ARTIKELSERIE | I tredje og sidste artikel om jødedommen i Ukraine fortæller Simon Ozer om sine oplevelser med at finde sine egne jødiske rødder i Ukraine. Som for mange før ham, bliver forsøget ikke uproblematisk.
Det er blevet et udbredt fænomen, at jøder fra primært USA og Israel, rejser til Østeuropa for at søge kendskab til deres slægts rødder. Den mest kendte af disse rejser er nok skildringen af Jonathan Safran Foer i sin fortælling ”Alt Bliver Oplyst” fra 2002.
De mange rejser med formålet at opdrive information om forfædre fra jødiske samfund i Østeuropa ender dog ofte uden succes og i fortvivlelse. Ikke mindst pga. kommunikationsvanskeligheder, og fordi en stor andel af arkiverne blev bombet og ødelagt under 2. verdenskrig. I min egen rejse, stødte jeg selv ind i disse problemer.
Min families rødder
I sommeren 2011 rejste jeg til Ukraine for at søge information om mine jødiske forfædre på min morfars side. Mine oldeforældre emigrerede til USA i 1911 på grund af de omfattende pogromer i hjemlandet Ukraine og de lukrative udsigter ved et liv i USA. Det gjorde de klogt i.
Min morfars bedsteforældre, Herschell og Shaindel, fik 12 børn hvoraf 7 overlevede. En af sønnerne, Morris, flyttede som den første til USA, og da han havde penge til det, sørgede han for at få sin familie med til USA. En af søstrene, Sepura, valgte at blive tilbage og endte i en koncentrationslejr med sin nære familie. Her blev hun – for øjnene af sin søn Michael – afklædt og bundet til en hest, som blev pisket, hvorefter hun døde. Sønnen overlevede lejren som den eneste i familien og flyttede efterfølgende til USA.
Jeg var på min rejse udstyret med et stamtræ, der gik tilbage til ca. 1850, hvorunder jeg kunne se, at mit ene sæt af oldeforældre for en periode havde boet i Odessa, og det andet sæt kom fra jødiske landsbyer ved navn Boslever og Boslov ved Dnepr floden udenfor Kiev. Mit håb var ikke så meget at gå længere tilbage i historien, men nærmere at opdrive mere information om mine forfædre inden de emigrerede til USA, og om, hvordan livet var i Ukraine i slutningen af det 19. århundrede.
Overvældende venlighed i Odessa
Ved arkivet i Odessa fik jeg hjælp af lederen, der var en venlig engelsktalende kvinde. Desværre fandt hun ingen informationer om min familie. Formentlig fordi familien kun boede i Odessa i en generation, før de rejste til USA, og før det kom de fra henholdsvis Rusland og Østrig. Således har de ikke efterladt sig nogen påviselige spor.
I Odessa mødte jeg en overvældende venlighed i det jødiske samfund og blev inviteret til sabbatfejringen. Da den ashkenaziske synagoge startede deres gudstjeneste en time før den hassidiske, tænkte jeg, at jeg kunne tage den første time her og derefter gå videre, så jeg ville kunne sammenligne stemningen de to steder. Ved den ashkenaziske synagoge blev jeg dog afvist af bevæbnede vagter som en uvelkommen. De var ikke villige til på nogen måde at forhandle og talte ikke engelsk. Ved den hassidiske synagoge blev jeg derimod taget ind og behandlet som en gæst. Jeg deltog her i tre gudstjenester fra fredag aften til lørdag aften, og derudover blev jeg inviteret hjem til sabbattens traditionelle måltid af en venlig familie.
Ved denne familiemiddag viste jeg, hvordan de indviklede og omfattende jødiske forskrifter ikke var en del af min habitus og socialisering. Da jeg skulle tømme et glas vodka, lænede jeg hovedet så meget bagover, at jeg tabte kippa’en og dermed blottede mit hoved for Gud foran den religiøse familie på en højhellig sabbat.
Hello America!
Gudstjenesterne var svære at følge, da jeg ingenting forstod og de forekom som en uendelig labyrint af ugennemskuelige ritualer og forskrifter. Men jeg forsøgte at gøre de samme bevægelser som de andre, og jeg lod som om jeg læste de russiske tekster, selvom jeg ofte blev rettet, da jeg læste på de helt forkerte sider.
En gammel jøde som sad i det fjerneste hjørne og som jeg – for at skjule mig bedst muligt – gjorde selskab, hilste mig hver gang med de eneste engelske ord han kunne: ”Hello, America!”. Der var en god stemning i synagogen, hvor folk snakkede, børnene løb legende rundt imens kantoren sang sine bønner.
[Hør en optagelse fra synagogen her.]
Unders gudstjenesten skiftevis reciteredes de fremmødte bønnerne eller sang med, og af og til udførte man bestemte bevægelser – som at gå nogle skridt frem og tilbage eller dreje rundt om sig selv i en bestemt retning. For mig, der kun er bekendt med min families konservative og reformjødiske praksisser, virkede dette meget fremmedgørende.
