ANALYSE | Putinismen er ikke en variant af populisme, og Kremls forsøg på at depolitisere det russiske samfund er dømt til at mislykkes, mener to russiske sociologer. Jesper Gormsen analyserer forholdet mellem populisme og putinismen.
Det er som om agurketiden har bragt den lidt på afstand. Som om den våde sommer har vasket den væk, den bekymring, der knugede store dele af den danske debat i foråret. Efter Brexit og Trumps valgsejr så man med bekymring frem mod de forestående valg i Frankrig og Tyskland. Da Emmanuel Macron vandt det franske præsidentvalg drog mange et lettelsens suk: populismens stormløb mod det liberale demokratis højborge var tilsyneladende blevet slået tilbage.
Det er det billede, der tegnede sig ikke bare i danske, men også russiske liberale medier. Hen over sommeren er russiske cybernangreb og den russiske præsident i kommentarer og analyser blevet læst med ind i populismetruslen mod Vesten. Putin er hackeren, der som den første fandt et hul i de moderne liberal-demokratiske regimers firewall. Ja, angiveligt har den nye generation af såvel vesteuropæiske som centraleuropæiske populister blot benyttet sig af Putins opskrift til at undergrave grundlaget for det vestlige liberale demokrati.
Anti-populisten Putin
Denne udlægning bygger imidlertid på en manglende forståelse af både begrebet populisme og russisk indenringspolitik. Det skriver de russiske sociologer Grigorij Judin og Ilja Matveev i en kronik i det kremlkritiske russiske internetmedie Republic.
Hvis man med populisme mener en ideologi, der opererer med et »os« (»folket«) og et »dem« (eliten), så er Putin på ingen måde populist. Og hvis man med populisme mener et politisk system, hvor den politiske leder står som symbolet for folkets modstand mod de korrumperede »mætte katte« i eliten, så er Putin på ingen måde folkelig. Han er ikke en venstrepopulist, der fisker i oprørte vande i en intern kamp mellem det udbyttede folk og den udbyttende elite; mellem dem, der ikke har og dem der har. Og han er heller ikke en højrepopulist, der med »folket« mener »hele det russiske folk«, der står overfor en ydre fjende og denne fjendes »agenter« i Rusland.
Et bolværk mod folket
Ifølge Judin og Matveev var det rent faktisk Ruslands økonomiske og politiske elite, der i 1999 bragte Putin til magten. Han skulle udgøre en slags neutralt bolværk mod kommunistpartiet, der ønskede daværende præsident Jelstsin retsforfulgt. Når Putin i sin første præsidentperiode kritiserede eliten, var det ikke for overgreb mod folket, men for overgreb mod staten, som eliten efter hans opfattelse undergravede, mener Judin og Matveev.
For det andet er putinismen – i modsætning til populismen – ikke baseret på folkelig mobilisering. Tværtimod, putinismen søger aktivt at demobilisere og depolitisere masserne. Den har ikke brug for befolkningens aktive støtte, men derimod for dens ligegyldighed og ikke-indblanding, skriver Judin og Matveev, der mener, at regimet med vilje kun lader ukarismatiske »klovne« med tvivlsomme levnedsbeskrivelser stille op til valg. Det sikrer en så tilpas lav valgdeltagelse, således at det reelt kun er de statsansatte og pensionister, som traditionelt stemmer på regimets kandidat, der lader sig mobilisere.
For det tredje er det russiske regime ifølge Judin og Matveev gennemsyret af en panisk angst for »folket«. Et folkeligt oprør er det værst tænkelige scenarie, og derfor noget man for enhver pris må forhindre. Den russiske elite betragter »folket« som et let påvirkeligt barn, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og derfor skal beskyttes fra udefrakommende fjendtlige kræfter, a la dem der udløste de »farvede revolutioner« i Ukraine, Georgien og Kirgisistan.
En populist uden folk
Endelig ligger den putinske lederstil uendeligt langt fra den populistiske. Mange russere husker stadig billederne fra 2012, da Putin blev kørt til sin tredje indsættelsesceremoni. Flere tusinde politifolk havde gennet folk ud af Moskvas bymidte, og kortegen kørte gennem en tom by uden hujende folkemængder. En by uden folk.
