LITTERATUR | Den 25. august gæstede den nobelprisvindende hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj Louisiana til en snak om sit forfatterskab. Jon Reinhardt-Larsen var med og deler sit indtryk.

Solen skinnede på de meterlange køer, da Louisiana Literature slog dørene op til festivallens anden dag og et af de absolutte hovednavne, Svetlana Aleksijevitj. Der var ingen tvivl om, at de mange mennesker, der stimlede sammen foran Parkscenen, vidste, at der var tale om en litterær sværvægter. Og publikum blev belønnet, da Aleksijevitj holdt hof med varme og charme.

Humanismen skinnede igennem
Hovedpersonen indtog scenen sammen med forfatter Carsten Jensen og skuespiller Jens Albinus. Hvor førstnævnte interviewede Aleksijevitj via dansk-russisk simultantolkning, læste sidstnævnte op fra Aleksijevitjs bøger på dansk. Aleksijevtitj taler ikke engelsk, hvilket gav sine udfordringer, da centrale dele i hendes udførlige svar på russisk gik tabt i oversættelsen.

På trods af dette kom man dog godt rundt om hendes forfatterskab, metode og ambition i løbet af seancen. Hun formåede at præsentere sit litterære projekt om den humanistiske historie med den rette blanding af intellektuel argumentation og menneskelig patos, så man kunne mærke, at der var tale om en ægte lidenskab.

Om man så kalder det kunst, mundtlig historie eller vidnesbyrdlitteratur, må være op til den enkelte. For som Carsten Jensen udlagde det fra Parkscenen på Louisiana, er det måske netop styrken i Aleksijevitj kunst, at den ”sprænger de traditionelle litterære rammer”.

Aleskijevitjs baggrund og genrer
Aleksijevitj er født i 1948 i det vestlige Ukraine, der på daværende tidspunkt var en del af Sovjetunionen. Faderen var hviderusser, moderren ukrainer. Hun er uddannet journalist og skriver på russisk. Hun debuterede i 1985 med romanen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (læs Magasinet rØSTs anmeldelse) og har udgivet en håndfuld romaner, hvoraf flere er oversat til dansk. Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2015.

Aleksijevitjs romaner er svære at genrebestemme. Der er tale om interviews med almindelige mennesker, der har oplevet traumatiske begivenheder så som Anden Verdenskrig, Sovjetunionens krig mod Afghanistan i 1980’erne og Tjernobylkatastrofen.

Det er mundtlig historie (oral history) tilsat reflekterende overvejelser fra Aleksijevitj selv, eller som det udlægges af Aleksijevitj’ oversætter:

”Det er dokumentariske vidnesbyrd, ’fremlyttet’ af journalisten og medborgeren Svetlana Aleksijevitj, og derefter redigeret og komponeret af forfatteren Svetlana Aleksijevitj,” siger lektor i russisk litteratur Tine Roesen.

Humanismen serveret fra Parkscenen
Fra Parkscenen forklarede Aleksijevitj selv sin litterære ambition som værende et forsøg på at ”frigøre mennesket fra den officielle historie”. Hun kritiserede den institutionaliserede historieskrivning – den store fortælling – for at udelade selve mennesket:

”Vi er nødt til at tage et opgør med den mandlige filosofi og tilbedelsen af krigsguden Mars.”

Aleksijevitj vil i stedet erstatte den officielle historie med en ”humanistisk historie”. Den humanistiske historie opstår netop der, hvor det enkelte menneskes personlige erindring bliver et bidrag til den samlede historiske narrativ.

I Krigen har ikke et kvindeligt ansigt præsenterer Aleksijevitj således læseren for en fortælling om de kvinder, der frivilligt meldte sig til forsvaret af Sovjetunion under Anden Verdenskrig; om hvordan de græd, da deres fletninger blev klippet af; hvordan det værste de oplevede var at gå i herreunderbukser og uden bh; hvordan de fysiologisk ophørte med at være kvinder under krigens åg; hvordan brændt kød og blod lugtede og meget, meget andet af krigens gru.

Historiker Tea Sindbæk Andersen, der er i gang med at arrangere en stor konference om Memory Studies på Københavns Universitet til december, fremhæver Aleksijevitjs metode som et afgørende bidrag til den kollektive erindring på tværs af kulturelle, politiske og ideologiske grænser, da hun skaber en følelsesmæssig genklang, der gør de sovjetiske kvinders erindring til en nærværende del af vores kollektive erindring i Vesteuropa:

”Hun gør det på en mesterlig måde, der lader det individuelle, personlige, og menneskelige stå helt tydeligt og rent, på en måde, der ikke kan undgå at berøre de fleste læsere dybt, samtidig med at hun skaber en fælles historie ud af det,” siger Sindbæk Andersen.

