KUNST | En mosaik med motiver fra albansk national historie blev 28. august afsløret på Skanderbeg-pladsen. Pladsen er under opførelse som led i Skopje 2014-projektet.
I Republikken Makedonien faldt regimet Gruevski i maj, og en ny regering etablerede sig. Som noget af det første satte man projektet Skopje 2014 i bero. Ikke desto mindre fortsætter arbejdet med at færdiggøre Skanderbeg-pladsen tæt på centrum, i bydelen Cair.
Cair Kommune er albansk-ledet af borgmesteren Izet Mexhiti fra partiet BDI (DUI).
Med afsløringen af en albansk mosaik på Skanderbeg-pladsen har albanerne eller BDI helt undtagelsesvist fået en flig af de midler og den – klare, men nok usammenhængende – ambition, der ligger bag Skopje 2014-projektet.
Mosaikken er udført af Pirro Milkani og Josif Dobroniku.
Mosaikkens hovedmotiv har den albanske nationalhelt Skanderbeg (Gjergj Kastrioti 1405-1468) som samlingspunkt. Motivet illustrerer sandsynligvis Lëzhe-ligaen, som var en alliance af feudalherrer, der gjorde oprør imod osmannerne. I den mytiske, nationale udgave gælder det, at Skanderbeg samlede albanerne til oprør imod osmannerne, eller måske endda tyrkerne.
Mother Teresa er uden sammenligning verdens mest kendte albaner. Hun blev født i Skopje i 1910 på et tidspunkt, hvor Skopje var provinshovedstad i Kosovo, som var en del af Det Osmanniske Rige.
Man bemærker det hærværk, der allerede er begået, i form af en sort klat maling. Hvis klatten er tænkt som hærværk af hele mosaikken, er det oplagt at tænke på makedonsk-nationalistiske bagmænd. Men hvis klattens mål er Mother Teresa, peger det på en anden mulighed.
De fleste albanere i Skopje er muslimer. Det er således muligt at mene, at Mother Teresa er en katolsk figur, der af nationalt orienterede politikere (i dette tilfælde BDI) bliver påduttet det muslimske fællesskab.
Når og hvis man som albaner i Makedonien prioriterer den muslimske identitet frem for den albanske, så er det ensbetydende med, at fællesskabet med Albanien må vige førstepladsen for fællesskabet med rene muslimske befolkninger, som f.eks. Tyrkiets. Det forhold giver naturligvis nogle muligheder for Tyrkiet.
Mosaikken illustrerer desuden Prizren-ligaen, som den 10. juni 1878 blev indsvoret af ledere fra de albansk-dominerede provinser (vilayetter) i Det Osmanniske Rige. Prizren-ligaen er et skridt på vejen i en historisk læreproces for de albanske ledere.
På den ene side indså de, at de insisterede mere på Det Osmanniske Riges integritet end sultanen selv. På den anden side indså de, at hvis de ikke ville løbes over ende af de nye naboer, Bulgarien, Serbien, Montenegro og den knap så nye nabo Grækenland, måtte de være parate til at tage sagen i egen hånd.
Prizren-ligaen gav sig selv magt til at inddrive skat og til at etablere en hær.
I dette hus standardiserede man det albanske alfabet. Det skete på den såkaldte Manastir-kongres i 1908. Manastir er albansk, mens grækere og makedonere (i Republikken Makedonien) kalder byen henholdsvis Monastir og Bitola. Bitola ligger i dagens Republikken Makedonien.
Før 1908 blev albansk skrevet med adskillige alfabeter og endda en række varianter, herunder græske, latinske og tyrkisk-arabiske. Efter 1908 blev standarden en variation af det latinske alfabet.
Huset står fortsat i det centrale Bitola. I dag kaldes det alfabetets hus, og det rummer et museum for begivenheden.
