Kronik af Mia Tarp Nurmagambetova, konsulent ved International Partnership for Human Rights (IPHR)

KIRGISISTAN | Efter årtiers kamp for grundlæggende rettigheder har regeringen i det lille centralasiatiske land, Kirgisistan, sat tommelskruerne på journalister og andre kritiske røster. Det har medført forfærdelige konsekvenser for menneskerettighederne i landet.

“Så længe de sidder på magten, kan landet ikke forvente noget godt. Fordi de destruktive kræfter kommer ikke udefra — de destruktive kræfter er dem selv.” – Anna Kapusjenko, chefredaktør ved det kirgisiske medie Kloop.

Kirgisistan er en lille, bjergrig nation i Centralasien. Det er hjemstedet for syv millioner mennesker og et utal af folkeslag, som en direkte konsekvens af Stalins tvangsdeportationer i 1930’erne og 1940’erne og en særdeles kreativ grænsetrækning i sovjet-perioden. Det er ni år siden jeg første gang besøgte Kirgisistan. Dengang havde landet gennemlevet sin anden revolution på bare fem år, og slikkede stadig sårene efter de blodige begivenheder. 

Kirgisistan står overfor mange af de samme problemer som mange andre postsovjetiske stater: korruption, undertrykkelse af menneskerettigheder, ekstremisme, alt for stor indflydelse fra Rusland og Kina, en generel dårlig statsøkonomi og udpræget fattigdom. Faktisk er Kirgisistan et af de tre fattigste lande i Asien, kun overgået af Afghanistan og Tajikistan (et land jeg tidligere har dækket for rØST). 

Fra frihed til forfølgelse

Men på trods af den postsovjetiske arv har Kirgisistan, mest på grund af deres autoritære nabostater, været set som en slags demokratisk oase i Centralasien. Dels fordi landets ledere i langt højere grad har været draget til ansvar overfor deres borgere, og dels fordi der har været langt større ytringsfrihed. Det var en næsten fysisk fornemmelse, man kunne tage og føle på, når man landede i Manas Lufthavn nær hovedstaden Bisjkek. I så fald hvis man fløj ind fra Tajikistan eller Kazakhstan, hvor det føltes som om den allestedsnærværende ‘big brother’ altid kiggede en over skulderen, så åndede man simpelthen lettet op når man kom til Bisjkek.

Men alting har en ende. Kirgisistans omdømme som en slags demokratisk oase, er svundet kraftigt ind de sidste år. Da jeg flyttede til Kirgisistan for anden gang i 2018, så det allerede langt mere skidt ud. Stærke selvstændige medier som f.eks. Kloop, Azattyk (den kirgisiske afdeling af Radio Free Europe/Radio Liberty) og Kaktus oplevede et langt højere pres fra både myndigheder og mindre reformvenlige segmenter i samfundet, fordi de publicerede, og stadig gør, nyheder om tabubelagte og politisk brandfarlige emner. Det var meget intenst at befinde sig i, og i dag har mange kritiske røster i landets journalistiske netværk været nødt til at forlade Kirgisistan og fortsætte deres arbejde online. 

Situationen er kun blevet værre efter den siddende præsident Sadyr Zjaparov kom til magten efter store protester som følge af valget i oktober 2020. Især journalister og medier havde store problemer med at udføre deres arbejde i de turbulente oktoberdage, noget som IPHR med vores partnere også satte fokus på. I dag er der ikke megen forskel på Kirgisistan og dets autoritære nabolande. Under Zjaparov er der blandt andet blevet presset en ny grundlov igennem, som giver styrket magt til præsidentembedet, en grundlov som civilsamfundet også har kritiseret.

Ulovligt at være uenig

Situationen er blevet særdeles tilspidset over de sidste måneder. For nylig blev en række aktivister anholdt efter, at de åbent kritiserede den kirgisiske regerings beslutning om at overdrage vandreservoiret Kempir-Abad til Uzbekistan, som en del af en ny trækning af landenes fælles grænse (Se erklæring som vi udsendte med vores partnere, hvor vi opfordrede de kirgisiske myndigheder til at droppe alle anklager mod de sigtede). Azattyk blev også for nylig blokeret i to måneder for angiveligt at have publiceret ukorrekte oplysninger. Lovhjemmel for dette var en relativ ny og særlig omdiskuteret og kritiseret lov fra 2021 som forbyder distribution af såkaldt “falsk information”. Ifølge anklagen havde Azattyk publiceret ukorrekte og subjektive oplysninger om de militære sammenstød mellem Tajikistan og Kirgisistan tidligere på året. Azattyks forbrydelse var at citere en ekspert som henviste til Tajikistans officielle standpunkt i henhold til den væbnede konflikt. Blokeringen af Azattyk er et stort slag for mediefriheden i Kirgisistan, noget som Eldijar Arykbajev, OCCRPs (Organised Crime and Corruption Reporting Project) Centralasien-koordinator og tidligere Kloop-redaktør, også fremhævede i en kronik for nylig: “Alt dette ligner en alvorlig trussel mod mediefriheden i landet.”

