De ubelejlige film
I den gamle biograf Skalvija, der ligger i Litauens hovedstad Vilnius, blev filmfestivalen ”Nepatogus Kinas” i 2010 præsenteret for fjerde år i træk. “Nepatogus Kinas” betyder direkte oversat ”De ubelejlige film”, en titel der hentyder til de mere eller mindre provokerende emner, som går igen i alle filmene. Der er tale om en non-profit festival, som arrangeres og styres med fast hånd af de tre unge litauere Birutė Sabatauskaitė, Nerijus Kliukas og Gediminas Andriukaitis. Sidstnævnte, der fungerer som primus motor bag festivalen, er egentlig uddannet jurist, men går også rundt med en drøm om at lave sine egne dokumentarfilm en dag. Hans engagement rækker derfor også ud over hans interesse for menneskerettighedsproblematikkerne, hvilket man som tilskuer kun kan nyde godt af. For ikke alene præsenterer denne festival nyproducerede og relevante film, arrangementet fremstår også virkelig gennemført.
Bag festivalen står det Litauiske Center for Menneskerettigheder (Lietuvos žmogaus Teisių Centras), som blev oprettet i 1994. Ideen til festivalen var Gediminas Andriukaitis’. Han fik sat gang i den med hjælp fra en god ven og kollega, fordi de mente, at de manglede et godt redskab til at få gang i en debat omkring menneskerettigheder. Det var blevet nødvendigt med et modspil til den intolerance, som Gediminas så vokse frem i Litauen. Filmfestivalen skulle veje op for det som Gediminas kalder et ekstremt svagt og håbløst skolesystem, som ikke formår at opfordre til debat om menneskerettigheder. Med film om homoseksuelle og film om romaer, der flytter rundt, fordi ingen anerkender deres kultur, eller film om arbejdere i den tredje verden, som tilsyneladende ingen rettighedsbeskyttelse har, er der kommet en mulighed for legitimt at debattere menneskers rettigheder og problemerne omkring dem.
Skalvija-biografen, som danner rammen omkring de fleste film, er en ganske hyggelig, klassisk og enkelt indrettet biograf med kun én lang, skrånende sal. Den har til huse i en stor, gammel bygning, som ligger ved floden Neris. Siden forrige års festival er biografen ”Pasaka” også kommet til. Den åbnede i foråret og ligger midt i Vilnius gamle, smukke bykerne. Desuden vises der film i kulturhuset ”Fluxus Ministerium” på Gediminas Prospekt, et kulturhus der minder om Huset i Magstræde i København. De mest attraktive film, hvor det forventes at et stort publikum møder op, vises i den store gamle fabrikshal, ”Loftas”.
Provokerende reklamer
I arbejdet med markedsføringen af den seneste festival opstod der nogle ekstra udfordringer. Man havde i samarbejde med reklamebureauet “Nomoshiti” designet en plakat, der åbenbart var for provokerende. Den planlagte plakat forestillede bl.a en Skin-head, Adolf Hilter og Petras Grazulis (som er et nuværende medlem af det litauiske parliament, siddende på højrefløjen). Men det var alt for provokerende, og festivalholdet måtte igennem nogle dages tovtrækkeri med myndighederne. Selvom man i første omgang havde fået grønt lys, var festivalholdet nødt til at lave plakaterne om og portrættere nogle mere anonyme ansigter.
Resultatet blev nogle lidt mindre kradsbørstige graffiti-profiler, akkompagneret af Paulo Coelhos ord: ”90 % af dem der hader, beder egentlig om kærlighed. 10% vil bare have opmærksomhed.”
