MYTER | Krigen i Østukraine har skabt en kløft mellem russere og ukrainere, hvor der før ikke var nogen. Anna Gurzhiy Hougaard er vokset op i Luhansk og har set, hvordan russisk propaganda har gjort venner til uvenner og opfundet en borgerkrig, hvor der før ikke var nogen konflikt. Selv i Danmark tror mange, at krigen er en reel konflikt mellem to befolkningsgrupper – men hvad vil det egentlig sige at være russisktalende ukrainer?
Rusland og Vesten har vidt forskellige syn på situationen i Ukraine og på hvem der er aggressoren. Mange spekulerer da også på, hvorvidt vi i Vesten har misforstået Rusland, og om det i virkeligheden er Vesten, der optrapper konflikten til skade for os selv på længere sigt.
Propagandaen virker, ikke kun i Rusland og i Østukraine, men også i den vestlige del af verden og her i Danmark. Men før sort bliver hvidt og hvidt bliver sort, vil jeg gerne med udgangspunkt i min opvækst som russisktalende ukrainer i Luhansk prøve at afmontere nogle af de fordomme og myter, vi danskere får præsenteret som sandheder om konflikten i Østukraine, og hvad det vil sige at være russisktalende ukrainer.
Om at vokse op i Luhansk
Jeg er født og opvokset i den østukrainske industriby Luhansk. For blot et år siden var det mere end rigeligt at sige ”Ukraine”, hvis folk herhjemme i Danmark interesserede sig for, hvor jeg oprindeligt kommer fra. I dag har de fleste danskere desværre en idé om, hvor min fødeby befinder sig på verdenskortet.
Jeg voksede op i en såkaldt khrusjevka i byens centrum i en fire etagers bygning med en snes lejligheder, der var blevet reserveret af regeringen til byens kunstnere og billedhuggere. Det hed dom hudojznikov, der betyder kunstnerhuset og rummede en række atelier i bygningens kælder og loft, der kunne bruges af husets beboere. Både min mormor og min morfar var professionelle kunstnere og min morfar havde sit eget atelier på loftet, hvor han havde alle sine malerier og brugte tiden med sine venner. En etage længere nede havde vi vores lille lejlighed på blot 55 kvm., hvor jeg boede med min mor, far, lillesøster, mormor, morfar og en lille puddelhund Lajma.
Khrusjevkaer fik deres navn efter den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov. For at løse efterkrigens boligmangel og at finde alternativer til kommunalkaer, store delelejligheder, hvor der boede op til flere familier på én gang, foreslog Khrusjtjov i 1960érne at bygge små, billige og midlertidige lejligheder, der kun var beregnet til at holde i ca. 25 år, før de skulle rives ned. Men som et russisk ordsprog lyder: ”Der er ikke noget så permanent, som det midlertidige”. Det blev altså også tilfældet med khrusjevkaerne i alle de tidligere Sovjetrepublikker.
Sprog-myten
Frem til sjette klasse var jeg elev i en såkaldt ukrainsk klasse, hvor alle fag på nær russisk sprog og litteratur blev undervist på ukrainsk. På det tidspunkt havde alle skoler i Luhansk én speciel ukrainsk klasse med ca. 15 elever i hver klasse, og når man tænker på, at Luhansk befolkningsmæssigt er større end Aarhus, er det altså ikke meget. Jeg talte russisk i hjemmet og med mine venner i frikvarterene, men jeg talte ukrainsk i timerne.
Det er vigtigt at nævne det, for at forstå, at det er ikke russisk, der er det truede sprog i Østukraine, snarere tværtimod. Alle ukrainere forstår både russisk og ukrainsk og det har aldrig før været et problem i Ukraine, hvilket sprog man taler. Det er det heller ikke nu. Se bare de mange russisktalende ukrainere der udkæmper krigen i Donbas på ukrainsk side og de tusinde russisktalende frivillige, der hjælper dem med tøj, mad og penge. Sprog-konflikten er en myte, som de russiske føderale medier formår at sælge til deres egne borgere, til borgere i Østukraine, og til os her i Vesten.
