen om, at flertallet i Serbien er imod afholdelsen af Priden, fungerer netop som et kampråb til dette såkaldte flertal om at mobilisere, omgruppere og forene sig i sin ”normalitet” og ”naturlighed”; dette flertal er klar til, om nødvendigt, at kaste sig ud i kamp mod ”mindretallet som truer det med undertrykkelse”.
LGBT-støtter i skjul
Hele sagen kompliceres yderligere af det faktum, at en stor del af dem som forstår sig selv som fortalere for et andet, mere åbent, tolerant og mere demokratisk Serbien (alle de som plejer at sige, at de har mindst en ”tæt, kreativ og sjov” homoven), sandsynligvis ikke vil være at finde i Pride paraden. Hvis dette er rigtigt, og det siger erfaringen, at det er, så må man stille følgende spørgsmål:
Hvorfra har vi fået den tanke, at nogle andre vil ændre Serbien i stedet for os selv?
Hvorfra har vi fået tanken om, at det netop skal være LGBT-samfundet?
Hvorfra har vi retten til at forvente dette af denne gruppe?
Det vi i stedet burde gøre er at gå ud af døren, gå en tur og støtte denne gruppe. Det er ganske enkelt.
Deltagelse i Priden er et spørgsmål om og hvordan vi kan leve sammen. I den forstand, er dette spørgsmål langt mere komplekst end den blotte henvisning til lovens ord [om at LGBT-grupper har ret til forsamling] og kræver et større engagement og støtte fra alle dem, som ønsker et anderledes og bedre Serbien.
Solidaritet og fællesskab er det sidste vi har tilbage
Serbien ville vinde, hvis alle de, som den dag kommer til at sidde fast i elevatoren eller skal med hunden til dyrlægen eller til familiemiddag, ville komme til Priden. Og hvis de ”ikke-eksisterende” homoer fra Jagodina [mindre by i Serbien] og de som er sure over, at der ikke er nok LGBT-repræsentanter ved Priden og de som er ude at gå tur med familien og andre ansvarlige forældre, samt hengivne troende og alle vores pensionister også ville deltage. Dét ville være en sejr for Serbiens borgere, som igen ville finde frem til fællesskabet og solidariteten og vise, at dette fællesskab i virkeligheden er det eneste vi har tilbage. Så vi ikke længere skal se på hinanden gennem barrikader, sigtekorn, fjernsyn og lignende.
Og til sidst: Når vi læser godnathistorier for vores børn, hvorfor læser vi så ikke et eventyr i hvilket to prinser eller to prinsesser kan give hinanden et kys?
Oversættelse og indledende kommentar af ID