Markedsføringen af festivalen har hidtil været forsøgt med forskellige former for humor. Bl.a. forsøgte man sig forrige år med at fange folks interesse ved at lave et humoristisk indslag med en af landets populære skuespillerinder. I 2008 skabte arrangørerne reklame for festivalen ved at kreere en figur, de kaldte Joseph, som i reklamerne agerede racistisk, homofobisk og sexistisk ?. En tid efter reklamerne kom ud fandt festivalholdet en video-parodi over reklamerne på Youtube, hvor nogle mennesker gjorde nar af dem, fordi de var blevet provokeret. Hvorvidt filmfestivalen ellers er med til at ændre det kulturelle landskab i Litauen er svært at sige endnu, men i følge Gediminas Andriukaitis, er det en unik filmfestival både for litauisk standard og i Baltikum.
Litauen på verdenskortet
”Nepatogus Kinas” er ikke alene skabt for at få debatteret nogle specifikke litauiske problemstillinger, men fokuserer også på at deltage i de internationale og globale forhold. Derfor er det også vigtigt for arrangørerne at få inviteret flere internationale filmkunstnere til Litauen. I år var der arrangeret tid til debat og samtaler med 12 filminstruktører, som var inviteret til landet med hjælp fra forskellige sponsorer. Dette er med til at sætte Litauen på verdenskortet.
Derudover gør man sig umage for at festivalen er yderligere attraktiv, for eksempel var der ved den brasilianske film “Favela Rising” og den amerikanske film “Soundtrack for Revolution” arrangeret en koncert og danseindslag. Og det lykkedes tilsyneladende fuldt ud. Koret “Sounds in G spirituals” fik hele salen til at synge med.
Og så er der de mange frivillige, der får arrangementet til at glide, ved at sørge for at vise folk til rette og samle de små sedler ind, hvorpå publikum noterer deres bedømmelse af filmene. De fleste er unge og virker som om de går meget op i at være der.
Nepatogus feilmfestival fungerer økonomisk, fordi den får støtte fra bl.a. EU, kulturfonde og lokalaviser. Det er gratis for publikum at se filmene og deltage i debatterne, og sådan ønsker man så vidt muligt at bevare det. Festivalen kommer derfor i fremtiden kun til at vokse i den grad, der er interesse for det og fortsat mulighed for at skaffe fondsmidler til den.
Festivalen formår at flette ret mange forskellige arrangementer ind i løbet af de 10 dage den varer. Alt i alt har festivalen og menneskerettighederne på lærredet skabt grobund for en vigtig debat, ifølge Gediminas Andriukaitis. Det er i sig selv en sejr, at alle de store aviser i Litauen nu forholder sig til festivalen og giver den pænt med spalteplads. Gjort op i tal er det den tredje største filmfestival i landet, efterfulgt af de to kommercielle filmfestivaler Kino pavasaris (Forårs-filmfestivalen) og Scanorama, som begge er festivaler, der kører med et blandet program af fiktion og dokumentar.
Fakta
Sidste år løb festivalen af stablen mellem d. 21. oktober og d. 30. oktober i Vilnius. Herefter rejste filmfestivalen og dens arrangører rundt i Litauen, bl.a. til den næststørste by, Kaunas, som ligger midt i landet, og som var hovedstad i mellemkrigstiden. Derudover kom den til den tredjestørste og vigtige havneby, Kleipeda, og kom til sidst et smut forbi byerne Šiauliai, Ukmergė og Alytus.
De seneste år har Nepotugas filmfestival forøget sit publikum til 12.000 besøgende, hvoraf halvdelen alene består af filmgængere fra Vilnius. Det stigende besøgstal tyder på, at publikum har taget festivalen til sig og sætter stadig mere pris på den. Det tog et stykke tid for festivalholdet at få overbevist de forskellige institutioner om, at Nepotugas Kinas var kommet for at blive. Efterhånden synes festivalen at få den opmærksomhed, som den egentlig fortjener, mener hovedarrangør, Gediminas Andriukaitis.
Hvert år forsøges det at skabe en balance mellem underholdende og seriøse film. Man er på udkig efter film af stor kunstnerisk kvalitet, men det er samtidigt et krav, at der skal være et stærkt budskab indenfor menneskerettighedsproblematikkerne.
