Cand.soc. Jeppe Lindholm har analyseret den bosniske mediesektor og bedt to lokale medieeksperter kommentere på resultatet. Medierne i landet var tænkt som et instrument til at styrke forsoningen, men endte med at være det modsatte.
På trods af at Dayton-aftalen blev underskrevet for mere end 15 år siden, synes forsoningsprocessen i landet at være gået i stå. Bosnien-Hercegovina er fortsat et land, der er plaget af den etniske deling som borgerkrigen i 1990’erne forårsagede. Fra international side, hovedsageligt EU og OSCE, indså man på et tidligt stadie af interventionen af Bosnien-Hercegovina nødvendigheden af en funktionel mediesektor, der kunne bidrage til den tiltrængte reintegrations- og forsoningsproces i landet. I erkendelse af at det politiske klima i Bosnien-Hercegovina ikke havde været gavnligt for forsoningsprocessen, forsøgte internationale aktører at finde nye lokale partnere til at agere vagthund. Disse skulle også udgøre en modvægt til den etno-nationalistiske elite, som siden krigens afslutning har haft forsoning placeret nederst på den politiske dagsorden. Naturligvis anså de internationale aktører kun medieudviklingen som ét af de elementer, der på længere sigt skulle påvirke forsoningsprocessen i en mere positiv retning.
Investeringer skulle give medier en konstruktiv rolle
Fra EU og OSCE’s side var rationalet klart; på trods af det faktum, at der historisk set ikke er mange eksempler på, at medierne, i positiv forstand, har spillet en betydelig rolle i tidligere freds- og forsoningsprocesser verden over, var der dog en vis forventning om, at scenariet kunne være anderledes med de bosniske medier via den rette støtte. På baggrund af mediernes destruktive rolle i optakten til krigen i Bosnien-Hercegovina, hvor de lokale nyhedsmedier blev en del af den psykologiske krigsførsel og havde et stort ansvar i forhold til at opildne de etno-nationalistiske følelser og forværre spændingerne de tre stridende grupperinger imellem, var der hos de internationale donorer en klar forventning om – via massive investeringer og diverse internationalt-ledede uddannelsesprogrammer – at de bosniske medier ville være i stand til at påtage sig en konstruktiv rolle i forsoningsprocessen.
På mange måder kan man sammenligne donorernes idé om medieudvikling i forsonings øjemed med finansielle investeringer; medens de fleste mennesker er bevidste om, at investeringer involverer visse risici, kan det finansielle klima have en negativ indflydelse på opfattelsen af selve omfanget af disse risici. Folk afholder sig oftest fra at investere i aktier når alle eksperter taler om recession. På den anden side leder optimisme uundgåeligt til en markant stigning i investeringer på det finansielle marked. Det samme gør sig gældende i forhold til fred og forsoning – og netop her har de lokale bosniske medier været tiltænkt en væsentlig rolle.
Enorm mediesektor
Dette var, og er til stadighed, rationalet hos de internationale interessenter som siden krigens afslutning i Bosnien-Hercegovina har investeret adskillige millioner euro i den bosniske mediesektor. I erkendelse af, at de omfattende donationer til det bosniske civilsamfund endnu ikke har haft den ønskede effekt i forhold til at fremme forsoningsprocessen, har man fra international side anset en professionel og funktionel mediesektor som værende en nødvendig drivkraft i forhold til at bidrage positivt til reintegrations- og forsoningsprocessen i et land plaget af etnisk deling, etnisk nationalisme og gensidig dæmonisering mellem de tre konstituerede befolkningsgrupper, bosniakker, serbere og kroater.
For indeværende er det bosniske mediemarked enormt i forhold til landets lave befolkningstal. I dag er der registreret hele 12 daglige aviser, 97 ugentlige nyhedsmagasiner, 147 radiostationer og 46 tv stationer. Ifølge en undersøgelse foretaget af Wien International, er bosnierne dog også særdeles optagede af de lokale medier som, bortset fra de respektive religiøse samfund, anses som værende de vigtigste informationskilder. Det anslåes i samme undersøgelse, at hele 74 procent af de bosniske mænd og 63 procent af de bosniske kvinder dagligt læser nyhedsaviser.
Hvad skriver aviserne?
Hvilken rolle spiller de bosniske medier så i den igangværende forsoningsproces den dag i dag? Via en empirisk analyse har jeg forsøgt at belyse, hvordan vi kan forstå de bosniske nyhedsmediers rolle i forsoningsprocessen, og om det øgede internationale fokus på netop dette felt har haft en mærkbar effekt her ca. 10 år efter strategien først blev lanceret. Igennem en periode på en måned, nærmere bestemt under valgkampagnen i efteråret 2010, blev tre af landets største daglige nyhedsaviser, alle etnisk-baserede medier, set grundigt i sømmene. Formålet var at se, hvorledes etniske modparter blev behandlet i nyhedsdækningen, samt hvordan emner som forsoning og national sammenhængskraft fyldte i det generelle nyhedsbillede.
