33 kilometer fra Belarus og 120 kilometer fra Rusland ligger den lettiske by Daugavpils. Byen er berygtet og set ned på af mange etniske lettere, blandt andet grundet det høje antal af etniske russere og russisktalende beboere i byen. Men Daugavpils er mere end kontroversiel etnopolitik og russiske landsfæller. Byen rummer også en lang historie, unik multikultur og møder med interessante mennesker.
Efter den 3,5 timer lange togtur fra Riga til Daugavpils blev jeg både lettet og nervøs, da vi nærmede os stationsbygningen. Lettet, fordi togturen var lang og ikke just en luksuriøs rejse. Nervøs, fordi jeg frygtede at Daugavpils’ stationsbygning ville være repræsentativ for byen, og alle, jeg havde talt med om byen, derfor ville have haft ret: En kedelig lettisk udkantsby, hvor sovjettiden er mere end blot et kapitel i en historiebog.
Daugavpils station blev indviet i 1861, men 90 år senere, i 1951, blev den ombygget til det Stalin-æra bygningsværk, der stadig står den dag i dag. Den er massiv, tung og solid, malet i en beskidt afbleget orange-brun farve. Tilbage i sin tid har den uden tvivl været imponerende, men nu, mere end 70 år senere, står den blot tilbage som et levn af en fortid, som få stadig husker i egen erindring.
Da vi steg ud af den tunge luft i toget, ud til den høje sol og friske brise på perronen, fandt vi os selv blandt pensionister, der skuede mistænksomt på alle omkring sig, mødre, der prøvede at holde styr på deres børn ved skinnerne, og unge, der stilfærdigt sneg sig igennem menneskemængden. Med vores tasker på ryggen og Google Maps ved hånden, begyndte vi at finde vejen til vores Airbnb.
Daugavpils’ gader, hvor den tsaristiske bygningsstil tydeligt ses
(Kilde: Frederik Edsberg Hansen og Daniela Lange Andersen)
Multikulturalitet i Latgale
Daugavpils er en gammel by, hvis historie officielt begynder i 1275 med Den Liviske Orden; en historie, som mange lettiske byer deler. Dengang skabte floder civilisationer, noget der også gælder for Daugavpils, hvilket er afspejlet i byens navn. Floden Daugava er på mange måder Letlands hovedpulsåre, og har gennem mange århundreder spillet en utroligt stor rolle for ikke bare Letland, men for en større del af Østeuropa.
Grænserne i Østeuropa har igennem historien været mindst lige så ustabile, som i Vesten – hvis ikke mere. Udover geografi, så har sprog, religion, og etnicitet været altafgørende faktorer i forholdet mellem herredømmerne, og især Daugavpils har igennem historien været præget af disse flygtige grænser og skiftende herskere.
Daugavpils, der er den største by i den østligste lettiske region Latgale, hvorfor Latgales historie og etniske befolkningssammensætning på mange måder adskiller sig fra resten af Letland. I Daugavpils gør dette sig tydeligt bl.a. ved, at man på gaderne i Daugavpils både kan høre lettisk, russisk, polsk og latgallisk, en lokal dialekt, som nogle betegner som et sprog.
Latgale var længe en del af det Polsk-Litauiske Rige, som strakte sig over store dele af Central- og Østeuropa fra 1400 til 1700-tallet. I denne tid kæmpede de forskellige grene af kristendommen for dominans i området. De lettisk- og latgalisktalende i Latgale er hovedsageligt katolikker, mens resten af Letland hovedsageligt er protestantisk. Religionernes store rolle i regionen er ikke glemt. Tværtimod er kirkebakken i Daugavpils, hvor en henholdsvis lutheransk, katolsk, ortodoks og gammeltroende ortodoks kirke står side om side et stærkt symbol på, hvordan de fire grene af kristendommen efter mange århundreder endelig har sluttet fred, og alle fire lever i sameksistens i Latgale.
