HISTORIE | For såvel den romersk-katolske, som den ortodokse kirke højtideligholdes d. 15. august for Jomfru Marias optagelse i himmelen, men i Polen er det også en national helligdag til minde om forsvaret af Warszawa mod Den røde hær i 1920.

Umiddelbart efter afslutningen på 1. Verdenskrig kæmpede polakkerne for deres uafhængighed anført af feltmarskallen, statsoverhovedet og senere diktator i Polen, Josef Pilsudski. De kæmpede imod Lenins sovjetiske styrker i en krig, der skulle ende med at blive den eneste, Den røde hær tabte i åben kamp.

Miraklet ved Vistula
Kampene varede fra d. 12. til d. 25. august og den polske sejr fik tilnavnet ”Miraklet ved Vistula” (Cud nad Wisla), fordi mange ikke havde troet, at den dårligt udrustede polske hær, som også var i klart undertal, ville kunne vinde over Den røde hær, som både havde været igennem 1. Verdenskrig og stadig kæmpede en blodig borgerkrig mod den såkaldt ”hvide hær” i Sovjetunionen.

Lenin anså Polen for at være broen til at bringe den bolsjevistiske revolution til Central- og Vesteuropa, og med den tyske revolution i fuldt vigør ønskede han en hurtig propagandasejr, som kunne antænde kommunistiske oprør i andre europæiske storbyer.

Den røde hær troede, Pilsudskis planer var dårlig afledningsmanøvre
Udenlandske observatører var da heller ikke i tvivl om, at den polske hær var på vej til at blive overrendt, og da Pilsudski foretog et dristig modangreb mod de fremrykkende sovjetiske fronter, troede ingen i det polske lederskab på hans plan, men situationen var så kritisk, at de ikke selv havde nogle bedre idéer.

Selv da Den røde hær opsnappede planen, troede de, det var et dårligt forsøg på at aflede dem.

Pilsudskis plan gik ud på at splitte den sovjetiske front op syd for Warszawa ved at angribe den lille gruppe af hviderussiske soldater, som bandt de store nordlige og sydlige sovjetstyrker sammen.

I en kombination af dårlig kommunikation mellem den sovjetiske hærledelse og dens styrker og Pilsudskis taktiske snilde lykkedes det hans underlegne sammenbragte elitestyrker, (nogle af dem sågar barfodede!) at drive Den røde hær på flugt og sikre en højst overraskende sejr med tab, der var under en tredjedel af de sovjetiske.

Sejr af international betydning
Udover at sejren fastholdte for Polen den uafhængighed, de først nyligt havde opnået efter 123 år, var dens konsekvens også, at Lenin skrinlagde sine planer om at bringe sin kommunistiske revolution ud til resten af Europa.

Dagen i dag har budt på hæder til pensionerede generaler af premierminister Donald Tusk, samt en stort anlagt rekonstruktion af slaget i byen Ossowo i Wolomin-distriktet, som resulterede i lange køer på vejene til og fra Warszawa.

The News/PL, 15/8

Free PL

Magasinet rØST om ‘sejrsdagen’ for et år siden

Af BHA