Regeringen i Skopje truer med at stoppe forhandlingerne med Grækenland om løsningen af en 19 år gammel strid, der omhandler Makedoniens ret til sit eget navn.
Bag den barokke ”navnestrid” gemmer der sig spørgsmål om national identitet, territoriel integritet og anerkendelsen af etniske minoriteter. På den ene side mener Grækenland, at navnet ”Makedonien” – der også dækker en større geografisk region på Balkan – indirekte rummer krav om annektering af nordgræske landområder, og at makedonsk brug af historiske personer som Alexander den Store, er et direkte angreb på den græske nationalhistoriske arv og selvforståelse. Makedonien, derimod, insisterer på den anden side på deres ret til at kalde sig, det de vil som en suveræn stat og afviser de territoriale interesser. Og der har striden stået siden Makedoniens selvstændighed fra Jugoslavien i 1991.
Hvad er Makedonien?
Republikken Makedonien udgør i dag ca. 35 pct. af den geografiske region ved samme navn. Det geografiske Makedonien var siden middelalderen og op til Balkankrigene i 1912-13 en del af det Osmanniske Rige. Efter afslutningen af Den Anden Balkankrig, der overvejende handlede om kontrollen over Makedonien, blev regionen delt op mellem de tre stridende parter. Grækenland annekterede ca. 50 pct. af regionen, Bulgarien 15 pct. mens Serbien annekterede de sidste 35 pct., den del der i dag udgør republikken Makedonien.
Efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 blev republikken Makedonien, som en del af Serbien, inkorporeret i den nyskabte stat Jugoslavien. Den blev af centralstyret i Beograd ikke opfattet som en særskilt nationalitet, men som en serbisk provins, befolket af bulgarsktalende serbere.
Først efter partisanernes sejr i den interne borgerkrig i Jugoslavien under Anden Verdenskrig, fik Makedonien sin egen republik – den Jugoslaviske Folkerepublik Makedonien – som en føderal enhed i Titos kommunistiske Jugoslavien.
Titos brud med Stalin og landene i den senere Warszawapagt satte gang i en nationaliseringsproces i Makedonien, der havde til formål at skabe en makedonsk nationalitet, der adskilte dem fra nabolandet Bulgarien. Makedonsk blev i 1945 anerkendt som et særskilt sprog, og i 1963 fik den makedonsk-ortodokse kirke sin egen patriark. Tito lod desuden nye historiebøger trykke, der hyldede Makedoniens historie som noget adskilt fra både Serbiens og Bulgariens.
Disse og andre tiltag var med til at skabe en form for makedonsk national identitet, men det bevirkede dog ikke, at der i Makedonien udviklede sig den samme form for ekstrem nationalisme, som man så i andre af de jugoslaviske delstater igennem 1980erne.
Da Jugoslavien disintegrerede i kaotisk og blodig borgerkrig i begyndelsen af 1990erne, lykkedes det Makedonien at undgå nævneværdige blodsudgydelser og kunne, uden større dramatik, officielt erklære selvstændighed i september 1991.
Makedoniens selvstændighed blev hurtigt anerkendt af en lang række lande, heriblandt både Grækenland og Bulgarien, som mange iagttagere i samtiden ellers havde frygtet ville genoptage tidligere tider territoriale ambitioner i området.
Græsk pres
På trods af at Grækenland anerkendte landet som selvstændigt, rejste der sig en storm af protester over det nye lands navn, dets forfatning og dets flag. Grækerne opfattede det antikke Makedonien som en del af deres unikke kulturarv, og så den nye stats brug af navnet som et direkte angreb på deres nationalhistoriske identitet.
Dette understregedes kun yderligere af, at Makedonien brugte det antikke tegn ”Vergina Solen” (et symbol fra Alexander den Stores grav i Grækenland) i sit flag. Dertil kom, at grækerne mente, at paragrafer i den makedonske forfatning kunne tolkes som en trussel mod Grækenlands egen territoriale integritet.