Den største kontrast fra resten af Letland er dog de mange russisktalende, som bor i Daugavpils og i den østlige del af Latgale. Mange af disse er ikke migranter fra sovjettiden, som mange af de russisktalende i Riga er, men kan derimod spore deres ophav tilbage til det Russiske Imperiums forfølgelse af gammeltroende ortodokse, en gren af den ortodokse kirke. De gammeltroende flygtede til grænseregionen Latgale i 1700-tallet, hvor de befandt sig længere fra den officielle ortodokse kirkes påvirkning og indflydelse. Også i dag er mange af de russisktalende her i Daugavpils og omegn gammeltroende, selvom der også i sovjettiden flyttede mange russere til fra Rusland i håbet om at få et bedre arbejde, end de kunne i den russiske sovjetrepublik.
Det sovjetiske genfærd
Rigas Iela (da. Rigagaden) er den centrale gågade i Daugavpils, hvor byens caféer, restauranter, samt byens eneste natklub ligger. Går man forbi hotellet, der markerer byens centrum, når man frem til den centrale park, hvor man under blomstrende trækroner kan finde et mere eller mindre kontroversielt monument. Forrest er årstallet 1944 skåret i sten, og længere henne står navnene på en række officerer på russisk indgraveret i solide stensøjler. Monumentet markerer de baltiske landes befrielse fra værnemagten under Anden Verdenskrig, men denne russiske forståelse af krigens afslutning er kun den ene side af denne historie. I den officielle baltiske historieskrivning forstås hændelserne i 1944 ikke som en befrielse eller afslutning, men i stedet som en ny besættelse – nu blot af Sovjetunionen frem for af Nazi-Tyskland.
Blomsterkransene fra forskellige statslige organer, partier og organisationer, bl.a. det lokale jødiske samfund og det Belarusiske Konsulat, samt buketterne fra de lokale beboere i Daugavpils, gjorde det tydeligt for os, at dette monument ikke bare er et historisk levn fra Sovjetunionen, men at det stadig er levende og stadig har stor symbolsk betydning. I Riga har man fjernet Sejrsmonumentet fra sovjettiden, men i Daugavpils er monumentet centralt, bevaret, og stadig afbenyttet til symbolske markeringer – noget, som der, især i Riga, er blevet sat en fuldstændig stopper for efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Men mens man i Riga og resten af Letland på baggrund af ønsket om et opgør med sovjettiden har forsøgt at udviske levnene fra en fortid, hvor Letland var undertrykt og under besættelse, så har man i Daugavpils i høj grad bevaret disse levn; et tegn på det flydende forhold mellem regionens minoriteter. Her bor hovedsageligt russisktalende, som ikke støtter op om den lettiske-nationalistiske linje om at udviske historien, særligt den, der er forbundet med besættelsestiden under Sovjet – her vil man i stedet mindes og huske. Ikke kun befrielsesmonumentet i bymidten viser dette, men også tilstedeværelsen af et større militærkirkegårdskompleks for faldne fra den røde hær er et vidne om det.
Lidt nord for byens enorme, imponerende og velbevarede befæstning fra Napoleonskrigene, som bestemt også er et besøg værd (vi kan anbefale at aftale en rundvisning), findes en lille ortodoks trækirke af den type, som man ellers kun kan se i det nordlige Rusland. Bag denne befinder sig en stor militærkirkegård, der er omgivet af et hegn med skinnende røde stjerner hver anden meter, indsat i selve hegnet. Foran indgangen til kirkegården står en kæmpe stenskulptur, der forestiller en typisk soldat fra den røde hær, iført den ikoniske hue med den røde stjerne på. På gravene lå friske blomster, og nogle havde endda bundet et Skt. Jørgens-bånd rundt om porten. Skt. Jørgens-båndet er i dag blevet gjort til et af den russiske stats tydeligste symboler for støtte til den særlige revisionistiske vej, som Putin har taget landet ud på, hvor invasionen af Ukraine er et led i denne påståede genopretning af Ruslands ære og retmæssige plads i verden.
