KRIG I KAUKASUS | Konflikten om Nagorno-Karabakh er ikke en fastfrossen konflikt som de andre i det tidligere Sovjet. 110 mennesker mistede livet i april, og et edderkoppespind af geopolitiske interesser truer med at destabilisere hele Sydkaukasus. Ann Sander Nielsen analyserer.
Den 2. april 2016 begyndte en ny runde heftige kampe langs kontrollinjen mellem Aserbajdsjan og den armensk-befolkede enklave Nagorno-Karabakh. Over 110 mennesker mistede livet i løbet af de fire dage, kampene varede, og selv om en våbenhvile blev indgået den 5. april, er adskillige skududvekslinger blevet rapporteret siden.
Selv om konflikten om Nagorno-Karabakh ofte er blevet klassificeret som en ”fastfrossen konflikt” i stil med de andre ikke-anerkendte post-sovjetiske de facto-stater Transnistrien, Sydossetien og Abkhasien, har situationen i Nagorno-Karabakh aldrig været helt fastfrossen, og selv om en våbenhvileaftale blev indgået i 1994, er hundredevis af overtrædelser blevet rapporteret hver måned i løbet af de sidste to årtier.
Seks år med krig
Rødderne til konflikten om Nagorno-Karabakh kan dateres tilbage til det tidlige 19. århundrede, hvor armenere og aserbajdsjanere regelmæssigt kæmpede om den primært armensk-befolkede enklave i det sydvestlige Aserbajdsjan. Som del af Stalins del og hersk-politik over for Sovjetunionens mange nationaliteter blev den autonome Nagorno-Karabakh region del af den Aserbajdsjanske Sovjetrepublik, og selv om Nagorno-Karabakh i flere anledninger bad Moskva om at blive overført til den Armenske Sovjetrepublik, forblev kaldet ubesvaret.
Da Sovjetunionen kollapsede, vedtog Nagorno-Karabakh en resolution, der opfordrede til fuld uafhængighed, hvilket resulterede i voldelige sammenstød mellem armenere og aserbajdsjanere. De voldelige sammenstød varede næsten seks år med op mod 25.000-30.000 dødsofre, 750.000 internt fordrevne i Aserbajdsjan fra Karabakh og de syv aserbajdsjanske distrikter rundt om enklaven, som stadig er besat af Armenien, samt op mod 360.000 armenske flygtninge fra Aserbajdsjan.
De omtrent 40.000 aserbajdsjanere, som havde boet i Nagorno-Karabakh, blev også fordrevet eller dræbt, da Armenien tog kontrol af området, som svarer til en femtedel af Aserbajdsjans areal. I 1992 og 1993 vedtog FN’s Sikkerhedsråd fire forskellige resolutioner, som opfordrede Armenien til at gøre en ende på besættelsen af aserbajdsjansk territorium. Disse er dog aldrig blevet implementeret af Armenien. Der er ingen internationale fredsstyrker baseret i området, og fraværet af krig er derfor udelukkende baseret på militær afskrækkelse. Den fjendtlige retorik mellem Armenien og Aserbajdsjan medvirker yderligere til den forværrede sikkerhedssituation i regionen.
Bedre økonomi end Armenien
På trods af enklavens anstrengelser for at opnå international anerkendelse har ingen regering anerkendt Nagorno-Karabakh som en selvstændig stat – ikke engang Armenien. Dog har Armeniens regering den 5. maj 2016 sendt et nyt lovudkast til landets parlament, som har til formål at anerkende Nagorno-Karabakh som en selvstændig stat. I løbet af de seneste to årtier har Nagorno-Karabakh formået at etablere sig som en ikke-anerkendt de facto stat med sin egen valgte regering og en befolkning på 140.000, og over det seneste årti har den lille enklaves økonomi opnået en relativt høj vækstrate, som i gennemsnit har været næsten 5% højere end Armeniens, skønt Armenien fortsætter med at yde militær og økonomisk støtte til Nagorno-Karabakh.
Sikkerhedssituationen i Nagorno-Karabakh har medvirket til at skabe en militariseret social bevidsthed, som bliver yderligere forstærket af patriotiske programmer og militær retorik i medier og offentlige diskurser. På baggrund af dette betragtes politisk opposition som en sikkerhedsrisiko, og adskillige oppositionsgrupper er forsvundet over de seneste to årtier.
Oliepriser og embargo presser parterne på økonomien
Efter faldet på oliepriserne er Aserbajdsjans økonomi i krise, og flere analytikere peger på, at det stigende antal brud på våbenhvilen kunne pege på et forsøg fra den autoritære regering på at fjerne fokus fra Aserbajdsjans faldende olieindtægter. Aserbajdsjans økonomiske udvikling har over det seneste årti hængt nøje sammen med landets olieressourcer, hvilket har muliggjort Aserbajdsjans storstilede militære oprustning.