De tre aviser som udgjorde grundlaget for den empiriske analyse var hhv. den bosniakkiske avis, Dnevni Avaz (Den Daglige Stemme), den bosnisk-serbiske Nezavisne Novine (Den Uafhængige Avis), og endelig den bosnisk-kroatiske avis, Dnevni List (Daglige Nyheder). De tre aviser er hver især baseret i de tre respektive ”hovedstæder” i de forskellige etnisk-dominerede regioner, hhv. Sarajevo, Banja Luka og Mostar. Fælles for dem alle er, at de hovedsagelig henvender sig til egen etniske befolkningsgruppe, samt at de har de højeste daglige salgstal blandt de etnisk-tilknyttede nyhedsaviser. Dog anslåes det at den bosnisk-serbiske Glas Srpske er den mest solgte serbiske avis i Republika Srpska, den serbisk-dominerede entitet i Bosnien-Hercegovina, men der findes ingen officielle tal for dette, og avisen er ikke tilgængelig i den bosniske mediedatabase, hvorfor den blev udeladt fra den empiriske analyse.
Uprofessionelt og politiseret
At dømme ud fra analyseresultaterne synes der i høj grad at være belæg for at problematisere de bosniske nyhedsmediers rolle i forhold til forsoningsprocessen i landet. Dét der først springer én i øjnene er den i høj grad manglende professionalisme og fraværet af dybdeborende journalistik som kendetegner alle tre aviser. Samlet set var der i blandt de indsamlede artikler, som alle på en eller anden måde involverede etniske modparter, i hele 94 procent af tilfældene kun gjort brug af én kilde. Mere iøjnefaldende er det, at i langt de fleste artiklerne repræsenterede talsmændene det samme etniske segment som de respektive nyhedsaviser – og som oftest de mest radikale partier, nationalistiske om man vil, som ikke umiddelbart er kendt for at tilskynde den bosniske forsoningsproces.
I den bosniakkiske avis, Dnevni Avaz, var næsten al spalteplads dedikeret til det bosniakkiske parti SBB samt Haris Silajdzic’ SBiH. Milorad Dodik og dennes parti, SNSD, var allestedsnærværende i Nezavisne Novine, og de to kroatiske nationalistpartier, HDZ og HDZ 1990, udgjorde størstedelen af nyhedsdækningen i det kroatiske dagblad, Dnevni List. Fællesnævneren for disse artikler var, at der i langt de fleste tilfælde var tale om at medierne agerede som passive, advokerende talerør for de respektive etno-nationalistiske partier. I hele 46 procent af artiklerne, hvori talsmænd fra samme etniske segment som de respektive aviser var repræsenteret, var det centrale budskab et negativt ét af slagsen rettet mod politikere eller partier repræsenterende en anden etnicitet. I størstedelen af tilfældene var kritikken en udløber af specifikke hændelser eller konsekvenser fra borgerkrigen i landet, eller hvordan toneangivende partier fra andre dele af landet var skyld i landets nuværende elendige forfatning. Selvfølgelig var undersøgelsen foretaget under en valgkampagne, hvor der altid, uanset sted, vil være en særdeles hård tone politiske modstandere imellem.
Politisk propaganda
Det interessante ved netop situationen i Bosnien-Hercegovina er imidlertid mediernes ageren i denne proces. De bosniske nyhedsmedier påtog sig en rolle, der utvivlsomt tenderede politisk propaganda for de respektive førende politiske partier blandt de tre etniske befolkningsgrupper. Nyhedsdækningen af kandidater og politiske partier fra andre etniske dele af Bosnien-Hercegovina var nærmest ikke-eksisterende.
I de få tilfælde der var, blev etniske modparter italesat via repræsentanter med samme etniske tilhørsforhold som avisen, der bragte artiklen og som regel med et yderst negativt budskab om eller imod ”de andre”. Og som tidligere nævnt var 94 procent af artiklerne kendetegnet ved, at der kun var anvendt én kilde til hver nyhedsartikel. Alle disse fakta lagt sammen tegner et tydeligt og dystert billede af en forudindtaget, ensidig og etnocentrisk nyhedsformidling af tre af de helt store sværvægtere på det bosniske mediemarked.
Flere grunde til etnisk fokus i medierne
Man kan således fristes til at spørge, hvordan kan det fortsat stå så slemt til hos de bosniske nyhedsmedier? Jovist, der er trods alt sket en markant forbedring af nyhedsdækningen sammenlignet med tiden før, under og lige efter den blodige konflikt i 1990’erne. Medierne opildner trods alt ikke længere til etnisk intolerance og vold. Alligevel forekommer den manglende udvikling at være yderst skuffende taget i betragtning, at der igennem et årti har været et relativt stort fokus på udviklingen og professionaliseringen af den bosniske mediesektor. For at finde svaret her på var der behov for at alliere sig med to af de førende medieeksperter i Bosnien-Hercegovina, hhv. Marek Mracka, slovakisk medieanalytiker fra OSCE, og Boro Kontic, direktør for Mediacentar Sarajevo.
