Det nys udkomne marts-nummer med titlen Coping with transitions tager livtag med arven efter sovjetkommunismen i Europa og spørger, om det giver mening at operere med et Central- og Østeuropa, når den seneste tids valg i Ukraine, Hviderusland, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Estland og Letland har afsløret vidt forskellige systemer og traditioner, og når reaktionerne i Europa på finanskrisen heller ikke har afsløret mønstre, der gør det mere oplagt at dele Europa op i øst og vest frem for nord og syd.
Tyve år efter Anden Verdenskrig var Vesttyskland i vidt omfang integreret i Vesteuropa, og det samme tidsrum er gået siden murens fald. Alligevel efterlod Sovjetunionen måske en væsentligt tungere socioøkonomisk og politisk-kulturel arv, der gør transitionen mere krævende end tilfældet var med Nazityskland?
Coping with transitions rummer artikler fra Adam Michnik, chefredaktøren for den toneangivende avis Gazeta Wyborcza i Polen, Slavenka Drakulic, kendt kroatisk udgiver, forfatter og skribent, nu bosiddende i Sverige, Karlis Neretnieks, general og tidligere præsident for det svenske forsvarsakademi, Natalia Poltavtseva, lektor i antropologi ved Det Russiske Statsuniversitet i Moskva, Ilja Viktorov, ph.d. ved Centre for Baltic and East European Studies, Södertorn Universitet, Magnus Ljunggren, professor emeritus i russisk litteratur ved Gøteborg universitet, freelance journalist Peter Johnsson og mange flere. Og ikke kun på tekstsiden gør Baltic Worlds sig godt; udgivelsen rummer et rigt mål af forskelligartede illustrationer.
Seneste udgivelse havde tema om energi og geopolitik, det forrige fokuserede på Polen efter murens fald. Baltic Worlds giver stof til både lyse sommeraftener og lange vinteraftener. Magasinet er klart akademisk i sit udtryk, men lækkert og ikke tørt. Formatet ligger og svæver mellem A4 og A3. Tankerne ledes hen imod Lettre Internationale. Vi giver udgivelsen vore klare anbefalinger.
Baltic Worlds udgives af Centre for Baltic and East European Studies på Södertörn University, Stockholm. For mere information og gratis abonnement, klik ind på Baltic Worlds.