EFTERSPIL | Smolensk-tragedien og de efterfølgende undersøgelser har på godt og ondt præget forholdet mellem Polen og Rusland. Nu har Polens statsanklager Andrzej Seremet bekendtgjort, at russiske efterforskere er parate til at lade vraget af den præsidentielle Tu-154M blive transporteret tilbage til Polen.

“Der var en positiv tilkendegivelse fra den russiske undersøgelseskommission i forbindelse med bestræbelserne på at bringe resterne af Tu-154M’eren tilbage til Polen,” sagde Seremet fredag i Moskva, og tilføjede, at “polske specialister […] vil rejse til Smolensk i slutningen af august for at starte forberedelserne af dette enorme foretagende.”

Seremet har dog ikke nævnt en specifik dato for transporten af flyvraget.

Udtalelsen kommer i forbindelse et møde mellem Seremet og den russiske statsanklager Yuri Chaika om det fortsatte samarbejde mellem Polen og Rusland omkring de videre undersøgelser af flystyrtet, der d. 10. april sidste år kostede 96 mennesker fra Polens politiske elite livet.

Seremet blev overdraget 42 kopibind af den russiske kommissions foreløbige resultater, og sagde efter mødet, at den russiske undersøgelseskommission vil “afklare alle årsager til katastrofen af hensyn til det russiske folk, uanset hvem der måtte bære ansvaret,”

I mellemtiden fortsætter russiske forskere deres undersøgelse af vraget, skønt Seremet sagde, at polske retseksperter vil få mulighed for at tage del i denne ”flyvetekniske undersøgelse” som Seremet kaldte det.

TheNews.pl

Voice of Russia

Af BHA