FOLKEMORD | Folkedrabet i Srebrenica i 1995 kostede mere end 7.000 bosniske muslimer livet. Musikterapeut Helle Kirstine Stubkjær Mumm rejste til Srebrenica i 2004 og beskrev dengang et samfund under langsom genopbygning
Ud af Sarajevo, med afgang fra den afsidesliggende busstation nær lufthavnen, hvorfra der køres til nord-, øst- og sydlige dele af den føderale republik Bosnien-Hercegovina. For undertegnede ind i ukendt land, med bus.
Op gennem bydelen, hvor den tidligere leder og senere dømte krigsforbryder, Radovan Karadzic, nu menes at leve i skjul. Op gennem de sneklædte bjerge, som verden gæstede til vinter OL i ‘84 – før verden her gik af lave. Jeg bemærker udsigten over Sarajevo, den stolte stad med de mange grave. Floden Miljacka strømmer livfuldt af sted dernede. Vejen bugter sig forbi en gammel fæstningsruin, majestætisk liggende på klippefremspringet for enden af byen i dalen. Det sidste syn af hovedstaden inden opstigning til ødemarken. Sarajevo har jeg besøgt flere gange med kolleger fra Pavarotti Music Center i byen Mostar. Nu endnu længere væk fra min trygge base i Hercegovina, vendt mod Adriaterhavet, hvor jeg arbejder for War Child Holland og har mødt hende, jeg er på vej for at besøge.
Endeløse vidder og plateauer breder sig ud deroppe over trægrænsen. Søvndyssende, vuggende kørsel. Dirrende lys og bugtende sneklædte kurver. Glitrende sol over indhegninger og indadvendte træhuse, forrådskamre og enkeltstående rækker af hegn, som markerer vidderne. Den stilfærdige grænseløse skønhed og en følelse af at befinde mig i en helt anden tid, gør noget udefinerbart ved mig. Som at være i et krydsfelt mellem ødemark i Selma Lagelöfs Kejseren af Portugalien og flimrende ørken i filmen Bagdad Café.
Et stillestående cafeteria møder bussen her midt i det hvide, med sløv popmusik, kniplinger, plastikplanter og en ligeglad servitrice, som chaufførerne flirter med. Fad farve og lune i kulden. Saliggørende kaffe. Derpå flere bjerge og skrænter. Oversete skisportssteder ved verdens ende. Så nedstigning. Gennem en større by med busstation, sportsstadion og gymnasium. Byen, hvor planerne blev lagt frem mod den 11. juli 1995. Hvorfra busserne blev sendt af sted for at hente kvinder og børn.
Jeg falder i snak med to midaldrende søstre i bussen. De deler deres mad med mig, på vej for at besøge deres mor i fødebyen Srebrenica. En tysktalende socialrådgiver og en advokat. De fortæller om byen, som er en helt anden nu – befolkningen er mere bosnisk serbisk end bosniakisk som før krigene. De viser mig, hvor jeg skal stå af.
Min hollandske bekendte venter mig. Vi handler lidt i kiosken med serbiske, makedonske, kroatiske, slovenske og bosniske varer. Går hjem til hendes kolde hjem. Hun har ikke fået gang i brændeovnen i dag men tænder to elektriske varmere. Jeg fryser afsindigt og tillader mig, om end nyankommen som gæst, at krybe under tæpper, jakker og dyner på den hårde seng – og sove. Nogle timer senere, med sjælen i stand, går vi hen til Abdullahs restaurant. Han er familiær med mine bekendte her i Srebrenica, som afholder workshops for børn med NGO’en Musicians Without Borders. Abdullah lægger rødternet dug på bordet og dækker op til os i sit varme køkken. Tænder lys, tænder op. Kræser om os og tilbereder de retter, som min vært kender og ønsker. Abdullah har i et langt liv tryllet for de velhavendes ganer i Beograd. Nu er han vendt hjem og har Bill Clinton og andre prominente i gæstebogen.
Næste dag besøger vi Memorial marken – mindestedet for de identificerede af Srebrenica folkemordets ofre. En lund er det ikke. En slette. Rene linjer og tyst værdighed. Række på række af navneplader på grønmalet træ. De er der langtfra, alle de savnede. En stentavle udtrykker ”Må hævn blive til retfærdighed” og ”Må Srebrenica aldrig ske igen, for nogen, noget sted!” på arabisk og engelsk. Jeg tror ikke særligt mange i landet kan læse arabisk. Donorerne kan. En talerstol med trappe og træhimmel troner tomt på den frosne samlingsplads, hvor istårer omkranser flisernes motiv.