Tomhændet i Dnepopetrovsk
Jeg blev i Odessa fortalt, at det nye magtcentrum for ukrainsk jødedom var at finde i byen Dnepropetrovsk, en dagsrejse nordøst for Odessa. Dem, der fortalte mig herom, havde aldrig selv været udenfor Odessa, men de var engagerede jøder. I Dnepropetrovsk fandt jeg – foruden gode bademuligheder i Dnepr floden – en nyrestaureret synagoge, der lå sammenklemt af en gruppe sammenhængende højhuse, der angiveligt relaterede sig til en jødisk organisation på en eller anden måde.
Jeg forsøgte at finde nogle jøder, som jeg kunne udspørge og interviewe om det lokale jødiske samfund og synagogen, men grundet ombygning i synagogen, var der kun ukrainsktalende bevæbnede vagter at finde. Efter længere tids søgen stødte jeg tilfældigt ind i to langskæggede jøder, der signalerede en uendelighed af visdom. Ydmygt stoppede jeg dem og spurgte om de talte engelsk. De svarede med et stort smil: ”No! We speak russian” efterfulgt af en fyldig latter, der virkede så skræmmende, at jeg opgav mit forehavende og forlod stedet.
Hjerteproblemer i Kiev
I Kiev var jeg i sikker havn med hensyn til min slægtsforskning. Jeg vidste med sikkerhed, at mine forfædre havde boet i nærheden af Kiev igennem flere generationer. På byens arkiv, var det desværre ikke muligt at komme til at tale med nogen, der kunne tale engelsk. I stedet fik jeg en telefonsamtale med en person, der kunne lidt engelsk og fandt derigennem frem til, at min familie havde boet i en landsby uden for Kiev, og at det derfor var et arkiv i en anden by jeg skulle kontakte. Men hun fortalte også, at dette arkiv var blevet bombet under 2. verdenskrig, og at jeg højst sandsynligt ikke ville finde nogen information om min familie der.
Jeg tog i stedet ud til en af de ældste synagoger, der var blevet restaureret efter ødelæggelser under 2. verdenskrig. Under sovjettiden var synagogen blevet brugt som stald. Udenfor synagogen fandt jeg en ældre jøde, der havde udfoldet en slags bod, med billeder og informationshæfter af forskellig slags. Et af billederne – som han var særligt stolt af at vise frem – forestillede ham selv i militæruniform mens han gav hånd til Viktor Jusjtjenko (Ukraines tidligere præsident og en af førerskikkelserne i den Orange Revolution, red.). Det var svært helt at begribe, hvad hans koncept var, da han kun talte russisk.
En anden jøde med et heldårligt engelsk fik forklaret, at han ville sælge de ting, han viste frem. Da informationshæfterne alle var på russisk udtrykte jeg ingen interesse for handel, og jeg fik efterfølgende forklaret, at manden havde et dårligt hjerte, og at det var det han samlede støtte til. Med lovning om en senere interesse for hans arrangement fik jeg banet vejen til synagogens indgang. Manden med det dårlige engelsk fulgte efter mig og med sit begrænsede vokabular fik han forklaret, at synagogen var hassidisk, og at kvinderne skulle overvære gudstjenesterne fra balkonen. Efter at jeg havde kigget mig omkring ville manden have penge, og dette var jeg modvillig imod. At dømme ud fra hans kampvægt så han ikke ligefrem ud som en, der gik sulten i seng. Han forklarede mig så, at han – gud hjælpe mig – også havde problemer med et dårligt hjerte og ønskede støtte til behandling. Han fik en lille skilling og forlod utilfreds synagogen. Jeg selv flygtede derfra inden jeg stødte på andre mænd med dårlige hjerter.
Fremmedgørelse for min egen baggrund
Man kan med fornuft argumentere for, at jeg ikke fik meget ud af min rejse ud over absurditeter og fortvivlelse. Men det var tankevækkende at møde de forskellige jødiske samfund, der med en varierende grad af venlighed og imødekommenhed fik mig til at føle en stærk fremmedgørelse overfor det jeg kommer fra.
Da jeg ved Dnepropetrovsk svømmede i Dnepr floden, som mine forfædre har boet ved, tænkte jeg, at jeg – som det vel er almindeligt i både fortid og nutid – måtte fremstille et narrativ for min slægt: ”Det hele startede med en mand, der hed Adam…”.
Shalom!
Simon Ozer er kandidatstuderende på psykologi ved Aarhus Universitet. Han har tidligere færdiggjort en bachelorgrad i religionsvidenskab på Aarhus og Lund Universitet. Denne artikelrække om jødedommen i Ukraine er skrevet på baggrund af en researchrejse til landet i sommeren 2011.
Læs også de to første artikler i serien:
Fra tvungen assimilation til religiøs opblomstring: Det nuværende jødiske samfund i Ukraine