Det bør aldrig være en forbrydelse at være uenig med regeringen og fredeligt protestere imod dens politik.  

Deporteret for sin kritiske journalistik mod sikkerhedspolitiets chef

I en chokerende sag som understreger, hvor alvorlig situationen i Kirgisistan er blevet, ses myndighedernes reaktion på de som tør tale om emner såsom korruption blandt magthaverne. Bolot Temirov er en en kirgisisk undersøgende journalist, som før er blevet anklaget for lovovertrædelser for hans graverjournalistik, som har afdækket omfattende korruption på højt plan. I januar 2022, kun to dage efter han offentliggjorde en graverjournalistisk undersøgelse af præsident Zjaparovs nære allierede, overhovedet af Kirgisistans sikkerhedspoliti GKNB Kamtjybek Tasjiev, foretog myndighederne prompte en razzia på Temirovs redaktion. Temirov blev herefter anklaget for at være i besiddelse af narkotika, og andre absurde klager, såsom at have forfalsket sit kirgisiske pas, et pas som var udstedt af  Kirgisistans myndigheder, og som han “ulovligt” havde rejst rundt med i et årti. De to andre kirgisiske medier Kloop og Azattyk lavede sammen med det anerkendte OCCRP (Organised Crime and Corruption Reporting Project) en undersøgelse af det pres som myndighederne havde lagt på Temirov og hans redaktion. Undersøgelsen afslørede, at sikkerhedspolitiet ofte kontaktede ansatte på kontoret, og at der i ét tilfælde var forsøgt at presse en af de ansatte til at videregive informationer, efter at den ansatte var blevet forført af en person som man senere mistænkte for at være ansat i sikkerhedspolitiet. IPHR pålagde i samarbejde med vores partnere, de kirgisiske myndigheder at frifinde Temirov og trække alle anklager tilbage. Derfor blev vi også rigtig lettede da han endelig blev frifundet i september 2022. 

Men sagen sluttede desværre ikke her. I en kafkask appelhøring den 23. november besluttede Bisjkeks byret at Temirov skulle deporteres. Temirov har dobbelt statsborgerskab: kirgisisk og russisk, og retten besluttede at Temirov ikke længere måtte være i Kirgisistan. Temirov blev ført bort af politiet i retssalen og kørt væk, og forsvandt herefter i nogle timer. Om aftenen stod det klart at Temirov befandt sig i Manas Lufthavn, hvor han blev tvunget på et fly til Moskva. Ved ankomst til Moskva blev han afhørt af det russiske sikkerhedspoliti FSB, og befinder sig netop nu hos familiemedlemmer i byen. Ikke nok med at blot det at være i Rusland er særdeles farligt for en undersøgende journalist (som oven i købet blev tvangsdeporteret uden nogen personlige dokumenter, ej heller sit russiske pas), så er der også bekymring for om Temirov vil blive indkaldt til fronten i Ukraine, da mennesker med dobbelt statsborgerskab også kan indkaldes. Det er særdeles uhyggeligt at tænke på om de magtfulde kirgisere som Temirov er en torn i øjet på, har udtænkt den ultimative straf til ham. 

Deportationen er, og bliver et kæmpe knæk i Kirgisistans internationale omdømme, og myndighedernes uretmæssige og chokerende behandling af kritiske røster bør afstedkomme kraftige reaktioner i det internationale samfund. De kirgisiske journalister sukker i afmagt, og arbejder videre.

“I 2020 forlod vi retsstatens vej, og vi er stadig ikke vendt tilbage. Det er Temirov-beslutningen et direkte bevis på. Og generelt er alle myndighedernes beslutninger gennem disse to år blevet truffet med ufattelige ulovligheder.” – Anna Kapusjenko, chefredaktør ved det kirgisiske medie Kloop.

Vi i IPHR pålægger Kirgisistans myndigheder at respektere deres internationale forpligtelser og sikre, at demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder kan blomstre i Kirgisistan – helt nødvendige skridt for at undgå ukontrolleret magtmisbrug, korruption og krænkelse af menneskerettighederne.

______________
International Partnership for Human Rights (IPHR) er en uafhængig NGO grundlagt i 2008. Med base i Bruxelles, arbejder IPHR tæt sammen med lokale civilsamfundsgrupper fra en række forskellige lande for at belyse menneskerettighedsproblemer og fremme rettigheder på internationalt plan. Se mere om IPHRs arbejde her.