ANALYSE | Ukraines præsident bekymrer sig mere om sin egen magt end om landets ve og vel. Peter Zacho Søgaard ser nærmere på styret i Ukraine.

EM i fodbold løber af stablen om under en måned og naturligt nok er vestens øjne rettet imod de to værtslande. Polen er en solstrålehistorie, der under den genvalgte premierminister Donald Tusk udviser økonomisk vækst og politisk stabilitet i et ellers krisepræget Europa. Flot på alle måder når man sammenligner med de økonomiske og politiske skandaler, der plager så mange andre post-kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien for at nævne nogle.

Man skal dog op en helt anden skala for at nå tilstanden i Ukraine, Polens medvært til EM. Ukraine er langt fra mediernes overskrifter til daglig, men nu hvor EM nærmer sig er europæerne nødt til lægge mærke til hvilken retning Præsident Janukovitj har ført landet i, og det er ikke et kønt syn, der møder dem.

Timosjenko-sagen
Lad os tage det det fra en ende af: Den tidligere premierminister Julia Timosjenko er sat i fængsel for at handle over sit mandat som premierminister og forhandle en ufordelagtig gasaftale på plads med russiske Gazprom (og hermed Kreml) uden at spørge parlamentet tilstrækkeligt først. Da den ukrainske forfatning sjældent bliver gransket med lup af siddende politikere for at overholde alle regler og procedure, er det en udbredt opfattelse hos iagttagere, at dommen reelt er bestilt af præsident Janukovitj til at sætte Timosjenko ud af spillet frem til præsidentvalget i 2015. Men resultatet blev, at frem for at gøre hende tavs har man gjort hende til martyr og har fået Europa på nakken.

Timosjenko er dog kun toppen af isbjerget af retssager imod tidligere politikere. Tidligere indenrigsminister Jurij Lutsenko er idømt fire års fængsel for embedsmisbrug på lige så fiktive anklager som Timosjenko, og flere andre tidligere ministre har fået arrestordre på halsen og er flygtet ud af landet i tide før de blev anholdt.

Udenrigspolitisk kollaps
Resultatet af denne indenrigspolitiske udmanøvrering af oppositionen igennem domstolene er en forvirret ukrainske udenrigspolitik uden et klart mål.  Janukovitj har ladet stå til, mens EU har ladet en økonomisk associeringsaftale falde på gulvet pga. Timosjenko-sagen, der kunne øge ukrainsk eksport og tiltrække tiltrængt udenlandske investeringer. På trods af dette hævder man stadig at europæisk integration er målet, og man slår armene i vejret over, at man uretfærdigt bliver straffet for at gøre noget ved korruptionen i landet (arrestere Timosjenko og Lutsenko).

Er forholdet til Europa køligt, er forholdet til Rusland heller ikke for godt. Rusland ønsker kun et samarbejde med Ukraine, hvor de selv sidder i førersædet. Det har længe været et russisk mål at slå de ukrainske og russiske gasselskaber Naftogaz og Gazprom sammen til ét selskab, og opnå ejerskab over det ukrainske netværk af gasledninger, der sørger for den russiske gaseksport til Europa. Man har forsøgt at afpresse Ukraine til dette salg ved nedlukning af gasleverancer under påskud af manglende betaling, men det er ikke lykkedes. Samtidig ønsker man ukrainsk deltagelse i en Russisk domineret toldunion igennem det bedagede SNG samarbejde. Begge dele har Ukraine afslået.

Magten frem for alt
Det bedste forklaring på Janukovitj (manglende) udenrigspolitik er derfor, at den står i anden række i forhold til hans eget ønske om at bevare magten, og at dette mål går forud for alt andet, lige med undtagelse af at sælge landet til russerne. Men selv det er der en slags selvopholdelse i, for hvad er der sjovt ved at være præsident for en russisk lydstat? Nej vel? Man er vel præsident for noget.

