Valentin Inzko kommer fra det såkaldte karintiske slovenske mindretal i Østrig og arbejder som diplomat. Valentin er gift med operasangerinden Bernarda Inzko, der stammer fra det slovenske mindretal i Argentina. Derudover er Valentin den mest magtfulde mand i Bosnien-Hercegovina. Han har magt til afskedige præsidenten ved at knipse med fingrene, hvis han vil.
Valentin Inzkos job er at være ’Høj Repræsentant’ i en institution, der hedder ’Den Høje Repræsentants Kontor’, mest kendt under sin engelske forkortelse OHR. OHR er en slet:ret unik institution, som ikke kendes andre steder i verden og opstod i sin grundform under fredsforhandlingerne i Dayton, Ohio, i 1995, hvor Krigen i Bosnien så sin afslutning.
Et fredsimplementeringsråd (kendt under sin engelske forkortelse PIC) bestående af Dayton-fredens fødselshjælpere USA, EU og Rusland samt en lang række andre lande og internationale organisationer (55 i alt) blev nedsat til at give OHR sit mandat og til at sørge for, at fredsaftalen blev overholdt. Den første høje repræsentant, der blev udpeget i 1995 var den nuværende svenske udenrigsminister Carl Bildt.
Allerede to år efter Dayton mødtes man i fredsimplementeringsrådet i den gamle vesttyske hovedstad Bonn, hvor man blev enige om, at man overhovedet ikke kunne styre parterne i Bosnien og at udviklingen gik den forkerte vej. Løsningen blev at give OHR superbeføjelser, så den høje repræsentant kunne gribe direkte ind i bosnisk politik og afskedige besværlige politikere og embedsmænd, der ikke kunne overholde Dayton-aftalen. Superbeføjelserne er siden blevet kaldt ’Bonn-powers’ efter værtsbyen.
Ud over at være en slags diplomatisk superhelt, der repræsenterer en kaotisk rodebunke af lande (blandt andre Ægypten, Malaysia og Albanien) og organisationer (for eksempel IMF, Røde Kors og NATO) er Valentin samtidig EU’s specielle repræsentant (EUSR). EUSR er en post som EU har sendt til forskellige lande og regioner i verden, som en slags ambassadør, der i Bosniens tilfælde skal hjælpe landet på rette vej imod optagelse i EU.
Valentin har det ikke nemt for tiden. Dayton indrettede Bosnien-Hercegovina således, at ingen af krigens parter fik deres vilje. Kompromisset bestod i at den ene part (bosniske kroater og muslimer) ikke helt opnåede en samlet stat, og den anden (bosniske serbere) opnåede ikke helt en løsrevet serbisk provins. I stedet blev befolkningen låst fast i et kompliceret bureaukrati. Siden har de bosniske serbere kastet mudder efter Valentin og hans forgængere fordi de gerne vil have mere selvstændighed og de bosniske muslimer kritiserer ham for ikke at tage centraliseringen af landet alvorligt.
Dayton var blot tænkt som en midlertidig løsning, en overgang til et fungerende bosnisk samfund, men nu er OHR fanget i sine egne regler og har svært ved, juridisk set, at skubbe landet frem imod at blive en funktionsdygtig selvstændig stat uden at ændre på Daytons forfatning. Man har talt om at fortsætte integrationen af Bosnien-Hercegovina uden om Dayton ved at referere til ’Daytons ånd’ (spirit of Dayton), men de bosniske serbere stejler brat ved alle initiativer der fratager Republika Srpska (den bosnisk-serbiske administrative del af Bosnien-Hercegovina) suverænitet.
Valentin er endda, som EUSR, forpligtet til at forberede Bosnien til optagelse i EU efter Københavnerkriterierne, men han kan ikke benytte sine Bonn-powers til at sikre denne retning, da de også ligger uden for Dayton-aftalen og selvom de fleste indbyggere støtter EU-medlemskab, der det hovedsaligt de bosniske muslimer, der er rede til at opgive den administrative deling af landet for EU.
Stakkels Valentin har oven i købet problemer i sit bagland, da han skal have opbakning fra Fredsimplementeringsrådet PIC, hver gang han tager beslutninger. PIC mødes ugentligt i en styregruppe, der består af blandt andre USA, EU’s formandskab, Kommissionen, Rusland og Japan og disse er ikke nødvendigvis enige om den politiske linje og har tendens til nøl. Institutionen OHR er derfor ofte svær at tage højtideligt pga. den langsomme reaktionsevne og de meget diplomatisk polerede udmeldinger. Valentins forgænger, Miroslav Lajcak, kaldte åbent OHR for en død hest (det skabte en del vrede i den bosniske befolkning, da mange troede det var Bosnien han refererede til, men det var altså OHR) og institutionens handlingslammelse var formentlig årsagen til hans exit (ud over tilbuddet om at blive slovakisk udenrigsminister). Samtidig har man heller ikke i EU formået at tilrettelægge en velsammentømret strategi til, hvordan man skal skubbe landet i den rigtige retning imod medlemskab. Kommissionen har talt om at ændre fokus til en mere insisterende (hands on) strategi uden, at der er kommet konkrete resultater ud af det.
Republika Srpska har udnyttet OHR’s svaghed groft. Republikkens premierminister Milorad Dodik nægtede ustraffet at anerkende Srebrenica massakren som et folkemord ved den officielle mindehøjtidelighed på 15 års dagen (hvilket selv moderlandet Serbien har gjort) og man truer konstant (igen ustraffet og direkte i strid med Daytonaftalen) med at udskrive folkeafstemning om løsrivelse af Republika Srpska fra Bosnien-Hercegovina.
OHR var fastsat til at blive lukket ned i 2006, men det blev hurtigt klart at man var nødt til at forlænge mandatet og man gav det et år til. Nå er Mandatet forlænget på ubestemt tid og Valentin kan da i det mindste se frem til fortsatte lønchecks, men hans muligheder for at løse den bosniske deadlock ser desværre ud til at blive mindre og mindre. Men man har jo lov til at håbe.
