Sommerens musikfestival i byen Guča i Serbiens hjerte fik et ekstra pift, da begivenheden fyldte 50 år. Trompetvandviddet blev i anledning af jubilæet forlænget med fem dage.

Trompeter splitter luften ad og lyden svinger i en bue langs toppen af byen Guča i det sydlige Serbien. Trommerne laver et øredøvende fundament og hiver den sidste vejrtrækning ud af musikerne på gaden. Kaos omringer den lille by Guča, hvor omkring 300.000 mennesker hvert år lægger deres vej forbi i august, for at høre balkanmusikkens fineste musikere sætte deres præg på festivalen, der har 50 års fødselsdag i år.

Byen Guča er vært for den største festival på Balkan. Festen varer normalt i fem dage, men dette år har værterne besluttet at udvide festivalen til 10 dage. Programmet er spækket med musik fra de største giganter på balkanmusikscenen. Den uforlignelige Goran Bregović, der blandt andet står bag Serbiens bidrag til det europæiske melodi grand prix, spiller op til dans på den store scene. Den tyske dj Shantel dukker op og spiller koncert sammen med Boban i Marko Marković Orkestar, som er stoppet med at deltage i selve konkurrencen, da bandet har vundet fem gange og endda, som de første nogensinde i festivalens historie, har scoret topkarakterer fra samtlige dommere i komiteen.

I festivalens sidste tre dage afgøres det, hvem der har gjort sig fortjent til at vinde den Gyldne Trompet. Den ypperste pris en musiker kan opnå på festivalen.

I Serbiens hjerte
Det handler dog ikke kun om at vinde selve konkurrencen. Festivalen tiltrækker også tusindvis af turister, som lægger mange dinarer i musikernes lommer for at spille svedige balkanrytmer. Desuden forsøger flere bands at få fremtidige musikjobs i hus på festivalen. For den kvarte million mennesker, der dukker op på festivalen, er det sommerens vildeste fest. For Gučas indbyggere er festivalen en årlig lønningsdag, med det resultat at restauranter og cafeer skyder op overalt på vejene i den lille serbiske by.

Guča er gemt dybt inde i hjertet af Serbien. Blandt rullende bjerglandskaber og store skove, farme med vinmarker og en strømmende flod, der viser indgangen til landsbyen, hvor hundredvis af gadesælgere forsøger at sælge deres udsmykninger, nøgleringe, t-shirts med de gamle serbiske krigsforbrydere Radovan Karadžić og Ratko Mladić, instrumenter eller store knive, der er designet til at sprætte svin op med. Luften er tyk af kød og kål. Røgen fra de små skorstene ligger som en tåge over festivalpladsen. Krydser man broen over floden ophører de landlige eksistenser, og balkanrytmerne strømmer ud i en kakofoni af toner. Et band klædt i blå uniformer farer forbi, indhenter en gruppe tyske turister, trupføreren dikterer en sang, og bandet begynder at omringe dem. Da sangen bryder op, begynder bandet langsomt at messe. ”Money, money, money”. En ældre herre stikker en seddel i en af musikernes trompeter. En tilsvarende situation kan opleves overalt på hovedgaden i Guča.

Som at være med i en film
Officielt blev festivalen kaldt Dragačevski Sabor Trubača, da man i sin tid skabte festivalen for at holde Brassbandtraditionen i live. På det tidspunkt var det en lille begivenhed, som foregik i en baggård ved Sankt Michael og Gabriel kirken i Guča. I dag er det ikke kun en festival for musikere fra hele kloden. Det er også en festival for dansere og kunstnere, som lægger en stor ære i at blive inviteret til festivalen. Det har fået etnomusikelskere fra hele verden til at samles i den lille serbiske landsby.

Træder man ind på hovedgaden om aftenen, føles det som at medvirke i en af Emir Kusturicas film. Orkestre blæser sig vej ud af store pavilliontelte og kæmper indædt om pladsen på gaden og i de forskellige restauranter rundt om i byen. Mens de marcherer i formationer på gaden, pumper den øredøvende musik ud af hornene. Stopper det ene band, tager et andet straks over. Tre bands står på en restaurant i midtbyen, de har indtaget hver deres side af bordene og spytter tonerne ud igennem deres instrumenter. Alle bands konkurrerer om publikums gunst, mens tjenerne forsøger at mave sig forbi med store tallerkner fulde af kød. Musikerne forsøger at give den skarpeste solo muligt og flænser luften med instrumenterne. Det er musikalsk wrestling. Det er som om, at de her fyre trækker vejret gennem deres instrumenter, mens de forvandler luften til tykke blokke af lyd, musik og samhørighed. For folk de danser. Alle steder. Skønt flere serbere er helt røde i hovedet af udmattelse, danser de videre, mens de holder store to liters plasticflasker med den lokale øl i hånden, og skriger med triumferende tilfredsstillelse mod himlen. Deres kærester, som er klædt i push-up bh’er, stramme bukser og små toppe, danser den traditionelle kolodans, mens de smiler uforvarende mod masserne af folk, der er stoppet for at se den forvandlede restaurant.

