Det ulmer politisk på Vestbalkan – på godt og ondt. Bosnien var indtil for nylig i sin største politiske krise siden Dayton aftalen fra 1995 – og ville tilmed bryde med den. I Albanien er spændingen efter kommunalvalget, især ang. kampen om hovedstaden Tirana, så stor, at det trækker op til fornyet politisk krise. Og senest er den længe ventede officielle dialog mellem Pristina og Beograd indledt, efter at være blevet udskudt flere gange.
I går rejste Barroso, ledsaget af Stefan Füle til Serbien, Kosovo og Albanien. Set i ovenstående perspektiv, måske et meget vel-timet besøg.
Her skal Barroso og Füle mødes med de politiske ledere i de respektive lande, først og fremmest for at minde om reformprocessen, vigtigheden af velfungerende demokratiske institutioner, samt promovere gode naboskabsrelationer. Især i lyset af det sidste, bliver besøget særdeles vigtigt.
Barroso og Füle vil tilskynde øget og mere konstruktiv dialog i alle henseender, men også fremhæve og understrege ‘det europæiske perspektiv’, som skal lægge pres på parterne, men forhåbentlig også være med til at bryde den diplomatiske is mellem Kosovo og Serbien. Dertil skal de promovere en forsoningskurs mellem oppositionens Edi Rama og den siddende regeringsleder Sali Berisha i Albanien.
Både Albanien og Serbien er potentielle EU kandidatlande (siden 2000), men der synes lang vej endnu. Og Kosovos vej mod EU synes mindst ligeså lang, hvis ikke meget længere. Om ikke andet, så står både Kosovo og Serbien i vejen for hinandens fremtidige optagelse i EU, og det samme gør sig gældende i den politiske konfrontation i Albanien.
Hvor meget det officielle besøg reelt vil føre med sig af øjeblikkelige fremskridt er uklart, om end erfaringerne viser, at Barrosos reelle forventninger må være ydmyge. Ikke desto mindre er besøget et vigtigt politisk symbol, der skal vise, at EU i stigende grad forstår at tage ansvar for sin europæiske baghave.