En kvinde fejer sne væk fra sin søns og mands gravsten, mens hun græder. Lydløst. Vi får lov til at give hende knus, og hun går med ned i rummet med oplysningsplancher, der fortæller om opgravninger, identifikation, fundne og ikke fundne. Hun strejfer om og kigger mest på os.
Vi besøger kvinden. Hun har slagtet et får i entréen; det er højtid. En blodig økse ligger på det hvide klæde blandt sener og knogler. Der er kager klar til gæster, som altid i anledning af højtiden.
Kvinden tager tørklædet af og byder på kaffe. Vi tager ture med at male bønner i kværnen, som holdes under den ene arm, mens den andens hånd drejer på håndtaget. Kvinden koger vand på ildstedet. Ledningen, der giver lys i den ene nøgne pære i loftet, er trukket inde fra naboen og virker ikke altid. Kvinden bor kun i stuen, men viser os, hvordan den tyske NGO i byen har sat rummene ovenpå i stand, så de kan lejes ud. De skal bare gøres færdig. Hun fortæller om det liv og al den frugt, der var i haven før krigen, og om sine døtre og børnebørn i Sarajevo, som hun er lykkelig for at have i live og fremviser billeder af.
Vi går tur gennem byen. Ser pladsen i bymidten til leg, skak og folkeliv. Vi ser det gamle østrig-ungarske rådhus og det socialistiske fælleshus for kultur. Ser den serbisk-ortodokse kirke og tænder lange slanke stearinlys i vandfadets sand i kapellet. Ser den funklende hvide moské, genopført af Tunesien. Hilser på de tyske genopbygningskøretøjer, der kører forbi. Ud over dem er gaderne ret tomme. Vi drikker kaffe i den metal- og spejlglinsende bar, som spiller teknomusik for fulde drøn midt på formiddagen. Vi kan ikke høre hinanden.
Vi går gennem skoven til en helbredende kildes fremspring. Før fordrevne og nu hjemvendte borgere bor i skoven og tørrer tøj i det klare frostvejr. Krigene i Bosnien fordrev hundredtusindvis fra deres hjem, mens andre kom til eller tog over – i det meste af landet. Fra skoven klatrer vi op til en gammel fæstningsruin, hvor det serbisk ortodokse kors troner. Med årene er det væltet flere gange og rejst igen. Væltet – og rejst igen. Lidt mindre i størrelse for hvert fald og genrejsning.
På klippesiden nedenfor er et øde moderne hotel, hvor byens gæster førhen holdt gallamiddage, og hvor unge nu i stedet mødes på taget. Herfra er udsigten over byen enestående. En driftig industriby, en kommune. Vi kan se dét hotel i dalen dernede, som nu huser flygtninge og fordrevne fra andre egne. Vi kan se fabrikkerne, hvor hollandske FN-soldater havde base og blev holdt som gidsler og ladt i stikken, mens massakren på tusinder fandt sted.
Om aftenen er der diskotek. Unge vrimler til. Jeg undrer mig over, hvor alle de levende skabninger kommer fra. De drikker og ryger. Min vært kender mange unge fra sit arbejde og danser og morer sig med dem. Jeg kan ikke.
På min hjemrejsedag spiser vi frokost med flere hollandske og lokale NGO-arbejdere. Sunde og stærke. Glade for at se hinanden. Jeg suger til mig af deres fællesskab. En ung, serbisk kvinde overstråler i mine øjne dem alle i sin iver for at hjælpe til med at genopbygge. Den gestus rører mig, for krigene skyldtes magtspil, og etnicitet blev brugt i den sags tjeneste. Men mange hjalp hinanden på kryds og tværs. Vi går turen gennem skoven igen, op til de helbredende kilder, som er blevet søgt i århundreder. I flere niveauer er der bygget opholdssteder, hvor kilden har særlig karakter og betydning. Her et sted for de gravide, her et for de syge, her et for de pilgrimsrejsende.
Jeg forlader byen. De to tysktalende damer er med bussen igen, vi taler først sammen, da vi nærmer os Sarajevo. De hjælper mig igen med at stå af det smarteste sted, og de følger mig ned mellem boligblokkene til det stop, hvorfra jeg tager en bus til den centrale busstation. Hvorfra jeg tager hjem til Mostar. I varme Hercegovina. Hvor jeg igen kan læse byskiltene, genkende steder og folk samt synge Balkans vemodige Sevdalinka med mine sydvestbosniske kolleger og venner, om badesteder, fuglesang, kærlighed og menneskeliv.