At dømme ud fra disse to eksperters udsagn, er der mange grunde til, at de fleste bosniske nyhedsmedier, det være sig både tv, radio og de skrevne medier, tydeligvis reflekterer det etnisk delte Bosnien-Hercegovina, og dermed undlader at bidrage positivt til forsoningsprocessen i landet. Først og fremmest opererer de bosniske medier i et etnisk splittet samfund, hvori den dagsordensættende politiske elite ikke eksplicit advokerer for forsoning de tre folkeslag imellem. En kritisk røst hertil må så være, at netop de lokale medier burde være mere aktive i forhold til at præge den politiske dagsorden ved at fokusere på emner som forsoning og national sammenhængskraft i stedet for at rende de etno-nationalistiske partiers ærinde.
Økonomisk støtte fra politikere
Til denne bemærkning har Boro Kontic dog et klart svar:
”Det er tydeligt at stort set alle nyhedsmedier i Bosnien-Hercegovina har et bestemt politisk standpunkt, alt afhængigt af i hvilken region i landet, de er baseret i. Jeg finder det endda svært at bebrejde dem for det. Her i landet har det tydeligt vist sig, at ingen medieselskaber kan overleve udelukkende på deres læsere og de årlige statslige tilskud. Så man kan derfor spørge sig selv, hvor kommer størstedelen af pengene så fra? De kommer som oftest fra bestemte politiske partier, selv om jeg har få konkrete eksempler til at underbygge min påstand med. Et generelt overblik over det bosniske mediemarked viser med al tydelighed, at der ikke er gennemsigtighed for så vidt angår ejerskab, økonomisk støtte og så videre. I Bosnien forholder det sig desværre sådan, at det mest indbringende erhverv, rent økonomisk, er politik, og derfor nyhedsmedierne et oplagt redskab at anvende i bestræbelserne på at optimere sin egen personlige profit som politiker”.
OSCE’s medieanalytiker, Marek Mracka, deler den samme opfattelse og tilføjer til samme spørgsmål:
”Medieejerne og de forskellige redaktører indgår som oftest i et symbiotisk forhold med medlemmer fra den politiske elite, som donerer store økonomiske summer eller ved at opkøbe aktier i medieselskaberne til gengæld for positiv omtale og reklamer. Presset på medierne er latent. De meget få uafhængige nyhedsmedier vi ser her i landet, som er kritiske mod de respektive magthavere (i entiterne, red.) er udelukket fra økonomiske subsidier, er ikke inviteret eller bliver forment adgang til pressemøder og særlige arrangementer, og der har været flere tilfælde af overfald og lignende mod redaktører og journalister fra de selvsamme uafhængige nyhedsmedier”.
Lang fra den ønskede effekt
Den etnocentriske nyhedsdækning og det generelt lave journalistiske niveau, som gør sig gældende i mange af de store bosniske nyhedsmedier kan ikke siges, at leve op til de forventninger som man fra international side havde sat op, da de omfattende mediestøtte-projekter blev lanceret få år efter Dayton-aftalens ikrafttrædelse. Nyhedsmedierne afspejler i den grad det splittede og etnisk-delte Bosnien-Hercegovina, og det synes naturligt at stille det retoriske spørgsmål om det overhovedet kan lykkedes at ændre de bosniske nyhedsmediers rolle positivt i forhold til forsoningsprocessen før der sker drastiske ændringer i det omgivende samfund?
Én ting er ihvertfald sikkert; De store donationer fra internationale interessenter, der primært har været i form af finansiering af diverse uddannelsesprogrammer og kurser for lokale journalister, har langt fra haft den ønskede effekt. En meget trist, men særdeles rammende kommentar fra Mediacentar’s Boro Kontic forekommer passende til at afrunde dette emne af med, idet udtalelsen med al tydelighed viser, hvor slem situationen er for indeværende i den bosniske mediesektor:
”Her hos Mediacentar Sarajevo har vi igangsat utallige uddannelsesforløb og supplerende kurser for lokale journaliststuderende med det formål at opkvalificere dem rent fagligt til at udføre dybdegående og undersøgende journalistik. Men hvad der tydeligvis synes at være et tilbagevendende problem er, og det hører jeg yderst tit fra mine tidligere studerende, at når de ansøger om job hos de forskellige medieselskaber går det op for dem, at for at få en fod inden for, er professionelle journalistiske kompetencer fuldstændig overflødige”.
Jesper Lindholm er Cand.soc. i Udvikling og Internationale Relationer, Aalborg Universitet og var praktikant på den danske ambassade i Sarajevo, efteråret 2010.
