ANALYSE | Præsident Alexander Lukasjenko i Hviderusland har grund til at spinde som en kat i solen, efter at fredsforhandlingerne i Minsk om Ukraine kortvarigt gjorde ham til festens midtpunkt. Han har god grund til at udnytte situationen. Hviderusland er presset af storebror Ruslands udenrigspolitiske fremfærd og økonomiske nedtur.
Som vært for de ukrainske våbenhvileforhandlinger den 11. og 12. februar har Hvideruslands autokratiske præsident Alexander Lukasjenko kunnet sole sig i den internationale opmærksomhed. Vladimir Putin, Angela Merkel, François Hollande, Petro Porosjenko og ikke mindst hele det internationale pressekorps, var der alle. Det gjorde ikke kun underværker for Lukasjenkos ellers temmelig blakkede ry – det var også oprigtig bemærkelsesværdigt.
Ikke siden Hitler regerede, har en tysk stats- eller regeringschef besøgt Hviderusland, og ikke siden 1973 har en siddende fransk præsident været i landet. Faktisk er der kun to EU-statschefer, der har besøgt Hviderusland i hele Lukasjenkos snart 21-årige regeringstid. Silvio Berlusconi besøgte landet i seks timer i november 2009, og den litauiske præsident Dalia Grybauskaité blev i oktober 2010 en enkelt dag.
Begivenheden var – ud over dens oplagte internationale relevans – af stor indenrigspolitisk betydning for Lukasjenko. Pludselig havde han en kærkommen lejlighed til give den i rollen som stor og vigtig statsleder. Han var for en gangs skyld ikke trængt i defensiven af Hvideruslands ringe økonomiske formåen, eller af overvejelser om det præsidentvalg han – uanset hvor meget han i øvrigt vil snyde og fuske sig igennem det – skal afholde senere i år. Sikke et held, for der er ikke meget, der tyder på, at han endnu har en klar plan for, hvad han skal gøre ved nogen af delene.
Manglende valgstrategi
Gang på gang er den hviderussiske rubel blevet devalueret – bare i de seneste måneder med 40 procent. Reallønnen er faldende, og selvom regeringen officielt ser lyst på fremtiden og bebuder en minimal BNP-vækst på 0,2 til 0,7 procent, så er der ikke mange, der køber historien. Hviderussisk økonomi er hastigt på vej i recession, og den hjælpes på vej af de ringe udsigter for den store russiske nabo og samhandelspartner mod øst. Ikke alene kan gavmilde pengestrømme fra Moskva tørre ud, Hviderusland har også stadigt sværere ved at afsætte deres varer på det altafgørende russiske marked – og så lige i et valgår.
Normalt ville det være omkring på dette tidspunkt at Lukasjenko går i gang med at købe den hviderussiske befolknings opbakning med lønstigninger, højere pensioner og bedre velfærdsgarantier. Den slags er der dog ingen penge til nu, og så er gode råd jo dyre. Hvis man ikke kan bruge gulerod, skal man så bruge stokken?
Splittet oppositionen
Det er der noget, der kan tyde på. Den 19. december, midt under den omsiggribende panik på det internationale valutamarked, gennemførtes et omfattende, og sandsynligvis myndighedsstyret, internetangreb mod frie medier – og der var tale om et nybrud. Godt nok er frie medier angrebet før, men det har ”kun” været i forbindelse med politisk tilspidsede situationer. Økonomisk urolighed har aldrig tidligere været anledningen.
Alexander Lukasjenkos eneste trøst – ud over at revolutionslysten i Hviderusland nok kan ligge på et ret lille sted, efter alt hvad befolkningen har set udfolde sig i Ukraine – er, at den hjemlige opposition, ligesom ham selv, ikke aner, hvor den vil hen. Den har hverken nogen samlet plan for genopretning af landets økonomi eller for det kommende præsidentvalg. I november 2014 brød samarbejdssamtaler mellem de syv største oppositionelle organisationer sammen, og de er ikke kommet i gang igen siden.
Hviderussere er bekymrede over Rusland
Situationen er selvmodsigende for politisk er der mere end nogensinde før, der binder Lukasjenkos og oppositionens politiske projekter sammen. Bekymringen over Ruslands fremfærd og sikringen af hviderussisk uafhængighed taler begge parter om, fra hver deres ringhjørne. De har begge talt dunder imod Putins krigeriske fremfærd, og de har begge været bekymret over, om udviklingen i Østukraine kunne – og ville – gentage sig i Hviderusland. Lukasjenko faktisk til en sådan grad, at han i januar midlertidigt mobiliserede næsten 15.000 reservister for at supplere Hvideruslands 50.000 mand stærke – eller svage, når man ser på deres udrustning – stående hær.
Noget tyder på, at de ved fælles kraft – selvom parterne nok næppe ville se det sådan – er ved at påvirke folkestemningen i Hviderusland. I marts 2014 viste en uafhængig meningsmåling fra IISEPS, at kun 47,7 procent af hviderusserne ville stemme imod fusion med Rusland, hvis en sådan skulle blive sat til afstemning. I december det tal steget markant til 58,4 procent.