Efter et stort internationalt diplomatisk pres fik man tvunget parterne til et midlertidigt kompromis omkring navnespørgsmålet: Makedonien kunne kalder sig hvad de ville nationalt, men internationalt skulle landet repræsenteres under navnet ’Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien’ (på engelsk forkortet ’FYROM’), og under dette navn blev landet optaget i FN i 1993.
Dette var dog ikke nok til at tilfredsstille grækerne, der i 1994 indledte en handelsembargo mod sin nordlige nabo, hvilken først blev hævet i 1996, efter republikken Makedonien havde ændret sit flag og dele af sin forfatning.
Det midlertidige kompromis lod dog ingen af parterne helt tilfredse, og skiftende regeringer i Skopje har siden arbejdet hårdt for anerkendelse af landet under navnet Makedonien. Det har 120 lande, heriblandt USA, Kina og Rusland, indtil videre gjort, mens EU, på grund af græsk pres, stadig formelt anerkender landet under titlen FYROM.
EU-medlemskab som våben
Forholdet mellem de to lande nåede et nyt lavpunkt i 2008, da Grækenland tog sin vetoret i brug, og suspenderede yderligere forhandlinger omkring optagelse i NATO, indtil en permanent løsning på navnestriden var blevet fundet. Året efter skete det samme i forbindelse med Makedoniens optagelsesforhandlinger med EU, hos hvem Makedonien siden 2005 har været et officielt kandidatland.
Dette udløste stærke frustrationer især i Makedonien, hvor de nationalkonservative fik opbakning til en hårdere linje i spørgsmålet, men også i EU og USA, hvor mange, herunder den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, mener at Grækenland udnytter deres forhandlingsposition og vetoret til at underkue Makedonien i urimelig grad.
Samtidig har politikere i begge lande brugt navnestriden i en indenrigspolitisk kontekst. Græske politikere har fået billige politiske point på den hjemlige bane ved at markere sig som klippefaste og kompromisløse i spørgsmålet, og har dermed slået sig op som forsvarere af Grækenlands nationale identitet. Dette gælder hovedsageligt for politikere fra den politiske højrekonservative fløj, men både socialist- og kommunistpartierne har ligeledes støttet denne linje. Mange frygter at blive hængt ud som upatriotiske, hvis de lufter en mere kompromissøgende tilgang.
Politikere i Skopje, der traditionelt har haft en mere pragmatisk tilgang til spørgsmålet, er ligeledes i de senere år begyndt at føre en mere hård retorik overfor de græske myndigheder.
Tendensen forstærkes af, at befolkningsstemningen i Makedonien er ved at vende, især efter forhandlingerne med EU og NATO er gået i stå. Et flertal af de makedonske borgere, siger i flere meningsmålinger, at navnespørgsmålet er vigtigere end optagelsen i EU.
National identitet og mindretalsrettigheder
Begge lande har dog andre problemer at håndtere end navnespørgsmålet: Makedonien, med dets to millioner indbyggere, er et af Europas fattigste lande, og er blevet hårdt ramt af den internationale finanskrise. Landet kæmper med høj arbejdsløshed og en stor international gæld.
Dertil kommer den latente etniske konflikt med det store albanske mindretal i landet. Mellem 25-30 pct. af landets befolkning er etniske albanere, og forholdet mellem de to befolkningsgrupper har i perioder været meget spændt.
I 2001 kom det til direkte krigshandlingerne mellem de slaviske og de albanske makedonere i kølvandet på krigen i Kosovo. Det lykkedes i august samme år i en fælles indsats mellem EU og NATO at forhandle en fred på plads, der sikrede de etniske albanere større mindretalsrettigheder, mod de nedlagde deres våben.
I 2003 overtog EU, for første gang i Unionens historie, ansvaret for den fredsbevarende mission i landet.
