Efter 1990ernes krige i det tidligere Jugoslavien blev Serbien og deres regering under den tidligere præsident Slobodan Milosevic, gjort til hovedansvarlig for blodsudgydelser og etnisk udrensning under krigene i Kroatien (1990-1992), Bosnien-Hercegovina (1992-1995) og i Kosovo (1998-1999). Serbiens negative image blev yderligere forstærket ved likvideringen af den reformvenlige premierminister Zoran Djindjic i 2003, og landet blev set som en paria-stat af mange politikere, eksperter og almindelige mennesker i udlandet.
Selvom Serbien i dag kæmper med korruption, dårlige levestandarder og en høj arbejdsløshed, er det lykkedes landet at forandre dette image under præsident Boris Tadic, og den pro-demokratiske regering og Serbien bliver nu set i meget mere positivt lys i det internationale samfund.
Samarbejde med krigsforbryderdomstolen i Haag
Men hvordan forandredes dette image for det bedre? Det er der mange grunde til. Den serbiske regerings demokratiske værdier og dets ønske om at forandre Serbien fra et land med en stærk fokus på nationalisme, især under Milosevic, til et demokratisk land i midten af Balkan, der kan blive et anker for velstand og stabilitet, har først og fremmest betydet, at Serbien har fået et langt mere positivt image.
Serbiens ønske om at forandre sig selv fra et nationalistisk Serbien til et land med demokratiske og europæiske værdier er set på mange forskellige måder. Blandt andet ved økonomisk og politisk samarbejde med flere lande i verden, blandt dem USA, EU, Kina og Rusland.
Og også gennem samarbejde med den internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag, hvor Serbien har holdt sit løfte om at udlevere flere krigsforbrydere. Blandt dem den tidligere præsident Slobodan Milosevic og den tidligere leder af de bosniske serbere Radovan Karadzic. Dog mangler Serbien i dag stadig at udlevere den tidligere kroatiske serbiske leder Goran Hadzic og den tidligere hær general for de bosniske serbere Ratko Mladic.
Perspektiv til medlemskab af EU
I processen om at skabe et demokratisk Serbien spiller medlemskab i EU en afgørende rolle for den serbiske regering. Serbien ansøgte formelt om medlemskab i EU den 22. december 2009 under det svenske formandskab, og håber på en hurtig adgang til unionen. Set i den forbindelse var det en stor sejr for Serbien, da landet blev en del af Schengen, visum liberaliseringssystemet, den 21. december 2009 sammen med Makedonien og Montenegro.
EU er et stort projekt for den serbiske regering. Et medlemskab i unionen symboliserer på mange måder at Serbien har brudt med et nationalistisk Serbien og tilsluttet sig den store europæiske familie og samtidig skaber man nye muligheder for landet og dets borgere. Imidlertid er et hurtigt medlemskab i EU forbundet med udleveringen af de to tilbageværende krigsforbrydere Goran Hadzic og Ratko Mladic.
Skulle Serbien fejle i at udlevere de to krigsforbrydere har nogle EU medlemmer, især Holland, vist en modvilje mod at tillade Serbien adgang til unionen. Det kan forhindre et serbisk medlemskab, da udvidelser af EU skal vedtages med enstemmigt og derfor kan et enkelt medlemsland aflyse hele processen. For øjeblikket gør Serbien dog alt for at tilbageholde både Hadzic og Mladic. Det har fået den hollandske anklager for den internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien Serge Brammetz, til at udtrykke tilfredshed med Serbiens samarbejde.
Pres fra ultra-nationalister
Serbisk medlemskab i EU er også truet af udvidelsestræthed, som betyder at nogle medlemsstater ikke er parate til at tillade nye medlemmer adgang til unionen i den nærmeste fremtid. Det scenarie kan vise sig at være meget kostbart, især for den serbiske regering, da de fleste serbere stadig er frustreret efter krigene i 1990erne og ser frem til de nye muligheder, som de forventer et medlemskab i EU vil kunne give dem.
De fleste vælgere kunne derfor vende sig mod Tadic og søge alternative løsninger, hvis processen trækker i langdrag. Den mest åbenlyse alternative løsning er det serbiske progressive parti under Tomislav Nikolic, som er et udbryderparti fra det ultra nationalistiske radikale parti under Vojislav Seselj, der nu er under anklage i Haag.
Selvom det serbiske progressive parti har moderniseret sig, har det stadig en voldelig og nationalistisk tilgang til problemerne i Bosnien og Kosovo. Den dag i dag har Nikolic formået at lukrere på befolkningens utilfredshed med dårlige levestandarder og høj arbejdsløshed. Det kunne blandt andet ses i februar ved at han samlede 55.000 demonstranter, der protesterede mod regeringen, og synes at stå stærkt i det valg der efter planen senest skal afholdes i 2012.
