BOSNISKE PROTESTER | Flere større bosniske byer har den seneste uge været vidner til voldsomme protester. Demonstrationerne kendetegnes ved, at have politisk dagsorden frem for nationalistisk. Ehlimana Dedovic analyserer.
Siden den 06. februar har borgerne i de større bosniske byer været på gaden for at protestere mod den stadigt værre økonomiske og sociale situation i Bosnien-Hercegovina. Demonstrationerne startede i byen Tuzla, i det nordøstlige Bosnien, som følge af utilfredshed med de mange privatiseringer og lukninger af byens industri, der truer den gamle arbejderbys eksistensgrundlag. Siden har protesterne spredt sig til andre byer og er blevet stadigt mere voldelige, især i hovedstaden Sarajevo hvor bl.a. præsidentpaladset, statsarkivet og en række andre officielle bygninger er sat i brand. Demonstrationerne vækker hos nogle håb om, at et ”bosnisk forår” er rundt om hjørnet og derved et opgør med flere års politisk og økonomisk stagnation.
Indtil videre er flere lokale regeringer i Føderationen gået af, blandt andet premierministeren i Tuzla, mod hvem de første demonstrationer var rettet. Netop dette styrker hos demonstranterne håbet om, at de denne gang kan komme nogle vegne med protesterne og få de regerende eliter til at høre efter.
Kritik af protesterne
Andre derimod har kritiseret volden og de manglende konkrete krav fra demonstranterne. Især i Sarajevo, hvor intensiteten i protesterne har været størst, har flere borgere og meningsdannere kritiseret demonstranterne for ikke at protestere mere fredeligt og tage dialogen med de officielle institutioner. Kritikken kommer også fra de egentlige politiske ledere, der næsten uden undtagelse har enten skældt ud på demonstranterne eller forsøgt at mane dem til ro ved at minde om, at Sarajevo har gennemlevet så meget i løbet af krigen, at det sidste man har brug for, er en ny omgang ødelagte bygninger og gader.
Der har også, ikke overraskende for Bosnien, været forsøg på at fremstille oprøret som den ene eller den anden nationale gruppes angreb på de andre. Således har præsidenten for Republika Srpska (den ene af to administrative entiteter i Bosnien), Milorad Dodik, udtalt, at han ikke vil lade protesterne brede sig til sin entitet og opfordret befolkningen til ikke at lade sig narre til at destabilisere Republika Srpska. På bosniakkisk side (dvs. den anden administrative entitet, ”Føderationen”) har der været lignende udtalelser. På hjemmesiden bosnjaci.net (bosniakker.net) udkom således den 10.02. en tekst med overskriften ”Protesterne – en ny sammensværgelse mod bosniakkerne”.
Kampagne imod demonstranterne
Det undrer måske ikke, at stemningen i Bosnien lige nu er præget af usikkerhed, forvirring og en smule paranoia hos forskellige grupper. Ifølge politologen dr. Svjetlana Nedimovic, der er blevet et af de mere kendte ansigter i protesterne, så er dette ikke underligt. For borgerne i BiH har ikke erfaring med protester, og de er i årevis blevet socialiseret til at føle mistro til hinanden og institutionerne. Dette tager tid at ændre.
Noget tyder også på, at mediernes, politikernes og meningsdannernes fokus på voldsepisoderne er udtryk for en organiseret kampagne vendt mod demonstranterne i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra demonstranternes krav og sociale kår. Denne holdning er kommet til udtryk i en række artikler på netaviserne Pescanik.net, e-novine.com og media.ba. Sidstnævnte specialiserer sig generelt i mediernes arbejde i Bosnien. Det er karakteristisk, at mens de store mediehuse i Bosnien, der ejes af eller har forbindelser til de samme magthavere, der protesteres imod, har haft en negativ eller lunken holdning til demonstrationerne, så har netaviser, blogs og sociale medier været kernen demonstranternes interne kommunikation og organisering.
Ifølge Amar Numanovic, skribent ved Media.ba, har brugen af internettet været afgørende for at holde liv i demonstrationerne og samtidigt få korrekte oplysninger om hvad der egentlig sker i de forskellige bosniske byer ud trods mainstreammediernes forsøg på at modarbejde dette.
Protester uden mål?
