TILBAGEBLIK | I den sene sovjetperiode blev Kazakhstan ramt af omfattende demonstrationer, og historien om disse begivenheder er skrevet i blod, politivold og politiske intriger, der rakte helt til Moskva. Mia Tarp Hansen giver os baggrunden for landets december-traume.
1986. Gorbatjovs glasnost og perestrojka berører hele Sovjetunionen, og den kun marginalt større frihed har alligevel gjort noget ved folk. Et håb om større indflydelse på egne liv og mere frihed suser gennem sovjetrepublikkerne. Helt ude ved yderkanten af Sovjetunionens grænse, i den Kazakhiske Sovjetrepublik (SSR), var man meget langt fra magtens centrum i Moskva. Så langt væk, at det kunne mærkes.
Og på det tidspunkt blev der taget en beslutning i Moskva, som gav genlyd i hele den Kazakhiske SSR. Den etniske kazakh Dinmukhamed Kunajev havde siddet som Førstesekretær for Kommunistpartiet i Kazakhstan siden 1964, men en kold decemberdag i 1986, den 16. december, blev Kunajev afsat. Kunajev havde tilhørt den mere Brezjnjev-venlige fløj i Kommunistpartiet, og mange mente, at dette var årsagen til hans afsættelse.
I stedet indsatte Gorbatjov en mere ‘pålidelig’ etnisk russer, Gennadij Kolbin, der var loyal mod Moskva. Men Kolbin havde ingen tidligere forbindelser til Kazakhstan, og ekkoet i den Kazakhiske SSR, specielt blandt de unge studenter i hovedstaden Alma-Ata, gungrede. Ingen havde forventet de blodsudgydelser, som fulgte.
Ikke kun nationalistiske protester
“Vi brugte lagener til at lave bannere … ‘Den Kazakhiske nation fortjener en kazakhisk leder’, ‘Giv os vores leder tilbage’, og ‘Kazakhstan tilhører kazakherne’,” fortæller Khalelkhan Adilkhan Ulij til Radio Free Europe.
Khalelkhan deltog som ganske ung i protesterne.
“Vi forlod Teknisk Skole, og mens vi gik ned mod den centrale plads, sluttede flere og flere kazakhere sig til os, som floder, der løber ud i havet,” siger han.
Den 17. december samledes en stor gruppe studerende på den centrale Brezjnjev-plads i Alma-Ata, med krav om at Kunajev blev genindsat. Det er stadig usikkert, hvor mange der på dette tidspunkt deltog i protesterne. Det er næsten umuligt at estimere protesternes omfang. Tal svinger fra de små i officielle sovjetiske statistikker, der rapporterede om kun 200 demonstranter, imod vidneudsagn om op mod 40.000 samlede på Brezjnjev-pladsen.
Men det var ikke kun etniske kazakher som Khalelkhan Adilkhan Ulij, der deltog. Mange understreger nemlig også, at det nationalistiske aspekt ikke var det væsentligste. Den svenske journalist Joakim Frieberg, der i begyndelsen af halvfemserne interviewede nogle af protesternes ledende figurer, fremhæver, at de protesterende i Alma-Ata var af mange forskellige etniciteter – både russere, kazakhere, uighurer og tyskere med flere. Der var ingen separatistiske ønsker om, at den Kazakhiske SSR skulle være selvstændig – de protesterende havde simpelthen bare fået nok af Moskvas altoverskyggende kontrol.
Hellere selvmord end at skyde sine egne
Der er stadig uklarhed om, hvorfor volden startede. De officielle sovjetiske kilder beskrev demonstranterne som skyldige – mens demonstranterne fortalte om folk, der var betalt for at provokere demonstranterne og starte volden. Massakren på demonstranter begyndte.
“Politi, militær og indsat arbejdermilits gik løs med spader, stofombundne brækjern, stave og hunde mod de ubevæbnede demonstranter”, skriver journalisten Joakim Frieberg i en essaysamling om Kazakhstan.
“Næste dag, den 18. december, var der flest, som blev dræbt. Skader på kroppenes bagside viser, hvordan de blev [skudt] ned bagfra i flugt,” skriver han.
Militæret var blevet indsat mod demonstranterne, og historierne går på, hvordan mange soldater tog deres liv for at undgå at skulle massakrere deres landsmænd. Khalelkhan Adilkhan Ulij var heldig. Han blev ikke ramt af regimets kugler. Helt heldig var han dog ikke.
Den 19. december blev pladsen spulet ren for blod
“Vi fik alvorlige tæsk. Det værste, der skete, var, da vi blev puttet i fængselsceller. Mine hænder og min næse var brækket, og vi blev tæsket konstant,” fortæller Khalelkhan Adilkhan Ulij dramatisk om sin anholdelse, der startede, da han var blevet placeret over to timer på den frostkolde sne.
Det bliver meget koldt i Kazakhstan om vinteren. Men protesterne endte dog med at sprede sig til flere byer, og selv efter disse var ophørt, blev folk ved med at blive arresteret. Tusindvis blev spærret inde, og mange blev fyret fra deres arbejde eller smidt ud af deres studium. Den sovjetiske stat var allestedsnærværende.
Dette skete også for Khalelkhan Adilkhan Ulij, der efter eget udsagn fik sit liv ødelagt af massakren, da han blev nægtet adgang til universitetet, og derfor blev tvundet til at ernære sig som ufaglært arbejdsmand. Antallet af døde og sårede varierer, men er estimeret til omkring 300 samt et meget større antal sårede. Dertil kommer de, som blev mishandlet i politiets varetægt, og de, som helt mangler i statistikken – de, der aldrig blev fundet. Fælles for alle var, at de mødte deres skæbne på grusomste vis.
“Den 19. december blev pladsen spulet ren for blod,” fortæller den svenske journalist Joakim Frieberg. Massakren var ovre.
Drømmen om frihed levede videre
Demonstranterne blev anklaget for at være stofmisbrugere, ultranationalister og alkoholikere. Retsprocesserne ved man meget lidt om, men de var sandsynligvis ikke fair. Så hvilken effekt havde protesterne? Kunajev blev ikke genindsat, og russiske Kolbin sad på magten tre år frem. Georgiere har senere udtalt, at deres protester i Tbilisi i april 1989, ikke kunne være sket uden demonstrationerne i Alma-Ata.
Selvstændighedsbevægelserne i de baltiske lande blev også opildnet af begivenhederne, der gav dem “det moralske skub til deres frigørelse”, fortæller Joakim Frieberg.
Opstanden i den Kazakhiske SSR rystede sovjetmagten i sin grundvold. Mange mener, at massakren måske endda banede vejen for Sovjetunionens sammenbrud blot fem år senere. Kazakhstans præsident Nazarbajev anerkender og værdsætter massakrens rolle i kazakhstansk historie, og den er blevet til en del af den kazakhiske selvforståelse.
Størstedelen af de fængslede blev frigivet efter Sovjetunionens sammenbrud og anerkendt som ofre for sovjetisk undertrykkelse. Opstanden blev senere navngivet “Zheltoqsan”, der betyder december på kazakhisk.
Alma-Ata skiftede efter Sovjetunionens sammenbrud navn til Almaty. Hovedstaden er senere blevet flyttet til Astana.
