Dmitrij Bavilskij er forfatter og én af Ruslands mest respekterede litteraturkritikere. Rasmus Bertelsen mødte ham til en samtale, da Bavilskij denne sommer besøgte København. Dette er anden og sidste del af interviewet.
Du er jo litteraturkritiker, hvilken rolle mener du, at litteraturen spiller i dagens Rusland?
»Næsten ingen rolle.«
Men hvad er så meningen med overhovedet at skrive og bedrive litteraturkritik?
Dmitrij Bavilskij slår ud i en høj latter og rømmer sig:
»Jeg har allerede sagt at litteraturen er en projicering af måder at tænke på. Litteraturen har samme struktur som tænkningen. Så litteraturkritik er i virkeligheden refleksion over tænkningen. Det er en refleksion over forskellige måder at opfatte virkeligheden på. Et af de største problemer i nutidens samfund er, at mennesker ikke vil leve efter deres egen forstand. Det er derfor, litteraturkritik næsten ikke spiller nogen rolle.«
Mener du dermed, at fornuften er på retræte? Er den truet og under angreb?
»Jeg ved ikke, hvad der i så fald er i offensiven, hvis fornuften er på retræte, men den gamle antropologiske model har ligesom udspillet sin rolle og vi er nu vidne til en metamorfose, der skal lede frem til en ny antropologisk type, som vil have at gøre med medier, forbrug og information. Den franske filosof Michel Foucault har på en god måde vist årsagerne til, at Homo Sapiens opstod: Der var nogle bestemte økonomiske, sociale og politiske årsager under Den Franske Revolution, som gjorde, at den her rationalisme opstod. Foucault afslutter sin vigtigste bog Ordene og Tingene (1966) med en sætning, som næsten er blevet en altruisme. Derfor mener jeg, at den gamle antropologiske model har udspillet sig selv.«
Har du et bud på, hvordan det så er muligt at skabe et nyt begreb om mennesket, hvis det gamle humanistiske begreb er udtjent og har udspillet sin rolle?
»Det er ikke noget nyt, der skal opstå. Det er en mutation af det gamle under påvirkning af mediebestråling. Du ved, hvordan radioaktivstråling kan ændre organismer. På samme måde påvirker medierne bevidstheden. Jeg bemærker ud fra mig selv, hvor mange processer i mig selv, jeg gerne vil beskrive ved hjælp af computerterminologi.«
Så det er hele sproget, der er blevet inficeret?
»Ja, alt er inficeret. Mediebestrålingen trænger ind overalt, og så opstår der et gedekid med to hoveder.«
Ingen ny samlet russisk litteratur
I hvilken retning bevæger den nye russiske litteratur sig? Og kan du f.eks. nævne tre overordnede tendenser indenfor den? Hvad karakteriserer den?
»Man kan ikke tale om den nye russiske litteratur som noget samlet. Der er mange forskellige russiske litteraturer nu: De udvikler sig parallelt, men har ikke nogen berøring med hinanden. De befinder sig indenfor forskellige sociale netværk, men de sociale netværk har heller ikke nogen berøring med hinanden…«
Men indimellem kommer de vel i berøring med hinanden?
»Ja, det er klart. Men samfundet er i dag så opsplittet, at der ikke eksisterer noget fælles informationsfelt. I min barndom læste folk de samme bøger og så de samme film. Der var ikke ret mange hverken bøger eller film, men til gengæld forstod folk hinanden. Og hvis en roman blev anmeldt eller offentliggjort i et litteraturtidsskrift, så blev den læst af hele landet. I dag er litteraturtidsskrifterne ens over hele landet: Både i Moskva, Sibirien og Det Russiske Fjernøsten. Der er mange bøger, der bliver trykt, men de når aldrig ud i provinsen, men tidsskrifterne har altid nået ud i de fjerneste afkroge. Jeg boede i Ural, indtil jeg var 33. Jeg kunne ikke gå i teatret i Moskva og se de forestillinger, som blev opsat dér, og jeg kunne heller ikke se de udstillinger, der var i hovedstaden, men jeg modtog de litterære tidsskrifter, så jeg havde check på, hvad der skete i litteraturens verden. Det er grunden til, at jeg også blev litteraturkritiker. I dag spiller de her tykke litteraturtidsskrifter ikke den rolle, som de gjorde tidligere. Deres oplag er reduceret til et minimum.«
Ser du det som et stort tab for kulturlivet?
»Et kæmpe tab. Det er ligesom alting, der har mistet sin betydning. Der er ikke længere noget, som forener Rusland til et samlet hele bortset fra reklameslogans, fordi reklamen er ens overalt, og alle ser den. Tidligere, når man gik ud for at ryge på trappeafsatsen, så kunne man diskutere en bog eller en film, og man var sikker på, at modparten forstod én. Nu forstår folk kun én, hvis man citerer et reklameslogan. Hvis man begynder at tale om en eller anden forfatter, man er i gang med, så er der ingen, der fatter, hvad man taler om. Ikke fordi de ikke læser noget, men de læser andre forfattere og ser andre film. Og nu hvor vi har internet og e-books, så bliver det hele endnu mere atomiseret. Så hvis vi snakker om, hvor litteraturen bevæger sig hen, så er det i alle retninger.«
På den måde kan man vel sige, at den sociologisk afspejler samfundet og de forskellige læsevaner meget godt?
