KIRGISISTAN | Mandag den 31. august fejrede Kirgisistan sin uafhængighed fra det sovjetiske styre. Men er Kirgisistan virkelige blevet uafhængigt? Effekterne af coronakrisen viser, at landet i høj grad stadig afhænger af sin postsovjetiske relation til Rusland. 

Festlighederne i forbindelse med Kirgisistans uafhængighedsdag den 31. august var i år tynget af en mørk coronaskygge. De sædvanlige optrædener – fra marcherende æresvagter, folkemusikere og folkedansere i farverige traditionelle klædedragter i Bisjkek – var skaleret ned til et afdæmpet format. Præsident Zjeenbekovs tale handlede hovedsageligt også om at stå sammen som folk i pandemiens krisetid. 

Nedlukningen på grund af COVID-19 har hen over sommeren ført Kirgisistan ud i en dyb økonomisk og samfundsmæssig krise, hvis nærmere omfang stadig er ukendt. Særligt manglen på indtægter fra de udvandrede arbejdere i hovedsageligt Rusland, der nu er sendt hjem grundet COVID-19, har fået landets BNP til at dale drastisk.

I 2019 arbejdede mellem 640.000 og 800.000 kirgisere i Rusland, hvilket svarer til omkring 20% af den økonomisk aktive befolkning. En del kirgisere arbejder også i Kina, USA og Vesteuropa. Indtægterne fra disse arbejdere udgør normalt omkring en tredjedel af landets BNP. 

Dermed har landet mistet en af sine mest afgørende indtægtskilder til at bekæmpe den i forvejen svære COVID-situation. Sundhedsvæsenet og forretningslivet er som i de fleste andre lande særligt hårdt ramt. Med andre ord viser effekterne af coronavirussen, at landets vækst i høj grad er betinget af den postsovjetiske relation til Rusland. 

Ala-Too-pladsens symbolik
Ala-Too-pladsen i Bisjkek, hvor uafhængighedsdagen hvert år fejres, rummer en særlig symbolsk betydning for det postsovjetiske Kirgisistans uafhængighedsproces. Da pladsen blev bygget i anledning af Kirgisiske SSR’s 60-års jubilæum i 1984, blev en stor Lenin-statue placeret centralt på pladsen. I 2003 blev statuen flyttet til en anden og mindre plads i byen og erstattet af frihedsmonumentet “Erkindik”, som forestillede en bevinget kvindefigur, der står på en globus og holder en “tunduk” (en cirkulær ramme, der former toppen af en kirgisisk jurt, som man også kender fra Kirgisistans flag).

Erkindik kom til at pryde Ala-Too-pladsen i otte år, før den i 2011 blev erstattet af den nuværende statue af landets største sagnhelt, Manas. Eposset om Manas handler kort fortalt om, hvordan helten Manas skaber fred mellem stridende stammer i det centralasiatiske land. Så hvor Erkindik symboliserede landets nyerhvervede frihed, skulle Manas-statuen symbolisere fred og forening efter to skæbnesvangre revolutioner i 2005 og 2010. 

En sang om korruption og frihed
Statueudskiftningen på Ala-Too-pladsen illustrerer også et skifte i kirgisisk politik.  Omdrejningspunktet for de to revolutioner i 2005 og 2010, som begge førte til afskedigelsen af de daværende præsidenter, var folkets harme over den kirgisiske stats autokrati og dybtstikkende korruption. Udskiftningen af frihedsmonumentet med Manas-statuen på Ala-Too-pladsen anses som regeringens forsøg på at fokusere den nationale bevidsthed på værdier som fred, stabilitet og tryghed fremfor frihed, demokrati og menneskerettigheder. 

I 2020 er den kirgisiske stat dog stadig præget af klanpolitik og omfattende korruption. På uafhængighedsdagen den 31. august optrådte den kendte kirgisiske akyn (en slags improviserende folkesanger forankret i traditionel kirgisisk og kasakhisk kultur), Aaly Tutkutjev, på Ala-Too-pladsen foran præsidenten og adskillige embedsmænd med en sang, der handlede om korruption indenfor skattevæsenet, retsvæsenet og valgsystemet. Han sang om, hvordan korruptionen og manglen på transparens afholder det kirgisiske samfund fra at blive virkeligt frie og uafhængige. 

2019 bød således på flere store skandalesager om korruption, der førte til protester, hvis efterchok stadig mærkes i dag. Blandt andet ledte en korruptionsretssag mod tidligere præsident Almazbek Atambajev til et skuddrama med over 50 tilskadekomne personer og én død specialstyrke-betjent i starten af august. 

Kirgisistan blev i 2019 placeret på en 126-plads ud af 198 lande på Transparency International’s korruptionsopfattelsesindeks med et resultat på 30 ud af 100.

USSR forever
Mange andre postsovjetiske lande har lignende udfordringer med korruption, autokratier i forklædning og økonomisk afhængighed af Rusland. På sin vis er det Kirgisistans postsovjetitet, der holder landet tilbage i dets demokratiske udvikling. Men som flere kirgisere, der er gamle nok til at huske sovjettiden, også nævner, er meget af den Kirgisiske Republik skabt af Sovjetunionens store moderniseringsprojekt. Nærmest hele Bisjkek, som byen ser ud i dag, er bygget under sovjettiden. 

Også inden Sovjetunionen var Kirgisistan under russisk indflydelse, da det russiske imperium koloniserede og ”russificerede” store dele af Centralasien i sidste halvdel af 1800-tallet. Hele uddannelsessystemet og mange kulturelle institutioner såsom museer og biografer i Kirgisistan er således skabt under russernes kolonisering. 

Kirgisistan har i forskellige perioder forsøgt at reducere sin afhængighed af Rusland med støtte fra USA og EU, som siden 1991 har postet penge i det kirgisiske statsdannelsesprojekt. Også investorer som Verdensbanken, den Internationale Valutafond og den Asiatiske Udviklingsbank har støttet Kirgisistans demokratiske udvikling og stræben efter uafhængighed. Indenfor forretningslivet har Kina været den suverænt største investor og sidder på omkring 90% af Kirgisistans forretnings-sektor.

Lidt banalt kan man pointere, at alle lande i sidste ende er afhængige af hinanden på kryds og tværs, og i det postsovjetiske rum er Rusland stadig den dominerende spiller. Men hvor de central- og østeuropæiske lande har kunnet læne sig op ad EU, mangler Centralasien et velfunderet regionalt netværk, som kan agere modpol til Rusland og Kina. På trods af sin relativt homogene regionalitet falder de centralasiatiske stater således mellem to stole: De er lidt for asiatiske til EU, lidt for europæiske til ASEAN. Tilsat Kirgisistans – både i befolkning og geografi – miniput-format, gør det den postsovjetiske frigørelsesproces ekstra tung.