Øverst til venstre ses noget af byens enorme festning, her blot et enkelt hjørne. I den gule bygning findes et museum til maleren Mark Rothko som stammer fra Daugavpils, men emigrerede til USA. I midten ses indgangen til militærkirkegården for faldne soldater fra den røde hær, som ligger lige ved siden af den unikke ortodokse trækirke i en skov lidt nordvest for byen. ((Kilde: Frederik Edsberg Hansen og Daniela Lange Andersen)
Striden mellem Riga og Daugavpils
Om vedligeholdelsen og den fortsatte respekt og brug af disse symboler, som i dag er uløseligt forbundne med Ruslands overfald og invasion af Ukraine, også betyder, at man støtter op om den russiske regerings handlinger, er umuligt at sige. Situationen og forholdet til russisk og russisktalende er blevet mere anspændt siden Ruslands invasion af Ukraine, og nogle af de personer, som vi talte med i Daugavpils, gav udtryk for, at man var træt af at blive diskrimineret af den lettiske regering; en diskrimination, der kun er taget til siden invasionen. Men på trods af at der i Daugavpils ikke er nogen åbenbar modstand til krigen, så er der heller ikke nogen åbenbar støtte til den. Da vi talte med nogle af de lokale beboere, tog de hurtigt afstand fra det russiske regime og støttede heller ikke krigen i Ukraine samtidig med, at alle kaldte den, det den er: en krig.
Bevarelsen af monumenter og traditioner kan altså også tolkes som et ønske i at holde fast i egen kultur og identitet, når den er under pres fra myndighederne. Dette er blot endnu en påmindelse om, at diskrimination og forskelsbehandling kun avler mere mistro og fører til, at grænser drages endnu tydeligere op, og at man trækker sig ind til sine egne og forbliver der. Disse to modstridende tilgange ligger til grund for den splittelse, man nemt kan finde blandt Letlands befolkning. Nogle af dem vi talte med mente også, at forholdet mellem russisktalende og lettere var blevet forværret siden krigens begyndelse.
For udover den korte selvstændighedsperiode i mellemkrigstiden har Letland igennem hele sin historie været underlagt andre magter. Dette traume ligger til grund for det tydelige behov for dannelsen af en homogen lettisk nationalidentitet, som den eksempelvis findes i de skandinaviske lande. Af den grund det nemmere at finde folk i Daugavpils, der i nogen grad længes efter sovjettiden; ikke fordi de savner ideologien, regimet eller de lange køer i butikkerne, men fordi de savner at blive anerkendt som gyldige borgere i eget land uanset deres etnicitet eller modersmål.
Provinsbycharmen
I dag er det svært at se Daugavpils middelalderfortid, når man går rundt i byen. Det er snarere levnene fra byens tid som stor industriby, der kan ses i de store skorstene, der strækker sig mod himlen i horisonten, når man går gennem byens gamle kvarterer. Da jeg fortalte min litauiske mor, at vi måske skulle på udveksling til Daugavpils, advarede hun mig om, at det er en trist og nedslidt by uden liv eller kultur. Men sådan forholder det sig ikke – ikke længere i hvert fald – da både byens universitet og teater afholder en række forskellige kulturarrangementer, for slet ikke at nævne byfestivalen i starten af juni, den frivillige indsats fra byens barer, caféer og minoritets-kulturcentre.
Det er ikke nødvendigvis dårligt, at Daugavpils ikke har det samme at tilbyde som hovedstaden Riga. I et land så lille som Letland er det derimod virkelig interessant at se, hvordan ikke bare kulturen, men også historien og samfundet i de to største byer kan være så vidt forskellig; noget der viser sig tydeligt i noget så enkelt som byens udseende. For mens jugendstilen og de typiske lettiske træhuse dominerer i Riga, så er Daugavpils’ gader udlagt efter et firkantmønster, der afspejler befæstningen nord for byen. Bygningerne er lave, i to eller tre etager og bygget i typisk imperialstil. Selvom jeg aldrig har været i Skt. Petersborg, så mindede byens udseende mig meget om, hvordan Skt. Petersborgs gader ser ud, bare i mindre målestok.
Da jeg ringede til min mor igen for at opdatere hende om min tur til Daugavpils, var hun overrasket, da jeg fortalte hende om de grønne livlige parker, det velfungerende sporvognsystem, som vi i Danmark kun kan drømme om, og den utroligt blandede og øjenåbnende kultur. Daugavpils er mere end dens rygte som kedelig udkantsby. Nej, der er ikke de samme oplevelser her, som der er i Riga, men det skal der heller ikke nødvendigvis være. Hvor Riga har storbyatmosfære, så har Daugavpils provinsbycharme. Der er historie på hvert gadehjørne, og når først man begynder at tale med de lokale beboere, begynder man at indse, hvordan sovjettiden lever videre i folk; og netop hvorfor den ikke blot er et kapitel i en historiebog.
