REPORTAGE | Konflikten mellem Rusland og Vesten raser, og truslen fra Rusland vurderes i Danmark som den største siden Den Kolde Krig. Alligevel er der fortsat stor mangel på oplysning og dialog med russiske aktører. Center for Militære Studier bidrog til at rette op på dette med et velbesøgt seminar. Caroline Bilde rapporterer.
Temaet var russisk udenrigspolitik set fra Moskva. Væsentlige aspekter ved den aktuelle og uforudsigelige verdenssituation blev vendt af tre russiske forskere med ekspertise inden for forskellige felter.
Trump: Øgede muligheder og øget usikkerhed
Over store dele af verden er Donald Trumps præsidentsejr i USA blevet mødt med usikkerhed og ængstelse. Vestens generelle antagelse har – ikke mindst på baggrund af Ruslands mulige påvirkning af valgresultatet – været, at Rusland derimod ser store muligheder for øget samarbejde med Trump ved roret. Med dette som udgangspunkt indledte Ivan Timofejev seminaret.
”Efter Den Kolde Krig så vi, at betydningen af politiske lederes personligheder blev mindre. Men personlighedsfaktoren er i høj grad kommet tilbage i international politik. Dette gør mange politiske forhold mere uforudsigelige, men det skaber også øgede muligheder.”
Trump repræsenterer ifølge Timofejev indbegrebet af denne stigende politiske personfiksering. Ifølge forskeren er Moskvas generelle opfattelse ganske rigtigt, at Trump i langt højere grad end Hillary Clinton vil kunne befordre en dialog mellem Vesten og Rusland. Optimismen bør dog tøjles.
”Det er muligt at forandre det forværrede forhold, men vi må ikke bilde os selv ind, at vi står med en ’tabula rasa’, og at alt nu bliver nulstillet. Der er mange skjulte udfordringer – og én risiko er, at Trump forventer en hurtig politisk løsning. Men det kan umuligt opnås – konfliktløsningen mellem Rusland og Vesten bliver et marathon, ikke en sprint. Og når Trump indser dette, vil det kunne foranledige ham til at øge presset på Rusland.”
Timofejev mener, at dette maraton kun kan gennemføres, hvis parterne er i stand til at iværksætte andre løsningsmidler end rent politiske.
”Langvarige løsningsprocesser er altid sårbare over for politiske konjunkturer. Det gør, at vi i langt højere grad, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt, må ty til diplomatiske midler – særligt parlamentarisk diplomati og public diplomacy.”
Timofejev henviste specifikt til den komplekse og langt fra løsningsmodne Ukrainekonflikt: Løsningen af denne konflikt er essentiel for mere generelt at komme den stigende øst-vest-polarisering af international politik til livs.
”Ukrainekonflikten skal hverken løses i Washington, Moskva eller Bruxelles. Denne konflikt er en sort boks, som ikke kan løses udefra, og den kan ikke sammenlignes med andre konflikter. Den har sin egen logik. Selv hvis der opnås enighed i multilaterale forhandlinger, er der ingen garanti for, at løsningerne vil fungere i praksis.”
Interesser og bekymringer i det nære udland
Som ekspert i etniske relationer i Rusland og dets nabolande præsenterede Sergej Markedonov herefter sit syn på, hvordan etnicitet og nationalitet påvirker russisk udenrigspolitik – og ifølge ham begår vestlige aktører ofte en stor fejl:
”Det er næsten blevet en konventionel vestlig sandhed, at Ruslands interesser i det nære udland bunder i et ønske om at genoprette en imperialistisk storhed. Det handler imidlertid ikke om historie eller sovjetisk nostalgi, men om sikkerhed. Alle – lige fra privatpersoner til stater – har en naturlig sikkerhedsmæssig interesse i, hvad der foregår hos naboerne. Og desuden rækker russiske interesser langt ud over de umiddelbare naboer – se bare på Syrien.”
Mangel på dialog er ikke Ruslands skyld
Vestens og Ruslands institutionaliserede forhold til hinanden er på nuværende tidspunkt ekstremt reduceret. Sanktioner og modsanktioner besværliggør handel og udveksling, og arbejdet i NATO-Russia Council er de facto indstillet. Ifølge Markedonov er det dog dybt problematisk, at Rusland udelukkes fra europæiske institutioner – ikke mindst, fordi 80 procent af befolkningen bor i den del af Rusland, der geografisk er europæisk. Rusland er entydigt europæisk, mener han.
