DEBAT | Viktor Orbán er efterhånden en velkendt mand i Europa. Han er Ungarns ministerpræsident og leder af det konservative parti, Fidesz, i Ungarn. Men hvorfor nyder Orbán stor opbakning blandt den ungarske befolkning, når nærmest samtlige vestlige medier stempler ham som diktator, løgner, udemokratisk?
Viktor Orbán var første gang regeringschef fra 1998 til 2002, hvorefter Ungarn oplevede to perioder med såkaldte ”socialdemokratiske” og ”liberale” regeringer, indtil jordskredsvalget i 2010, hvor Orbán vandt 2/3-flertal i parlamentet.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor Orbán nyder denne store opbakning, når nærmest samtlige vestlige medier stempler ham som diktator, løgner, udemokratisk? Hvorfor stemmer ungarerne på ham, når de ellers er vant til at stemme sådanne mennesker ud, hvilket de gjorde med Ferenc Gyurcsány i 2010?
Ferenc Gyurcsány, tidligere ministerpræsident fra socialdemokraterne, er nemlig en af årsagerne til den store opbakning bag Orbán. I 2006, da Gyurcsány lige var blevet genvalgt, blev der lækket en tale fra et vælgermøde, hvor han siger ”Vi har løjet, vi har svindlet – vi har intet udrettet i 4 år”. Følgerne af dette så man først til valget i 2010.
Diktatoriske Orbán
Inden vi overhovedet kan dømme Orbán, har vi derfor behov for at grave dybere ned i ungarsk politik og politisk historie. Sidste oktober fejrede vi, at det var 25 år siden at Muren faldt – Østblokken var fri, Ungarn var frit. Men blev det frit? Under kommunismen ændrede man forfatningen i Ungarn, således at den var skræddersyet til kommunisterne. Efter Murens fald ville man tro, at denne forfatning blev ændret til at være mere demokratisk. Dette var dog ikke tilfældet.
Fra danske mediers side hører jeg ofte, at ”diktatoriske Orbán” har ændret forfatningen, således at den passer ham, og at dette mere eller mindre destruerer demokratiet i Ungarn – i hvert fald det påståede liberale demokrati. Men ikke én eneste gang har jeg læst, at det også skal påpeges, at dette er den mest gennemgribende forfatningsændring siden kommunismens fald, hvor man endeligt gjorde op med de tilbageværende stykker. Lad det lige stå et øjeblik.
Det bringer os til det netop overståede valg i Storbritannien. Jeg besøgte sammen med en lang række andre konservative unge Storbritannien for at hjælpe i valgkampen – et land, som benytter mere eller mindre præcist det samme valgsystem som det ungarske. Men ingen beskylder da Storbritannien for at være udemokratisk? Nej, men Ungarn og Orbán er straks noget andet, for han ændrer jo forfatningen til sin egen fordel. Eller ændrer han blot en lovgivning lavet af sovjetregimet, til det, som den ungarske regering mener, ville gavne landet bedst?
Mange ville påpege, at han vandt valget efterfølgende, så dermed må demokratiet være ødelagt, men Fidesz vandt også Europaparlamentsvalget samme år – sidstnævnte med europæisk valglov. Det er derfor for tidligt at konkludere på den nye valglov efter kun få år. Men at kalde den udemokratisk, når Fidesz også vandt EP-valget, endda med flere procent af stemmerne, er at tage munden for fuld.
Modstridende visioner
En anden meget essentiel faktor i ungarsk politik er den utrolig høje segmentering mellem oppositionen(erne) og regeringen. En socialdemokrat ville kalde en cola blå, og en konservativ samme genstand rød – ligegyldigt fakta; forholder det sig, som de ser det – eller rettere sagt modsat den anden part. Oppositionen til venstre for Orbán, som i Ungarn består af socialdemokraterne og de liberale er meget splittet, og udgør ingen stor trussel. Denne trussel kommer nærmere fra den anden side: Jobbik.
Jobbik vinder større og større opbakning blandt befolkningen, som vel at mærke mener, at Orbán er for blid – i kulturdebatten, EU-spørgsmålet og Ungarns integrationsudfordringer med stigende Roma-befolkning. Denne højredrejning er, hvad Bruxelles bør frygte fremfor Orbán.
Orbán har ikke kun gennemført forfatningsændringer, men har lagt et stort arbejde bag sig de seneste par år. Under den tidligere regering var nationalfølelsen væk. Man var nærmest nationalist med negativ fortegn, hvis man hang det ungarske flag op. Orbán har bragt denne nationalfølelse tilbage – folk begynder at stå ved deres ungarske, synge med på nationalhymnen, hejse flaget.
Økonomien er også vendt. En massiv korruption under den tidligere regering er blevet udtømt, og omdannet til væsentligt mindre korruption. Lønningerne er stadigt lave, hvilket er Ungarns største udfordring, da mange folk tager til andre lande i EU, hvor de kan få en langt højere løn.
Men Orbán har generelt stabiliseret økonomien, og faktisk vendt den til noget positivt. Nogle af de finanspolitiske tiltag bliver kopieret i andre EU-lande efter at have set påvirkningen i Ungarn. Flere pladser i Budapest renoveres og bygges færdigt – projekter bliver startet og rent faktisk færdiggjort uden at blive korrumperet og gå bankerot undervejs. Meget er derfor sket under Orbáns regeringer, og det bør vi i Vesten takke ham for, ligesom befolkningen har ved det seneste valg.
Der er stadig meget plads til udvikling, men det går uden tvivl den rette vej for Ungarn og det ungarske demokrati. At påstå andet er uklogt.
Daniel Fabricius er dansk-ungarer og studerer B.Sc. merc. ved Copenhagen Business School.