I Makedonien har politikere, især under ledelse af den nuværende premiereminister Nikola Gruevski, for at fjerne fokus fra landets økonomiske og etniske vanskeligheder, iværksat en storstilet kampagne, der skal styrke det historiske bånd mellem den moderne makedonske republik og den antikke bystat fra tiden omkring Philip den Anden og Alexander den Store. Dette ses blandt andet i en omskrivning af historiebøgerne brugt i landets folkeskoler og gymnasier, der trækker en lige linje fra Alexander den Store til det moderne Makedonien, og man har igangsat mange arkæologiske udgravninger, der skal ”bevise” det antikke tilhørsforhold.
Samtidig er gader, pladser og lufthavne er i de senere år blevet omdøbt så de reflekterer landet antikke kulturarv. Senest har bystyret i Skopje vedtaget en omfattende plan, en såkaldte ”Skopje 2014-plan”, der indebærer rejsningen af en række antikke byggerier og monumenter, heriblandt en 22 meter høj bronzestatue af Alexander den Store på byens centrale torv.
Grækenland har reageret voldsomt på disse symbolske handlinger, og har i perioder suspenderet diplomatiske forbindelser med Makedonien. Samtidig har de iværksat deres egen symbolpolitik, blandt andet ved at forære indbyggerne i Bagdad deres egen gigantiske statue af Alexander den Store.
For Grækenland har konflikten desuden endnu et aspekt, da anerkendelsen af særegen makedonsk nationalitet vil kunne tvinge grækerne til at anerkende eksistensen af et stort slavisktalende makedonsk mindretal i den nordlige del af Grækenland. Grækenland har hidtil ikke anerkendt nationale eller etniske mindretal, men bygger udelukkende deres mindretalspolitik ud fra religiøse parametre. Da grækerne ikke anerkender en makedonsk nationalitet adskilt fra den græske, kaldes dette makedonske mindretal for ”slavificerede grækere”, som dermed ikke har ret til samme mindretalsrettigheder, som etniske mindretal ifølge EU lovgivning har krav på.
Tiden er moden
Striden om Makedoniens navn har stor international bevågenhed. USA har forsøgt at presse parterne til at finde en fælles løsning, og EU har i de senere år gjort mange diplomatiske forsøg på at finde frem til et kompromis, der ville være acceptabelt for begge parter.
Navne som ”Nordmakedonien” eller ”Vardar-Makedonien” efter det geografiske område har været fremme som mulige navne for landet, men er i sidste ende blevet afvist i enten Skopje eller Athen.
Noget tyder dog på at tidspunktet til at gennemtvinge et kompromis er gunstigt i øjeblikket. Den græske regering under premiereminister George Papandreou har vist større forhandlingsvillighed end tidligere græske statsledere, og på trods af den omfattende økonomiske krise er han stadig en relativt populær præsident, hvilket ses som nødvendigt, for at vedtage en politisk så delikat og sprængfarlig beslutning.
Samtidig har man i Makedonien erkendt, at et kompromis er nødvendigt for at genoptage forhandlingerne med EU og NATO, som på sigt er den eneste vej ud af landet svære økonomiske situation.
Den seneste krise i forhandlingerne mellem Grækenland og Makedonien kommer efter EU-Kommissionens årlige statusrapport fra sidste uge undlod at bruge ordet ”makedonsk” om modersmålet i republikken. Det er dog tvivlsomt om Makedonien vil vinde noget ved at trække sig ud af de igangværende forhandlinger.
Man skal nok snarere se udmeldingen som et led i en nationalpolitisk agenda end en egentlig trussel om at trække sig ud af forhandlingerne.
Lederen af Det Europæiske Stabilitetsinitiativ Gerald Knaus vurderer, at hvis ikke en løsning af navnespørgsmålet kommet inden dette års udgang, vil der kunne gå op til 20 år, før en lignende gunstig situation opstår.