Skæbnesvangert forår
Ifølge en undersøgelse foretaget af Gallup d. 14.-26. marts 2014 svarede 5 procent af adspurgte østukrainere ”ja” til spørgsmålet om de russisktalende i den østlige del af landet er pressede på grund af deres sprog (Link). Ifølge en anden analyse foretaget af en uafhængig ikke-statslig organisation Donetsk Institute for Social Research and Political Analysis i april 2014 støttede 4,7 procent af lokale borgere i Donetsk den selvbestaltede Donetsk Folkerepublik og 26,5 procent støttede de pro-russiske separatister. Hele 66 procent af de adspurgte Donetsk-borgere så deres fremtid i et samlet Ukraine.
Tallene understøtter min formodning om, at der i foråret 2014 var et meget stort tavst flertal, der ikke blev hørt. Derimod gjorde de pro-russiske demonstranter og almindelige ballademagere sig meget bemærkede i medierne i forbindelse med de adskillige blokerede administrationsbygninger i Luhansk såvel som Donetsk.
Selvom min familie flyttede til Danmark for femten år siden, har vi stadigvæk lidt familie og venner i Luhansk og vi har talt meget med dem under hele konflikten. For eksempel kan jeg huske en historie om, hvordan en fredelig pro-ukrainsk demonstration på den centrale plads i Luhansk blev angrebet af en gruppe pro-russiske separatister og hvordan at politiet så passivt til og ikke gjorde noget. Min veninde, der plejer at gå ture med sin datter i parken tæt på byens centrum, fortalte, i tiden da de pro-russiske demonstrationer tog til i omfang, at hun en dag mødte nogle spøjse typer i byens centrum, som man ellers ikke ville se normalt. De spurgte hende om vej til Absolut, der er et af centrums mest populære supermarkeder. Et mærkeligt spørgsmål ingen lokal ville stille. Efter den episode holdt de med at gå ture i parken.
Der var en tydelig og hurtig udvikling i byens stemning og vores venner afspejlede den udvikling. Min barndomsveninde Irina, der er russisktalende og ellers aldrig interesserer sig for politik fulgte pludseligt med i direkte udsendelser fra det ukrainske parlament og begyndte at gå i byen i ukrainske nationalbroderede skjorter, såkaldte vyshivanka. Der gik ikke lang tid, før hun blev vidne til, hvordan at et kærestepar blev tæsket på en bar på grund af deres pro-ukrainske holdninger, og så måtte hun lade skjorten ligge derhjemme fremover.
Pludseligt var der flere og flere beretninger om overfald, ubegrundede anholdelser og forsvindinger af både pro-ukrainske aktivister og almindelige ukrainere i Luhansk og dele af Donbas-regionen. Det blev så usikkert at give udtryk for sine pro-ukrainske holdninger, at folk holdt op med at tale om det åbent i det offentlige rum, for eksempel på arbejdspladser eller cafeer, af frygt for, at nogen ville sladre og at det kunne få konsekvenser. Det kom for eksempel til udtryk ved at folk ændrede deres rigtige navne, fjernede billeder og lukkede deres profiler på de sociale medier. Der blev heller ikke holdt flere pro-ukrainske demonstrationer på byens centrale plads mere.
Imens var der en helt anden hastig udvikling i gang på den anden side af den østukrainske grænse.
Propagandaens skræmmende kræft
Den russiske fortælling om konflikten lyder, at det hele startede på Uafhængighedspladsen i Kijev. I kølvandet på de dramatiske begivenheder i februar 2014 og Janukovitj’ forsvinding begynder den utilfredse russiske og russisktalende del af befolkningen i Østukraine at protestere mod den nye overgangregering i Ukraine. Imens, i et ønske om at undertrykke den russisksprogede befolkning, begynder regeringen at diskutere en sproglov, der vil fratage det russiske sprog status som regionalsprog og gøre ukrainsk til det eneste officielle sprog i Ukraine. De russiske føderale medier, som er meget populære i Østukraine og bliver set af rigtig mange mennesker, spinder lynhurtigt nyheden om sprogloven som et direkte overgreb og trussel mod de russiske og russisktalende borgere i Østukraine, og mange begynder at tro på det.
En dag skyper min mor med en af sine gamle veninder fra Luhansk, som pludseligt siger, at de er bange for, at nazisterne, Pravij Sektor og de såkaldte banderaer fra Vestukraine skal komme til Luhansk og torturere uskyldige russisktalende borgere. Hun fortæller historier om, hvordan at folk på Maidan tog narko, og hvordan at banderaer klippede fingre af russisktalende med en tang. Da min mor spurgte hende, hvor hun har det fra, svarede hun – fra medierne, naboerne og andre kvinder i nabolaget.