At Putin ikke reelt inddrager folket, kommer også til udtryk ved, at han i sine snart atten år ved magten aldrig har deltaget i en offentlig politisk debat. I lighed med russiske ministre og embedsmænd er hans kontakt med medierne begrænset til velorkestrerede pressemøder med godkendte journalister og til indøvede svar på i forvejen godkendte emner ved den årlige ”åbne linie”, hvor præsidenten svarer på spørgsmål fra hele Rusland.
Det taknemmelige folk
Kremls taktik har længe fungeret upåklageligt. Ved parlamentsvalget i 2016 lå stemmeprocenten officielt på 47 procent, men var reelt formentligt kun 37. Ved kommunalvalget i Moskva den 10. september i år var stemmeprocenten helt nede på 14,8.
Én forklaring på den politiske passivitet er ifølge den russiske politolog Jekaterina Sjulman de store olieindtægter, som det russiske regime i årevis rundhåndet har delt ud af. Russerne har i løbet af de sidste 15 år vænnet sig til at staten har været rig og har delt — sådan udtrykkes det som regel — sin rigdom med »Folket«. Som politologen Jekaterina Sjulman i april til den danske podcast Intet nyt fra vestfronten udtalte, så har man forventet — og forventer — ædle handlinger af staten.
Nu tvinger lave oliepriser imidlertid den russiske elite til at skifte fra beskatning af naturressourcer til beskatning af befolkningen. Russerne oplever således et stigende skatte- og afgiftstryk. Et eksempel er vejskatopkrævningssystemet PLATON, der blev indført i november 2015, hvilket russiske lastbilchauffører har demonstreret imod lige siden. Chaufførerne har imidlertid ikke måttet demonstrere indenfor Moskvas bygrænse og deres talsmænd er systematisk blevet anholdt. Forundret over myndighedernes hårde fremfærd mod ham og hans kolleger, udtalte en talsmand for vognmændene allerede i december 2015:
»Vi er ikke en femte kolonne. Jeg elsker mit land og hader USA. Mange af os deltog i anti-majdan-demonstrationerne, men nu kæmper vi for vores rettigheder og for alle russeres rettigheder.«
Oppositionspolitikere som gratister
Chaufførerne og mange af de moskovitter, der hen over sommeren har demonstreret mod bystyrets planer om at sanere i tusindvis af boligblokke og forflytte næsten en million borgere, opfatter ifølge leder af Carnegie Foundation i Moskva Andrej Kolesnikov sig selv som apolitiske:
»Magthaverne er for dem ikke en fjende, men snarere en instans, man skal få i tale, forsøge at råbe op. Hvis [oppositions-]politikere slutter sig til denne proces, så vil flertallet af dem, der beskæftiger sig med denne type civil aktivisme synes, at politikerne er free-riders — folk der ikke har løst billet til den bus, som kører på rent civile bestræbelser«, udtalte Kolesnikov den 18. maj i et interview til tv-stationen TV-Rain.
Paradokset er dog, at jo oftere befolkningen oplever, at den ikke er i stand til at råbe staten op, desto skrøbeligere bliver Kremls demobiliserings- og depolitiseringstaktik. Faktisk har det russiske regime i sine forsøg på at afpolitisere og demobilisere det russiske samfund skabt de ideelle vækstbetingelser for populismen i Rusland.
Ifølge Judin og Matveev opfattes ethvert nyt politisk fænomen i Kreml som en »teknologi«. Ringeagten for masserne er så stor, at det ikke falder nogen ind, at politisk aktivitet kan forklares af andet end fremmede magters forsøg på at undergraveden russiske stat. Netop derfor kommer det hver gang bag på de russiske magthavere, når folk går på gaden. Og netop derfor, mener de to forfattere, skriger den politiske situation i Rusland på populistisk svar. Anderledes kan det ikke være i et land, hvor uligheden er voksende, hvor befolkningen er fuldstændigt afskåret fra landets ledelse, og hvor den nye genereration i skolerne og på universiteterne bliver advaret mod at gå til demonstration, slutter de to russiske sociologier.
Jesper Gormsen er cand.mag. i russisk og samfundsfag, freelancejournalist og medstifter og vært på Ruslands-podcasten www.intetnytfravestfronten.dk