»Problemet i det russiske samfund er, at man ikke har en ekspertinstitution mere. Alle har deres egne vurderinger. Og hvordan forstår man så, hvem der har ret? Der må jo være nogle objektive kriterier. Men i Rusland sker det samme med litteraturen som på alle andre områder af samfundslivet, der er korruption over det hele. Selv på det symbolske niveau. Der er et begreb, der hedder symbolsk økonomi, der kan man handle med noget, der ikke har nogen værdi overhovedet. Jeg har bare fået et indblik i, hvordan bestsellerlisterne bliver til og hvordan folk køber sig til førstepladserne, som ikke har noget at gøre med, hvor stort et oplag, deres bøger er udkommet i. Men der er også en anden mekanisme: Hvordan man tilrettelægger en informationsbølge ud over samfundet, så det bliver til nogle bøger bagefter. Og når man har forstået det, så begynder man at beskæftige sig med kunst. Folket har mistet tilliden til systemet.«
Men hvis det står så grelt til, hvorfor så overhovedet læse?
Bavilskij tænker sig lidt om, og opsummerer så hvorfor med ordene nygerrighed, selvudvikling og erkendelse, og siger så:
»Hvis man ikke er blevet et selvstændigt tænkende menneske som trediveårig, så forvandler man sig til græs, som vender sig derhen hvor vinden blæser.«
Med andre ord: Man fryser fast i de sociale roller, der nu engang er, man har ikke sit eget indhold. Herefter forsætter han:
»Det er det, jeg kalder selvudviklingsinstinktet – som i sig selv ikke har noget formål, men som gør det spændende at leve og udvikle sig.«
God kunst er god flugt
Hvad er god kunst og god litteratur? Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad der skal til for, at et kunstværk fungerer? Hvad skal der til, for at en roman er god?
»Det kommer an på, hvilket mål forfatteren sætter for sig selv, så spørgsmålet er, om det mål bliver nået eller ikke bliver nået. Jeg er formalist, jeg kigger altid på formen. Og jeg opfatter altid indholdet gennem formen. Men hvis vi taler om, hvad jeg forventer af kunsten, så mener jeg, at en af de vigtigste funktioner ved moderne kunst er, at den trøster. Jeg mener, at for et menneske der ikke er troende, så er religionen i det enogtyvende århundrede blevet splittet op i videnskab og kunst, og hvis det er sådan, at forskningen giver svar, så er det sådan, at kunsten trøster og stiller spørgsmål. Hvis en bog eller forestilling fascinerer dig, så har du muligheden for at glemme dit liv for en stund i den givne situation. Det er det, jeg mener med trøst…«
Ligger der så ikke en latent fare i, at kunsten så bliver en slags eskapisme? Altså at man kan blive blind overfor resten af tilværelsen, fordi man har søgt tilflugt i kunsten.
»Det er jo det, vi gør hele vores liv på forskellige måder. Og kunsten er slet ikke den dårligste anledning i den forbindelse. Det er bedre end at drikke vodka. Livet er per definition uudholdeligt. Derfor er de her former for eskapisme nødvendige. Man kan gemme sig bag penge, kærlighed eller arbejde. Kunsten giver noget til gengæld: Den er uselvisk, og den kræver mindre end andre former for flugt, og så er den tilgængelig for alle. Som Lenin sagde: »Kunsten tilhører folket.«. For mig er det at skrive en form for eskapisme. Min litterære agent sagde engang til mig: »Dmitrij, hvor skriver du dog meget!« Og jeg svarede: »Jeg skriver med virkelighedsflugtens hastighed.«. Det er en neurose. Det at skrive er en bestanddel af min sociologiske cyklus. Når tankerne kommer, så skriver jeg dem ned. De kommer mest om natten. Jeg har altid en notesbog liggende ved sengen. Så kan man høre sin indre stemme. I Moskva bliver bøgerne kortere. Der er ikke tid til lange romaner. De tre første romaner, som er de største, skrev jeg ude i Ural.«
I Danmark har vi gennem de sidste par år haft en debat om kunst og ytringsfrihed, hvad man må sige og ikke må sige, er det noget du som kunstner kan nikke genkendende til? Og er der noget, du ikke tør skrive i dine bøger?
»Der er selvfølgelig en vis selvcensur. Jeg er født og vokset op i Sovjetunionen. Det ligger i mine gener. Men min far opfatter mig allerede som en meget modig og åbenhjertig person. Der har selvfølgelig fundet en vis udvikling sted, en fritænker-udvikling. Jeg mener, det frit at kunne udtrykke sin mening, er et af de helt grundlæggende behov, som slet ikke bør diskuteres. Noget andet er, at nutidens samfund er meget lumsk indrettet: Når alle taler i munden på hinanden, så kan man ikke høre noget. Jeg kan sige hvad som helst. Jeg kan gå ud på Den Røde Plads og hælde benzin over mig selv, men der er ikke noget, der ændrer sig af den grund.«