Hun fortalte også, at hun fældede en tåre, da hun så en direkte udsendelse af den flotte parade på Den Røde Plads i Moskva i forbindelse med den 9. maj og snakkede om, at deres forældre havde udkæmpet den store fædrelandskrig mod nazisterne forgæves. De russiske medier vidste meget præcist, hvilke knapper de skulle trykke på, og hvilke mekanismer der skulle aktiveres for at få propagandaen til at virke, og hvem de skulle gå efter.
Når man kender min mors veninde bliver man ikke overrasket over hendes modtagelighed overfor propaganda. Hun er enlig mor, bor sammen med sine gamle forældre i Luhansk og har, til trods for at hun er et meget sympatisk menneske, aldrig rigtig været udenfor Ukraine og Rusland. Ligesom mange millioner af andre mennesker i Ukraine, såvel som i Rusland, lever hun i sin lille boble, bestående af hendes arbejde som kontordame hos en mindre virksomhed, tv’et og bekymringer om, hvordan hun skal få pengene til at slå til for hende selv og hendes gamle forældre med de stigende priser på mad, medicin osv. Jeg tror, at rigtig mange danskere har rigtig svært ved at forestille sig hverdagen for de helt almindelige mennesker i Østukraine, deres bekymringer, og hvor nemt det er at manipulere med befolkningen dér.
Propaganda og venskaber
Der skete også en ændring i mit forhold til mine russiske venner i Sankt Petersborg, hvor jeg læste i et halvt år og har besøgt sidenhen utallige gange. Allerede under Maidan blev mine venner meget forsigtige og skeptisk indstillet overfor for den bevægelse, der tog til i styrke på Uafhængighedspladsen i Kijev. Og det blev værre endnu. Jeg har altid tænkt, at man ikke må undervurdere internettets magt, fordi informationen altid vil sive igennem sprækkerne på enhver mur af propaganda.
Jeg tog fejl. Mine venner i Sankt Peterborg er alle sammen moderne, dannede og spændende mennesker. De taler flere fremmedsprog og har rejst mange steder udenfor Rusland. Men pludseligt gik de kun målrettet efter én slags information – den der passede med den russiske regeringens officielle fortælling om Ukraine-konflikten. Al information der gik imod deres ”sandhed” forkastede de med det samme. De var så overbevidste om, at dét de hørte i deres medier var rigtigt, at de ville ikke høre på hvad jeg fortalte dem, til trods for at jeg er født og opvokset i Luhansk og kendte folk i byen!
En af mine bedste veninder fra Sankt Petersborg tog kontakt til et ungt par fra en landsby udenfor Donetsk, som støtter de pro-russiske separatister, og som hun hele tiden siden da refererede til som hendes kilde. Jeg forsøgte at forklare hende, at de jo også ser russisk tv, og derfor er man nødt til at høre andre sider af sagen også. Til det skrev hun, at hun er ”russer og hun må hjælpe andre russere”. Men hvad med min familie og mine venner? Vi er jo også russisktalende.
Jeg har i starten af februar foretaget et lille eksperiment. Jeg postede samtidig to identiske billeder på Facebook og det russiske svar på Facebook, Vkontakte, hvor jeg har kontakt til mine russiske venner. Billederne stammer fra min tid i den ukrainske klasse, og der sidder jeg som 9 årig med en ukrainsk blomsterkrans i håret og ukrainsk nationalskjorte. Resultatet taler for sig selv – i løbet af en aften fik jeg 114 ”likes” og 5 ”delinger” på Facebook og én sølle ”like” på Vkontakte. Man skal selvfølgelig tage højde for, at jeg har flere venner på facebook og er mere aktiv på Facebook end jeg er på Vkontakte, men stadigvæk, det er da tankevækkende og gør mig trist.
Mine russiske venner i Rusland er desværre overbevidst om, at det er os her i Vesten, der bliver hjernevasket af vores medier og derfor forholder sig skeptisk til alt hvad jeg siger. Til det kan jeg blot sige, at Reporters Without Borders for nylig offentliggjorde deres 2015 World Press Freedom Index. Finland topper indekset sammen med Norge og Danmark, USA er gået tre pladser ned og indtager dermed en 49nde plads, Ukraine er på 129nde pladsen, og Rusland er gået 4 pladser tilbage og ligger dermed nummer 152 ud af 180 lande. Både Ukraine og Rusland har lang vej igen, men vores medier er grundlæggende frie og ikke styrede fra centralt hold, som det ses i mange tidligere sovjetrepublikker.
