To slovakiske studerende, Simona Antalová (tv.) på 20 år og Tatiana Dreveňáková (th.) på 19 år, er lige blevet dybt chokerede.
I går, onsdag den 15. maj, blev deres mobiltelefoner pludselig overvældet af nyheden om, at deres lands premierminister, Robert Fico, var blevet udsat for et mordforsøg. Selv opholder de to studerende sig p.t. i Danmark.
“Jeg hørte det fra min mor først. Hun sendte mig et Instagramopslag, og min første impulsive tanke var, at det var som at få en drøm opfyldt. Hurtigt efter fortrød jeg dog denne tanke; selvom mange fra især den slovakiske ungdom afskyr Fico, så vil ingen have, at han skal dø. Det er ikke den rette ting at myrde ham”, konstaterer Simona Antalová.
Efter fem timer på operationsbordet i byen Banská Bystrica blev det erklæret, at premierministerens tilstand var i bedring. En 71-årig mand er anholdt og sigtet for drabsforsøget. Det er endnu ikke blevet officielt bekræftet, hvad gerningsmandens motiv er. Flere spekulationer peger på et politisk motiv; den skudramte slovakiske premierminister er igennem tiden både blevet kaldt “Rusland-venlig” og “populist”.
De to unge slovakkere mener, at hele episoden er symptomatisk på generelt forværrede tilstande i Slovakiet.
“Mange har sammenlignet det med 1990’ernes Slovakiet, for her var der en voldsom periode efter Fløjlsrevolutionen, hvor mange gik og skød hinanden på åben gade”, fortæller Simona Antalová og tilføjer:
“Alle tilbage i Slovakiet siger, at der kommer til at være mere mistillid og kaos i vores samfund fra nu af, og at folk er blevet mere hadefulde over for hinanden. Lever vi nu i sådan et samfund hvor, at hvis man er dybt forhadt af nogen, så bliver man skudt?”
Tatiana Dreveňáková tilføjer:
“Virkelig mange skoler lukkede i Slovakiet i sidste måned. Min mor, som er klasselærer på en skole, modtog en besked fra en anonym person om, at der var en bombe placeret på skolen. Det resulterede i, at 90 procent af alle skoler i Slovakiet lukkede. Man fandt aldrig nogen bombe. Og sådanne tomme men alvorlige trusler er blevet den nye realitet i Slovakiet”.
De unge studerende konstaterer, at trods en periode med længerevarende stabilitet, står landet med sin befolkning på cirka 5,4 millioner over for den største splittelse i over 20 år.
“Mange i Slovakiet er fjendtlige over for hinanden. Det er nærmest som om, at der er kommet en normal, hadefuld, slovakisk mentalitet i landet. Den har eksisteret siden corona”, siger Simona Antalová.
Hun forklarer, at Slovakiets nuværende politiske uenigheder ofte bliver sat på ekstreme spidser, hvor begge parter nægter at nærme sig hinanden. Simona Antalová nævner de emner, hun mener, er mest splittende for den slovakiske befolkning:
“Enten er folk meget for vacciner eller beslutsomme antivaxere, pro-Ukraine eller pro-Rusland, for eller i mod LGBT+. Der er ingen sammenhæng i det – folk står bare fast på nogle principper, de har valgt, og nægter at rykke sig”.
Begge de unge studerende, som i øjeblikket studerer i København, har ingen intention om at vende tilbage til Slovakiet. Ifølge deres egne vurderinger synes udsigterne for landet at blive stadig mere dystre
Simona Antalová, som kommer fra landets anden største by, Košice, udtrykker dog en vis tøven, når hun reflekterer over spørgsmålet om at vende tilbage til sit hjemland på et senere tidspunkt.
“Der er stadig denne her dvælende følelse indeni. En form for nostalgi. For uanset hvor forstyrret og kaotisk Slovakiet er, så er det stadig mit hjemland. Jeg har gode minder derfra. De fleste af mine gamle klassekammerater, der har været ude af landet, kommer tilbage. De sagde ellers i sin tid, at de var færdige med Slovakiet. Nu, hvor jeg er her i Danmark, forstår jeg dem faktisk godt. Jeg savner Slovakiet”, fortæller hun.
Trods de to slovakkeres personlige uenighed med Robert Ficos politiske linje, udtrykker de forståelse for, hvorfor en majoritet i Slovakiet ved hvert valg ender med at sætte kryds ved partiet Smer, som Robert Fico har ledt siden det blev stiftet i 1999.
“Det giver især mening med den ældre generation, for de kan huske opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1993 – perioden herefter var fuld af kriminalitet, som var styret af mafiaen. Alt dette er senere er blevet stabiliseret”, forklarer Simona Antalová.
Attentatforsøget på Slovakiets premierminister har sat en masse tanker i gang hos de to studerende. Selvom de ønsker et Slovakiet uden Robert Fico med en ministerpost, fordømmer de stadig mordforsøget:
“Denne begivenhed har udløst chokerende reaktioner; adskillige kommentarer på slovakiske sociale medier hylder attentatforsøget på Robert Fico med udtalelser som “endelig fik han, hvad han fortjente”. Vi fastholder dog begge, at mord er moralsk forkasteligt, og det er aldrig acceptabelt at opfordre til eller bifalde voldshandlinger”, konstaterer Tatiana Dreveňáková afslutningsvis.
Premierminister Robert Fico er fortsat i en kritisk tilstand efter operationen for sine skudsår. Peter Pellegrini, som snart tiltræder som landets nye præsident, besøgte i dag premierminister Robert Fico på hospitalet efter operationen og har udmeldt, at angrebet på regeringschefen er et ‘angreb på demokratiet’.