Europæisk eller ej – store dele af Ruslands eksterne sikkerhedsarkitektur er forankret mod øst. I debatten med publikum blev der specifikt spurgt til organisationen CSTO, den eurasiske pendant til NATO, hvis medlemmer tæller mange tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker. Der har dog aldrig været reel dialog eller forhandlinger mellem CSTO og vestlige institutioner, hvilket alle tre eksperter beskrev som et væsentligt problem, der først og fremmest bunder i manglende vestlig vilje til samarbejde.
Sjepovalenko tilføjede i denne forbindelse, at det samme gør sig gældende for EAEU – den eurasiske pendant til EU. Europa kunne med fordel overveje et samarbejde med denne organisation, da der ifølge militærforskeren er tale om en rent handelsmæssig og apolitisk union. Markedonov bemærkede her, at man desuden skal huske, at samarbejde ikke forudsætter total enighed, og at resultatet ikke skal være en ensretning af parternes agendaer.
Militære aspekter: doktriner og reformer
Maksim Sjepovalenko fra den private militære tænketank Center for Analysis of Strategies and Technology indledte med at takke publikum for at have ”tolerancen til at lytte til et russisk perspektiv”.
I sit oplæg fokuserede Sjepovalenko særligt på Ruslands militærdoktrin fra 2014. Dokumentet udstikker centrale militære strategier og revideres med cirka fem års mellemrum. I den seneste udgave er nye udfordringer blevet tilføjet og fremhævet: Etniske spændinger, informationskrig samt ydre indblanding i russisk indenrigspolitik gennem udenlandske NGO’er og hemmelige tjenester.
Militærdoktrinen rummer en lang række specifikke fokuspunkter – både internationalt anerkendte prioriteter såsom støtte til FN’s fredsbevarende missioner, men også mere kontroversielle sager. For eksempel er det en prioritet i doktrinen at ”beskytte russiske mindretal i udlandet”, hvilket har øget særligt balternes ængstelse.
Siden militærdoktrinens vedtagelse er trusselsbilledet i Rusland blevet yderligere skærpet, påpegede Sjepovalenko: Meget af det, der i 2014 blot betegnedes som farer, omtales i Ruslands nationale sikkerhedsstrategi fra 2015 som direkte trusler.
Rusland iværksatte i 2008 en række omfattende militærreformer, som skulle gøre det stærkt forældede russiske militær mere effektivt, både på personel- og materielfronten. Reformerne igangsattes efter Ruslands katastrofale indsats i Georgienkrigen og var en vigtig faktor i den meget hurtige besættelse af Krim. Militæret er dog stadig forholdvist tilbagestående sammenlignet med andre stormagter, særligt inden for kommando- og kontrolstrukturer.
Sjepovalenko anerkendte i sit oplæg store dele af både militærdoktrinens indhold og Ruslands vilje til militær reformering, men med en kritisk modifikation og opfordring til at tæmme krigsbegejstringen.
”Vi har fokus på at udvikle vores militære kapaciteter for at kunne imødegå potentielle trusler, og vi skal op på et niveau, der afspejler moderne krigsførsel. Men vi skal samtidig ikke misbruge det nationale potentiale for at udvikle militæret.”
”Vi er ikke alene i verden”
I den efterfølgende diskussion opfordrede Timofejev til ikke at betragte verden, som om den kun består af USA og Rusland – noget, som både de to lande samt flere internationale fællesskaber ifl. ham ofte gør sig skyldige i.
”Globale relationer er ikke koncentreret omkring to poler. Over for Rusland leverer NATO og EU både ord og handlinger, mens mange andre udfordringer kun mødes med velmenende ord uden politisk aktion: Mellemøsten er i krise, flere steder i verden ser vi våbenkapløb og nye stærke magter, og Europa er dybt udfordret af flygtningestrømme. Så vi kan ikke opføre os, som om vi er alene i verden. Verden er mere kompleks end nogensinde. Og vores mission som tænkere og forskere, der leverer viden til verdens beslutningstagere, er vigtigere end nogensinde.”
”Russian foreign policy: A view from Moscow” blev afholdt den 18. januar i Center for Militære Studier ved Københavns Universitet. De tre uafhængige russiske eksperter i panelet kom fra russiske forskningscentre: Ivan Timofejev fra Russian International Affairs Council, Sergej Markedonov fra Institute of Political and Military Analysis samt Maksim Sjepovalenko fra Center for Analysis of Strategies and Technologies. Kristian Søby Kristensen var moderator.