Nobelpolemikken
Det gik ikke stille af sig i Rusland, da det blev kendt, at Aleksijevitj skulle modtage Nobelprisen i litteratur i 2015. For det første var der spørgsmålet, om der overhovedet var tale om skønlitteratur. For det andet, om der overhovedet var tale om russisklitteratur. Og sidst men ikke mindst var der debatten, om hvorfor russiske Nobelprismodtagere i litteratur (med en enkelt undtagelse i Sholokhov) altid er systemkritikere.

Aleksijevitjs kunst
Tine Roesen understreger, at selvom Aleksijevitj ikke skriver fiktion, er der stadig tale om skønlitteratur i genren vidnesbyrdlitteratur. Det skønlitterære fremhæves også af Tea Sindbæk Andersen, der mener, at styrken hos Aleksijevitj netop består i det kunstneriske i formidlingen, evnen til at mediere erindringerne, så de fremstår som et samlet monument, et ”memorial museum”.

”Det er jo det, som kunst og litteratur kan: formidle andres oplevelser og erindringer på en måde, der gør at andre følelsesmæssigt og menneskeligt kan sætte sig ind i dem på en måde, så det også bliver deres erindring,” siger Tea Sindbæk Andersen.

Alene det faktum, at Aleksijevitj skriver på russisk, burde være nok til at kvalificere hende til prædikatet ”russisk litteratur”. Det er heller ikke svært at finde konkrete eksempler på hendes forbilleder i Ruslands litterære skatkiste. På Louisiana fremhævede hun selv Dostojevskij som en betydelig inspiration for den flerstemmige roman, men Tine Roesen finder også andre russiske inspirationskilder i en Tolstojsk historiefilosofi og en Solzjenitsynsk interesse for at viderebringe ofrenes og vidnernes historier.

En systemkritiker?
Aleksijeitj er på ingen måde en systemkritiker i stil med Solzjenitsyn, men hun er bestemt heller ikke systemets ven. Hendes forsøg på at frigøre mennesket fra den officielle historie er grundlæggende et opgør med eliten, den herskende ideologi og dermed også systemet.

I sin takketale ved Nobelprisuddelingen argumenterede hun således for, at man i Rusland havde misset en chance i 1990’erne efter kommunismens fald. I valget mellem et stærkt land og et værdigt (humanistisk) land, valgte man det første. I stedet for håb fik man frygt. Et synspunkt hun gentog på Louisiana, hvor hun uddybede, at den kommunistiske magtklasse var blevet erstattet af en ny magtklasse, mens kirken, der ellers burde være på folkets side, i stedet støttede magthaverne.

Hun pointerede, at russerne ganske enkelt ikke kunne forstå, hvad frihed var, eller hvad de skulle bruge den til. Snarere end at gå en lys fremtid i møde, så hun en tilbagevenden til en sovjetisk mentalitet. På denne måde afsluttede hun sin audiens, som en klassisk russisk roman med en mere tragisk end optimistisk slutning, hvilket dog blev modtaget med klapsalver og smil fra publikum.

Hvis gæsterne på Louisiana ikke vidste, hvem Aleksijevitj var inden hendes besøg i Danmark, så gør de i hvert fald nu. På trods af sproglige og akustiske udfordringer fik Aleksijevitj præsenteret sig selv og sit forfatterskab for et yderst interesseret dansk publikum. At seancen var en succes blev yderligere cementeret af de lange køer, der blev dannet foran det lille telt ved siden af Parkscenen, hvor dagens hovedperson kvitterede for opmærksomheden ved at signere sine bøger.

 

Jon Reinhardt-Larsen er Visegradredaktør ved Magasinet rØST. Jon har to Cand.mag.-grader i hhv. Historie og Russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet. Han har specialiseret sig i det 20. århundredes internationale politiske historie med særlig fokus på forholdet mellem Sovjetunionen/Rusland og resten af Europa. Han har været medstifter og chefredaktør for Passé – de historiestuderendes tidsskrift og er nu fungerende Head of Research i YATA Denmark.

Af Jon Reinhardt-Larsen