Gučas officielle festivaldage er delt op i tre dele. Fredag er der åbningskoncert. Lørdag nat fester folk igennem, og søndag begynder den officielle konkurrence. Fredagens koncerter bliver holdt ved indgangen til Gučafestivalens officielle scene. Her optræder tidligere vindere og store balkanidoler hvert år på scenen, mens folkedansere, størstedelen kvinder iklædt de traditionelle klædedragter med hjemmesyede mønstre, danser kolo og oros for at give publikum en musikalsk forløsning.

Trompethelten
Den største mastodont på festivalen må siges at være Boban Marković, der sammen med hans søn danner Boban i Marko Marković Orkester. Et balkanbrassorkester, der har vundet festivalen så hyppigt og så overbevisende, at bandet er holdt op med at deltage i festivalen. Men i år er sigøjnerkongen tilbage for at give en koncert for publikum. For at vise, at han ikke har glemt sit folk. Udover at give en koncert på selve hovedscenen har bandet også en række private koncerter rundt omkring i byen, hvor rige serbere betaler gode penge for at lade dem optræde.

Det er torsdag eftermiddag. Sara, bandets italienske manager, fortæller, at Boban har lagt sig i seng ovenpå gårsdagens koncerter. Strabadserne tager hårdt på ham, mener hun. Ved en lille cafe tæt ved en stor statue, der forestiller en trompetist, sidder Marko Marković, Bobans søn, sammen med resten af bandet. Han sludrer med de folk, der har betalt for at lade ham spille. Han er festens midtpunkt, en rigtig entertainer, smiler og drikker lystigt af den lokale Šlivovica (serbisk brændevin), mens han underholder flokken af mennesker, der sidder rundt om ham i sofaerne. På trods af at han er en ung mand på 22 år, får hans lange uregerlige sorte hår ham til at se ældre ud. Han er i stand til, på sin egen nonchalante måde, at belære de omkringsiddende serbere omkring balkanmusikkens rødder. Marko er en hustler på sin helt egen facon.

Marko rejser sig op. Han smider åbningsakkorden. Den er høj og blød. Svinger sig igennem restauranten og lander med et plump foran resten af orkestret. Det tolv mand store band samler sig og griber instrumenterne.  De stemmer i. Folk begynder at rejse sig i cafeen, mens bandet spiller en elektrisk symfoni. De blæser sig igennem vinduerne af restauranten, og folk uden på gaden fatter tidligt, hvad der foregår. Det er Gučas bedste orkester, der byder op til kolodans. Unge og gamle samler sig i stimer udenfor cafeen. En kæmpestor bodyguard sørger for, at folk ikke trænger ind i cafeen. Orkestret bevæger sig langsomt udenfor på en træbalkon, mens instrumenterne dropper soniske bomber lige midt i hjertet af Guča.

Boban i Marko Marković Band er musikalsk sat sammen af en bastromme og et langt horn, der hele tiden holder pulsen kørende, mens tenor- og bashornene formår at sparke ind med forskellige drevne rytmer. Marko udspyer soloer på samlebånd, mens han agerer dirigent. Han hopper op på borde og stole, leger med rytmerne og spytter snart hårde, snart fløjlsbløde toner ud fra trompeten. Det er ældgammel sigøjnermagi, der opstår på scenen. Koncerten står på i mere end to timer. Sara, bandets manager, iklæder sig en traditionel kolodragt og begynder at danse med publikum. Rejsen ind i sigøjnerland begynder.

Toner i blodet
Bandet marcherer videre til den næste restaurant, der ligger i centrum af Guča foran den store trompetstatue. Folk stimler sammen. Den musikalske rus får folk til at gå amok. Den rå romani funk, der stryger ud af instrumenterne, er befriende. Marko har bevæget sig op på et stort træbord sammen med resten af bandet. Folk er stimlet sammen ved statuen. Han flyver rundt i restauranten, mens han holder sit instrument som et våben. Han er her, der og alle vegne. Og publikum er berusede. Det serbiske flag vejrer i vinden. Men Marko er ikke serber, han er sigøjner. Og et musikalsk vidunderbarn.

”Jeg startede med at spille musik, da jeg var fire år gammel. Min far var sikker på, at jeg skulle have en normal opdragelse og gå i skole som alle andre børn. Men jeg ville hellere dyrke musik, og derfor begyndte han at lære mig at spille trompet. Jeg øvede dag og nat som en sindssyg. 14 timer om dagen siden jeg var 4 år gammel,” fortæller Marko om sin musikalske opdragelse.

Marko leverer en Miles Davis lignende trompetoplevelse torsdag aften på Guča festival 2010. Selv efter koncerten går menneskemassen ikke fuldstændig i opløsning, og på trods af at solen på balkanhalvøen er gået ned for længst, serverer restauranterne fortsat svin og Šlivovica i uendeligt lange baner. Folk tørster stadig efter mere Gučavanvid. Festivalen er for alvor lige begyndt.

Kristian Foss Brandt er journaliststuderende på Danmarks Journalisthøjskole

Af Kristian Foss Brandt