Folkeafstemning i de to selvbestaltede republikker
Dette bringer mig til det sidste punkt, som er spørgsmålet om selvbestemmelse for de to selvbestaltede republikker i det østlige Ukraine. Mange stiller spørgsmålet om hvorfor der ikke bare bliver foretaget en demokratisk afstemning om republikkernes status. Først og fremmeste håber jeg, at det jeg har skrevet indtil nu, til dels svarer på det spørgsmål, nemlig at Luhansk, min fødeby, og Østukraine i det hele taget ikke har været præget af spændinger mellem russisk- og ukrainsktalende. Spændingerne har i hvert fald ikke været større end i Danmark, hvor københavnerne brokker sig over jyderne og omvendt.
Sådan som det ser ud nu, kan Ukraine måske blive nødt til at give afkald på Luhansk og Donetsk, og så må hundredetusindvis af flygtninge fra Østukraine prøve at finde ud af, hvad de vil gøre med deres ejendomme og forretninger, og om disse overhovedet kan blive solgt, og hvor mange penge de taber på det . For mange står det klart allerede nu: de skal ikke tilbage. Det inkluderer min veninde Irina, der nu bor i Vinnytsa med mand og barn. Som så mange andre, ser de desværre ingen fremtid for hverken dem selv eller deres datter i Luhansk. Har disse mennesker, der tidligere var et stort tavst flertal, ikke også ret til selv at bestemme, hvor de vil bo i deres eget land?
Hvordan kan man gennemføre en demokratisk folkeafstemning, når så mange er flygtede, når en tredjepart udefra blander sig og manipulerer med befolkningen, når alle ser russisk tv og tror at nazister er på vej til Luhansk for at klippe fingrene af dem, når Ukraine ingen kontrol har over disse områder, og når de selvbestaltede republikker fusker med stemmesedler og stemmeoptællingen. Når folk som min mors veninde får en sæk kartofler for at stemme, og bagefter tager hjem og ser paraden på Den Røde Plads. Når mange af de ukrainere, der er tilbage, ikke har noget valg og er nødt til at acceptere det, der foregår for bare at overleve. Når mange på begge sider af konflikten har mistet deres familiemedlemmer og venner i en meningsløs krig, der er opstået på en løgn. Svaret er, at uanset om de gennemførte en afstemning eller ej ville den aldrig blive afholdt efter demokratiske standarder, sådan som situationen har været det sidste år.
Point of no return
Denne konflikt er en kunstig konflikt, skabt af folk, der har ønsket denne udvikling. Det er ikke en etnisk russisk-ukrainsk konflikt.
Der er fra Ruslands side blevet brugt store kræfter, økonomiske og menneskelige ressourcer på at skabe den her fortælling. Men mens krigen startede på en løgn om ukrainsk russisk had, har situationen nu udviklet sig til at det had er blevet til virkelighed. Med de første ofre i krigen har vi passeret point of no return. Når jeg snakker med mine venner på begge sider af konflikten får jeg en fornemmelse af, at der er sket en vis ændring i manges personlige selvopfattelse, og måske endda i folks fælles bevidsthed i både Ukraine og Rusland. Gårsdagens venner er nu fjender, og mange familier og venskaber er faldet fra hinanden. Mange liv er tabt og mange børn vil komme til at vokse op uden deres forældre og søskende.
Uanset konfliktens misforståede og fejlagtige oprindelse er der nu sket så meget og ødelagt så meget, at det er svært at se, hvordan tingene kan blive som før. Derfor tror jeg personligt heller ikke på, at man kan opnå en langvarig våbenhvile i Donbas. I stedet får vi endnu en fastfrossen konflikt i hjertet af Europa, og den er kommet for at blive. Med dette indlæg håber jeg blot, at jeg har bidraget en lille smule til forståelsen af Ukraine-konflikten her i Danmark.
Foto: Unsplash
Annushka Gurzhiy Hougaard er kandidat i Erasmus Mundus Journalism fra Aarhus og Hamborg Universiteter og har en bachelorgrad i Østeuropastudier fra Aarhus Universitet. Hun har boet i Danmark i 15 år, men er født og opvokset i Luhansk, Ukraine.