Det største kritikpunkt mod demonstrationerne – udover altså anklagerne om vold – har været, at demonstranterne ikke har konkret formulerede krav og ingen anerkendte ledere, der kan forhandle på deres vegne med de officielle strukturer. Dette har demonstranterne efterfølgende taget forskellige skridt til at rette op på.
I Tuzla udsendte organisationen Front Slobode (Frihedsfronten) allerede to dage efter protesternes start en række krav til de lokale myndigheder i Tuzlakantonen (se nedenfor). Disse krav var ganske klare og konkrete, men begrænsede sig dog til netop Tuzlaområdet. I løbet af weekenden har forskellige organisationer af borgere i Sarajevo og andre byer så forsøgt at strikke lignende lister sammen og måske endda nogle med bredere sigte end Tuzlademonstranternes.
Det bosniske forår er kun lige begyndt
I går afholdtes også et konstituerende møde for en såkaldt Borgerplenum i Sarajevo, der fremadrettet vil blive et slags officielt forum for demonstrationerne, og hvorfra forhandlere så kan blive valgt. Alt imens fortsætter demonstrationerne ufortrødent i forskellige bosniske byer, og der er god grund til at holde nærmere øje med udviklingen fremadrettet.
Det vil for eksempel være relevant at se på, hvordan udlandet vil forholde sig til hele sagen. Indtil nu er det blot blevet til opfordringer om, at begge parter skal undgå vold, men hvis demonstrationerne fortsætter og breder sig til flere byer, og hvis demonstranterne skaber en klar ledelse, der kan repræsentere dem, vil endnu en aktør blive relevant i den bosniske kabale. Dette vil med lidt held kunne gøre reformer og tilnærmelse til EU nemmere, da denne nye aktør for alvor vil kunne presse politikerne i Bosnien på en måde, som endnu ikke er set.
I samarbejde med netavisen Pescanik, bringer vi herunder en oversættelse af den erklæring som demonstranterne i Tuzla udsendte den 07. februar.
Frihedsfrontens Erklæring
Fremad i kamp for sejr!
7. februar 2014.02.09
Den femte og sjette februar gjorde folket i Tuzla oprør mod den bande af kriminelle som sidder på magten, som dræber og plyndrer os alle. Dette er enden for den bande. Folket, der længe flygtede ind i magtesløsheden, blindheden og håbløsheden, har endelig fået øjnene op, og står nu ansigt til ansigt med katastrofen!
Arbejdere uden løn og sygesikring; studerende uden udsigt til et arbejde; demobiliserede soldater på randen af sult og fornuft; vores mødre og fædre, søstre og brødre er nødsaget til at tage til militærbaserne i Irak og Afghanistan; vores pensionister roder igennem skraldecontainere for at få mad.
Imens sidder forbryderne på magten? De har alt. Forbryderne øger skellet mellem os og stjæler vores penge. De afpresser os med bestikkelser og korruption sådan at vi knap nok kan forblive i live. Forbryderne sender vores børn og børnebørn ud i gældsslaveri. Forbryderne lyver og siger, at vi stjæler, men det er dem der stjæler. De slår på os, bruger tåregas og sender hundene efter os. De har røvet og fra hus og hjem! Og den samme bande forbrydere kalder os for udskud!
Vi er udskud fordi vi gerne vil leve ærligt af vores arbejde? Vi er udskud fordi vi ønsker at efterlade det hårdtjente til vores børn?
Vi kræver:
1. At den regering som har beordret at folket skal tæskes skal fjernes.
2. Udskiftning af politimyndighederne som brutalt har slået på folket.
3. Retsforfølgelse af de befalingshavende og de der udførte ordrerne om at bruge brutal vold mod folket.
4. Oprettelsen af en civil folkelig beskyttelse som skal opretholde ro og orden og sikre at forbryderne ikke får lov til at ødelægge vores fællesskab!
5. Udligning af lønnen for de politiske repræsentanter med andre offentligt- og privatansatte.
6. Afskaffelse af alle løntillæg for parlamentsmedlemmer og ansatte i den offentlige forvaltning.
7. Afskaffelse af løn til ministre efter disses embedsperiode afsluttes.
8. Rimelige sociale ydelser, der giver mulighed for et anstændigt liv.
9. Oprettelsen af et folkeudvalg, der skal bestyre de offentlige goder og sikre: arbejde og løn til alle, sygesikring til alle, mad til alle!
Oversættelse og introtekst af Ehlimana Dedovic.