Figurerne til højre er søskendeparret Hajrie og Halil. De er kendt fra dramaet af samme navne, Halili dhe Hajria, der handler om albaneres tapre kampe imod tyrkerne i 1700-tallet. I Montenegro! Dramaet er skrevet af Kolë Jakova i 1949, og det er siden 1960’erne blevet opført som ballet.
En række kendte forfattere, der skrev på albansk, har fundet plads på mosaikken omkring et levende lys. Blandt personerne er Hasan Prishtina og brødrene Sami og Naim Frashëri. I hvert fald Prishtina er dog mest kendt som politiker.
Den 28. november 1912, som der står på tavlen, er dagen for Albaniens uafhængighederklæring. Erklæringen blev til efter et år med oprør imod de osmanniske myndigheder og den efterfølgende start af den første Balkankrig.
Oprørene mod osmannerne, hvis rige var ved at smelte sammen med den gryende tyrkisk-nationale selvbevidsthed, var egentlig faldet heldigt ud for albanerne i første halvår af 1912. Osmannerne havde anerkendt en grad af selvstændighed for Vilayetet Albanien, men med udbruddet af den første Balkankrig i oktober kunne de albanske ledere se, at det ikke ville blive op til Det Osmanniske Rige at bestemme albanernes skæbne.
De krigsførende lande, Bulgarien, Serbien, Montenegro og Grækenland, regnede med at dele de albansk-dominerede områder imellem sig. Derfor kom den albanske selvstændighedserklæring. Denne gang hævdede man – overfor stormagterne, som i sidste end ville komme til at bestemme – at det albanske folk, som etnisk størrelse, havde ret til en stat.
Efter adskillige stormagtskonferencer og rettelser blev resultatet et uafhængigt Albanien, hvis grænser ikke fulgte etniske grænser, hvorfor der i dag fortsat er albanere i både Grækenland, Republikken Makedonien, Kosovo, Serbien og Montenegro.
Centralt i billedet står Ismail Qemali og Isa Boletini. Qemali var vært for den pan-albanske kongres den 28. november, som erklærede uafhængigheden. Han var også Albaniens første premierminister. Isa Boletini var en legendarisk kriger og leder fra Kosovo, som stormagterne endte med at give til Serbien.
Mosaikken hylder også UÇK – både Kosovos Ushtria Çlirimtare e Kosovës og Makedoniens Ushtria Çlirimtare Kombëtare – og muligvis også Ushtria Çlirimtare e Preshevës, Medvegjës dhe Bujanocit (UÇPMB), som opererer i Presevodalen i Serbien.
Blandt personerne er Adem Jashari (1955-98) nederst til venstre og Jusuf Gërvalla(1943-82) nederst i midten. De er begge centrale figurer i bevægelsen for Kosovos selvstændighed.
Gërvalla var journalist, aktivist og forfatter, og arbejdede fra sit asyl i Vesttyskland for Kosovos selvstændighed. Han er fra før UÇK blev til, men han var stifter af organisationer, der senere førte til UÇK. Han blev snigmyrdet i Stuttgart, formentlig af jugoslaviske agenter.
Jashari var blandt stifterne af Kosovos befrielseshær UÇK, eller KLA med det engelske akronym. I Jugoslavien og Serbien gjaldt han som terrorist, og han blev dræbt af serbisk politi.
I sin helhed ser mosaikken sådan ud. Til højre for mosaikken står en rytterstatue af Skanderbeg. Til venstre ligger en parkeringsplads. Den nyanlagt plads ligger på første sal, så at sige, op ad trappen til højre i billedet. Den sokkellignende sag i forgrunden er det scenegulv, der blev benyttet ved mosaikkens offentliggørelse den 28. august.
Artiklen blev først bragt på tekstpetersen.dk og er genudgivet her med tilladelse derfra. Læs den her.
John Petersen skriver fast blog tekstpetersen.dk om kultur og politik i Makedonien fra sin bopæl i Skopje.
