Debatmøde – Ukraines nye demokrati i fare. Politikens hus, onsdag d. 27.10.10.
Onsdag eftermiddag, 27/10, inviterede Politiken, SILBA, Dansk Helsinki Komité og Europabevægelsen til paneldebat om det ukrainske demokratis udvikling under præsident Viktor Janukovitj, og der var bred enighed om, at det ikke går i den rigtige retning.
Faktisk var konklusionen fra panelets deltagere nærmest, at de var forfærdede over den hastighed, hvormed Janukovitj har forvandlet Ukraines omend skrøbelige demokrati, til en parodi på en stat, der skal forestille at have uafhængige domstole og en fri presse.
Det var Politikens Europaredaktør Jens Bostrup, der fordelte taletiden imellem publikum og panelet, men det var de to inviterede gæster, den ukrainske journalist og menneskeretsaktivist Halya Coynash og Hanne Severinsen, tidl. folketingsmedlem for Venstre og Europarådets tidligere rapportør for Ukraine, der dominerede mødet med deres indlæg om den aktuelle situation i Ukraine.
Halya Coynash fortalte meget engageret om, hvordan Ukraines parlament efter Janukovitj’ tiltræden er blevet et gummistempel for præsidenten, der igennem flere lovpakker har fået koncentreret magten omkring sig og har sat de institutioner ud af kraft, der kunne stække hans embede. Dette er sket ved at ændre afstemningsprocedure for parlamentet, ændre valglove for lokal- og regionalvalg og senest ved at lægge pres på forfatningsdomstolen for at få de forfatningsændringer kendt ugyldige, der efter den orange revolution skulle begrænse præsidentens magt.
Det værste var næsten, som Coynash sagde, at ingen var i tvivl om hvad domstolens afgørelse ville blive. Alle vidste på forhånd at den ville føje præsidenten, fordi han støttede ændringen.
Netop dette, at præsidenten har sat sig igennem så grundigt, at ingen tør sige ham imod, var også kendetegnene for debatten om det nye medieklima i Ukraine. Halya Coynash forklarede, hvordan der ikke længere var nogle tv stationer, der kom med andre end regeringens synspunkter. Selv kanaler som TV-5, der tidligere turde kritisere Janukovitj – og af samme grund blev chikaneret af sikkerhedstjenesten SBU – kører nu efter den linje, som det statslige tv og Inter-tv lægger for dagen.
Et nyligt grotesk eksempel på informationsstyring er, at en religiøs festival for den ukrainsk-ortodokse kirke af Kiev-patriarkatet for nyligt blev forhindret, da kirkens tilhængere blev hindret i at komme til Kiev. Det korrupte færdselspoliti intimiderede busselskaberne, og tilbageholdt busser med ’fulde chauffører’. Tv viste kun billeder af den tilsvarende russiske højtidelighed for patriarkatet i Moskva, den russisk-ortodokse kirke.
For Ukraine er det noget nyt, at magtkoncentrationen hos Janukovitj får lov at stå så uimodsagt. Landet har siden selvstændigheden nærmere været kendt for stabil ustabilitet i den politiske arena. Dette har mestendels skyldtes, at rige og magtfulde erhvervsgrupper har bekriget hinanden og brugt staten som deres redskab imod modstanderen, når de var ved magten. Det gjorde alt meget ustabilt og ikke særlig demokratisk, men betød dog, at kampen om magten var en fortsat konkurrence. Den Orange revolution blev f.eks. kun til noget, fordi pengestærke oligarker vendte det gamle regime ryggen og støttede op om projektet. Sådan er det ikke længere.
Coynash forklarede, at der i dag ikke findes oligarker i direkte opposition til Janukovitj, og at oppositionen, der forsøger at samle stumperne efter valgnederlaget i januar, bliver chikaneret af lokale valgkommissioner udelukkende bestående af regeringsvenlige folk.
Hanne Severinsen var meget enig i kritikken af Janukovitj, og måtte indrømme, at hun tog fejl, da hun i januar udtalte sig positivt efter hans valgsejr. Det var en fejl, at flere institutioner i Europa tilsyneladende var villige til at se igennem fingre med Janukovitj’ tiltag til gengæld for et mere stabilt Ukraine. Han er ikke en anden politiker nu, end da han var kandidat for Kuchma regimet i 2004, måtte hun erkende. Samtidig var hun overrasket over, i hvor høj grad Janukovitj tilsyneladende var villig til at kaste Ukraines nationale interesser overbord ved at indgå gasaftaler med Rusland, der gjorde landet mere afhængig af russisk gas, og samtidig på sigt ville gøre landets betydelige indtægter fra transitgas igennem landets ledningsnet værdiløse.
Som Coynash afsluttende bemærkede, ”At the end of the day, a country has got to stand on its own two feet”. Hermed mente hun, at Ukraines problemer bestemt ikke er Europas skyld. Men det er et stort problem, når Europa ikke siger stop, og protesterer overfor så alarmerende og pludselige forværringer i demokratiets, pressens og retsstatens vilkår, som Ukraine har set de sidste seks måneder under Janukovitj.