Hvis man ser på hvordan Janukovitj har placeret sine loyale støtter og familiemedlemmer på centrale poster i statsapparatet, tegner der sig et billede af et styre, der først og fremmest handler for at berige sig selv og sine nærmeste. Og for at kunne gøre dette uhindret har man snor i alle statens institutioner fra retsvæsen til skattevæsen. Der tegner sig omridset af en ”familie”, der beklæder offentlige poster, ikke ud fra kvalifikationer, men ud fra loyalitet overfor Janukovitj. For nylig gav den engelsksprogede avis Kiev Post en oversigt over Janukovitj netværk:

  • Chefen for efterretningstjenesten SBU har siden 2010 været Igor Kalinin, der tidligere var chef for Janukovitj personlige livvagter.
  • Statsanklageren Viktor Psjonka er nær allieret af Janukovitj fra den fælles hjemstavn Donetsk i Østukraine, og har kommet med uheldige udtalelser på TV om at han var en del af præsidentens ”hold”. Psjonka har afvist at undersøge anklagerne om overfald af Julia Timosjenko i fængsel og tilmed anklaget den ukrainske ombudsmand Nina Karpatjova, der bekræftede overfaldet overfor EU for drive politik i sit embede.
  • Andre væsentlige poster er beklædt med venner til Janukovitj ældste søn Oleksander Janukovitj, der er uddannet tandlæge. Dette har mærkeligt nok gjort ham til ekstraordinært velhavende bankejer, med en formue på over 100 mio. dollars. Han er officielt ikke en del af statsapparatet, men hans forretningsforbindelser, den 35 årige Sergej Abuzov og den kun 31-årige Oleksander Klymenko er blevet udnævnt til hhv. direktør for nationalbanken og direktør for det nationale skattevæsen. En tredje kammerat i dette team er 39 årige Jurji Kolobov der d. 28 februar i år blev udnævnt til finansminister.

For de sidste tre gælder, at deres karriere har været rettet mod skyerne siden Janukovitj blev præsident, og at de med papirtynde CV’er og efter få år i den private ukrainske bankverden har kunnet sætte sig til rette i Ukraines højeste offentlige embeder.

Ukrainsk selvbedrag
Ukraine-ekspert og Senior Policy Fellow ved the European Council on Foreign Relations, Andrew Wilson, kommenterede for nylig på udenrigsminister Kostjantjin Krysjtjenko’s  forsøg på at forklare Ukraines udenrigspolitik i en dagbladsartikel. Krysjtjenko forsøgte at sammenligne Ukraine med Tyrkiet, en stormagt der manøvrere på kanten af Europa med succes, og har fravalgt det europæiske spor da det for tiden er blokeret af krise og manglende vilje til udvidelse. Senere går han videre til at argumentere, at den kinesiske udviklingsmodel med masseeksport og en plads blandt BRIK landene er vejen frem for Ukraine.

Begge dele er forfejlede sammenligninger, siger Andrew Wilson. Ukraine har ikke den stabilitet indenfor lovgivning og retsvæsen der på sigt udgør et tiltrækkende investeringsmiljø for udenlandsk kapital. Det har heller ikke et konfuciansk bureaukrati eller en oversøisk klasse af veluddannede  entreprenører klar til at komme hjem til Ukraine og starte nye forretninger op som kinesere til Kina. Ukraines bureaukrati er derimod korrupt og ineffektivt.

Desperat brug for udenlandsk kapital
Ukraine er heller ikke Tyrkiet. Det er ikke en dynamisk regional magt med stærke historiske bånd til det mellemøstlige nabolag og Balkan, samt en tæt forbindelse til USA igennem NATO. Tyrkiet har en stor eksportsektor af mellemstore virksomheder, Ukraines eksport er koncentreret om råvareforarbejdning (stål), tung industri og et ineffektivt landbrug, der er ved at blive købt op af europæiske storbønder.

For at udvikle sin økonomi har Ukraine desperat brug for at tiltrække udenlandsk kapital til at modernisere sit produktionsapparat. Associeringsaftalen med EU ville presse nødvendige reformer igennem og tillade ukrainske landbrugsprodukter at blive godkendt til europæiske fødevarestandarder, men i stedet for at lade sig skubbe hen imod vejen til reformer, vil præsident Janukovitj hellere vende det døve øre til Europa og pleje sit greb om staten, end bane vejen for økonomiske reformer og vækst.

Af Peter Zacho Søgaard