Landets forsvarsbudget steg fra 175 millioner US dollars i 2004 til 4,8 milliarder USD i 2015, og overtrumfede dermed Armeniens statsbudget for 2015 på 2,9 milliarder USD. Armeniens forsvarsbudget på 500 millioner USD er langt mere beskedent i sammenligning med Aserbajdsjans, selv om landet også for nyligt har opdateret sit militærarsenal.
Armeniens handelsruter til Aserbajdsjan og Tyrkiet er blevet aflukket som følge af konflikten, hvilket indebærer at 80 % af landets grænser er blokeret. Dette har haft store konsekvenser for landets økonomi. Halvfemsernes sanktioner mod Armenien banede vej for landets oligarker og råvarebaserede karteller, som kontrollerer væsentlige dele af den armenske økonomi. Disse aktører nyder godt af de markedsforvridninger, som er en direkte effekt af konflikten, og sætter sig derfor imod en politisk løsning til konflikten.
Russiske interesser
Jerevans manglende evne til at skabe opbakning til en politisk løsning på konflikten er yderligere påvirket af Ruslands fremherskende rolle i Armenien. Som resultat af isolationen fra Aserbajdsjan og Tyrkiet er Armenien økonomisk og militært afhængig af Rusland. Stort set hele Armeniens energisektor samt store dele af bank-, mine- og luftfartsindustrierne er underlagt russisk kontrol, og landet er for nylig blevet del af den Eurasiske Økonomiske Union, hvilket er et russisk initiativ for tættere økonomisk samarbejde mellem tidligere sovjetiske stater.
Rusland har en stor militærbase i Armenien, og de to lande har indgået en sikkerhedsalliance, som forpligter dem til kollektivt forsvar i tilfælde af et angreb. Dog har Rusland alligevel solgt våben til Aserbajdsjan, hvilket indikerer, at Rusland kunne have en direkte interesse i, at konflikten forbliver uløst. En ændring af status quo, som ville begrænse Armeniens afhængighed af Rusland, ville være ugunstige for Ruslands strategiske interesser i regionen.
Geopolitiske interesser forhindrer en politisk løsning
Efter mere end tyve år med fredsforhandlinger gennem OSCE’s Minsk-Gruppe har parterne mistet tilliden til internationale fredsmæglere. Selv om enklaven er en direkte del af konflikten, er Nagorno-Karabakhs de facto regering blevet ekskluderet fra fredsforhandlingerne, som er blevet ledt af OSCE’s Minsk-Gruppe siden 1992 med Rusland, Frankrig og USA i spidsen. Aserbajdsjan har gentagne gange truet med at finde en militær løsning på konflikten, og er på trods af konfliktens enorme politiske og socioøkonomiske konsekvenser ikke interesseret i at løse konflikten gennem det nuværende konfliktformidlingsformat.
En række eksterne aktører har deres egne særlige interesser i konflikten. Selv om Rusland er en af Minsk-gruppens tre formænd, hvis opgave er at mægle en fredsaftale mellem Armenien og Aserbajdsjan, er det tydeligt, at Rusland ikke er en upartisk mægler, når det kommer til Nagorno-Karabakh. Ved at holde konflikten ”fastfrossen” kan Rusland fortsætte med at stationere tusindvis af trupper i Armenien til stor irritation for Tyrkiet. Samtidig kan Rusland også holde regionen lige akkurat ustabil nok til at true EU’s planer om at opnå øget energisikkerhed ved at diversificere EU’s energiforsyning væk fra Rusland.
Tyrkiet har gennem hele konflikten ydet støtte til Aserbajdsjan og har, som nævnt, blokeret grænserne til Armenien. Tyrkiets involvering i regionen indebærer, at et NATO-medlem kunne blive inddraget, skulle situationen blive yderligere forværret. Iran er en tredje væsentlig aktør, som kunne blive inddraget i tilfælde af et udbrud af totalkrig mellem Aserbajdsjan og Armenien. Iran og Armenien har tætte relationer, og efter atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mod Iran, er det økonomiske samarbejde mellem landende blevet endnu tættere, mens relationerne til Aserbajdsjan er langt mere kølige.
Skulle den ustabile våbenhvileaftale, som blev indgået sidste måned, kollapse, og skulle Aserbajdsjan beslutte sig for at afprøve en militær løsning på konflikten, kunne Tyrkiet, Iran og Rusland blive inddraget i en krig, som kunne få enorme konsekvenser, især i en tid præget af spændinger mellem Rusland og Tyrkiet. Dette ville underminere Sydkaukasus’ potentiale for at etablere sig som en væsentlig handelsknude og energileverandør. Samtidig ville det give Rusland mulighed for at bibeholde sin indflydelse i regionen.
Skrevet af Ann Sander Nielsen, der arbejder for organisationen ”Eurasia Foundation of Central Asia” i Tajikistan. Hun har desuden arbejdet med fastfrosne konflikter i det tidligere Sovjet hos ”Center for International Private Enterprise” i Washington, DC.
Hovedfoto: Unsplash