Kosovo-spørgsmålet
Sammen med medlemskab i EU står Serbiens suverænitet og territorielle integritet, det vil sige forsvaret af Kosovo, øverst på den serbiske regerings dagsorden. Efter krigen i 1999 blev Kosovo et internationalt protektorat under FN før Kosovo albanerne erklærede selvstændighed den 17. februar 2008. Den serbiske regering har med dens demokratiske værdier valgt at afholde sig fra krig, som før har været tilfældet, og indledt en diplomatisk kamp om Kosovo.
Indtil videre har den serbiske regering været i stand til at adskille landets ønske om et medlemskab i EU og forsvaret af Kosovo fra hinanden. Det er meget vigtigt da Serbien hverken vil eller kan acceptere Kosovos erklæring om selvstændighed, da de betragter provinsen som en integreret del af deres territorium og på samme tid har høje forventninger om et medlemskab i EU.
Kosovos erklæring om selvstændighed var på mange måder et direkte resultat af en påtvungen løsning fra stormagterne, den såkaldte ”The Quint”; USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien. Under konflikten i Kosovo i 1999 tog de parti for Kosovos befrielseshær, KLA, og lovede kosovo-albanerne selvstændighed. Kosovo-albanerne var derfor modvillige i at engagere sig fuldstændigt i de afgørende fredsforhandlinger med Serbien på slottet i Rambouillet i Frankrig, der førte til NATOs luftkampagne mod Serbien.
Farlig præcedens
Selvom NATOs angreb på Serbien overtrådte international lov blev det efterfølgende besluttet, at det var op til hvert land at anerkende Kosovo. Indtil nu har 75 ud af 192 FN-lande anerkendt Kosovo. Det betød at Serbien skulle straffes for den politik som Slobodan Milosevic førte og på den måde legitimere Kosovo som en selvstændig stat.
Imidlertid har den politik vist sig at være højst tvivlsom da man ikke kun overtrådte international lov, men man dannede også en præcedens, hvor separatister overalt i verden kan søge om selvstændighed. Den præcedens kan indtil videre ses i Kaukasus, hvor både Abkhasien og Sydossetien brød med Georgien, selvom kun et lille antal af lande har anerkendt dem som uafhængige stater.
Det er derfor ikke mærkeligt at mange i Serbien ser denne politik fra ”The Quint” som en stor uretfærdighed. Heldigvis har den serbiske regering fulgt en diplomatisk tilgang og afholdt sig fra en nationalistisk måde at løse problemerne på. Serbiens diplomatiske tilgang kan ses ved at man har arbejdet hårdt for at overbevise andre nationer om Serbiens suverænitet og territorielle integritet og landet har indtil videre været succesfuld, da kun et begrænset antal lande anerkender Kosovo som en selvstændig stat på trods af pres fra USA og de store europæiske lande.
Nødvendigt med en holdbar løsning af Kosovo-spørgsmålet
Serbiens diplomatiske tilgang kan ses på mange andre områder og kan også ses i Kosovo. Mest bemærkelsesværdigt er de parallelle strukturer som virker mest succesfuldt i nord omkring Kosovska Mitrovica, der har en majoritet af etniske serbere. Det område er nu mere under kontrol fra Beograd end Pristina.
Set i det nuværende dødvande er det derfor nødvendigt at finde en acceptabel og holdbar løsning på Kosovos status og ikke en løsning, hvor den ene part, serberne, mister alt, og den anden part, kosovo-albanerne, vinder alt. Hvis den nuværende situation fastholdes vil det i Serbien blive set som at den serbiske regering under Tadic har tabt Kosovo og den diplomatiske tilgang har fejlet. Ligesom med EU kunne det betyde, at de serbiske vælgere vil vende sig mod Tadic og søge over mod Nikolic.
Det internationale samfunds rolle
Det internationale samfund har derfor et stort ansvar for Serbiens fremtid. Hvis det internationale samfund ønsker et demokratisk Serbien med europæiske værdier og diplomati, er et hurtigt serbisk medlemskab i EU og en holdbar løsning på Kosovos status nødvendig.
Hvis ikke det internationale samfund er sit ansvar voksent kan Serbien meget vel blive overtaget af nationalistiske kræfter, som i yderste konsekvens kan betyde fornyet konflikt på Balkan.
Jais Thomas Møller er kandidatstuderende i historie på Københavns Universitet. Han har tidligere studeret Serbokroatisk og Østeuropastudier på blandt andet universitetet i Zabreb.
Læs også:
Fødselar med meget lidt at fejre
Kosovo og Serbien indleder forsigtig dialog
