RUSLAND | Rusland har de seneste år prioriteret oprustning og modernisering af de nukleare styrker i kølvandet på usikkerhed om de internationale våbenkontrolaftaler. Spørgsmålet er, om man kan lære noget af udviklingen i Ruslands nukleare strategi over tid, samt hvilke faktorer, der former Ruslands nukleare strategi?
D. 26. januar i år (2021) aftalte nyindsatte præsident Biden og præsident Putin over en telefonsamtale at forlænge NEW START aftalen med fem år. Hvis NEW START var udløbet, ville det internationale våbenkontrolregime være blevet nulstillet til starten af den Kolde Krig. Panikredningen af aftalen kombineret med sammenbruddene af ABM- og INF-traktaterne i henholdsvis 2002 og 2019 vidner om, at der i de seneste år er sket et opbrud på den nukleare våbenkontrol internationalt, hvor både USA og Rusland prioriterer oprustning og modernisering af deres nukleare styrker.
For Rusland spiller atomvåben en vigtig rolle for at undgå, at Rusland bliver marginaliseret i den internationale orden. I denne tænkning opfattes Ruslands atomvåben som afskrækkelse mod vestlig indblanding i Kremls affærer, hvilket for eksempel var tydeligt, da præsident Putin efter annekteringen af Krim i 2014 udtalte, at man havde overvejet at aktivere de nukleare styrker, hvis Vesten intervenerede. Ifølge blandt andre Stephen Blank, amerikansk ekspert på russisk nuklearstrategi, er det vigtigt for Vesten at forstå Ruslands perspektiver på atomvåben, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at overbevise Kreml om nuklear nedrustning. I denne artikel skitseres forbindelsen mellem materiel kontekst og strategi for Ruslands nukleare strategi gennem tiden, for bedre at forstå denne.
Det sovjetiske udgangspunkt
De formative år for russisk nuklear strategi i 50’erne og 60’erne var præget af stor oprustning og paranoia. Den sovjetiske ledelse havde få år forinden oplevet at blive taget på sengen med et underlegent militært arsenal i de første faser af Nazitysklands invasion. Udviklingen af atomvåben blev derfor prioriteret højt, så potentielle modstandere (især USA) kunne afskrækkes fra at udføre et overraskelsesangreb mod landet.
Cubakrisen, overgangen fra Khrusjtjov til Bresjnev og løbende gensidigt våbenkapløb med amerikanerne skabte en materiel kontekst, hvor nuklear oprustning og unilateral strategisk afskrækkelse dominerede den sovjetiske nukleare strategi. Strategien skiftede imidlertid drastisk da Gorbatjov overtog magten i 1985. Den materielle kontekst i Gorbatjovs tid på magten var præget af økonomisk stagnation, tårnhøje forsvarsudgifter og Tjernobyl-ulykken i 1986, hvilke påkrævede strategisk nytænkning og banede vejen for en abolitionistisk tilgang til atomvåben.
Overordnet for den sovjetiske periode byggede den nukleare strategi hovedsageligt på strategisk afskrækkelse, hvor troværdige ’second-strike’ kapabiliteter og ”garanteret gensidig ødelæggelse” var definerende. Denne strategi var afhængig af nogenlunde militær paritet med USA, hvilket udfordrede den sovjetiske økonomi og blev et af sømmene i kisten for stormagten.
En ny rolle for Ruslands atomvåben efter den Kolde Krig
Sovjetunionens sammenbrud medførte et drastisk skift i den materielle kontekst. Sammenbruddet af det kommunistiske system og indførslen af demokrati og markedsøkonomi skabte i starten af 90’erne optimisme i Rusland, der blandt den militære ledelse skabte diskussion om, hvorvidt Rusland overhovedet havde brug for atomvåben i denne nye verdensorden. Optimismen forsvandt dog, da økonomisk og politisk krise begyndte at hærge landet i de tidlige 90’ere, kombineret med, at NATO bombede Serbien uden FN-mandat i slutningen af årtiet. Særligt den økonomiske krise betød, at forsvarsbudgettet blev mindsket med omkring 70 procent fra 1991-1995. Rusland kunne således ikke længere fastholde sin rolle som stormagt med konventionelle militære midler, hvilket betød, at atomvåben blev landets primære sikkerhedsgaranti.
Der var i en russiske generalstab forholdsvis bred enighed om, at den sovjetiske nukleare strategi ikke længere fungerede i denne nye materielle kontekst. Efter at have set, hvad overlegne konventionelle NATO-styrker havde udrettet i Serbien blev Ruslands nukleare tærskel sænket fra strategisk til taktisk niveau. Dette betød, at russiske atomvåben ikke længere kun skulle afskrække modstanderens atomvåben, men nu også modstanderens konventionelle styrker. Man åbnede således for mulig ’first-use’ som modsvar på ikke-nukleare trusler for at afskrække konventionelle angreb mod Rusland. I 1993- og 2000-doktrinen blev det indført, at konventionelle trusler mod Ruslands sikkerhed kunne mødes med ”begrænsede nukleare anslag”. Den nukleare strategi i 90’erne blev således omlagt til at matche den nye materielle kontekst, hvor atomvåbnene måtte veje den konventionelle svaghed op.
Putins nukleare kompromis
Efter årtusindskiftet og skiftet i den russiske politiske ledelse fra Jeltsin til Putin ændrede den materielle kontekst endnu en gang Ruslands nukleare strategi. Stigning i oliepriser og devalueringen af rublen skabte økonomisk vækst og øgede det russiske forsvarsbudget. Internt i den russiske militære ledelse var der uenighed omkring, hvorvidt midler til modernisering og udvikling hovedsageligt skulle gå til de nukleare styrker eller de konventionelle styrker. Præsident Putin og hans inderkreds udnyttede denne uenighed i den militære ledelse til at fravriste magten over forsvarspolitikken fra generalstaben. Udfaldet blev en mere balanceret forsvarspolitik, hvor de nukleare styrker fik en mindre rolle, mens de konventionelle styrkers rolle blev større. Resultatet af dette var, at Ruslands konventionelle styrker blev mere kampdygtige, hvilket mindskede behovet for en eksplicit lav nuklear tærskel som i 90’erne. I dag udtrykker den militære doktrin, at Rusland vil anvende atomvåben i ’second-strike’ scenarier, eller ”hvis statens eksistens er truet”.
Summering af Ruslands nukleare strategi i dag
Overordnet har Ruslands nukleare strategi atter bevæget sig i retning af den sovjetiske strategi med strategisk afskrækkelse som primære mål efter at have haft en relativ lav nuklear tærskel i 90’erne. Den russiske ledelse er imidlertid klar over, at de konventionelle styrker stadig er relativt underlegne i større konflikter mod NATO, hvorfor de nukleare styrker stadig spiller en central rolle i russisk forsvarspolitik som ”stopklods”, hvis en konventionel konflikt løber af sporet for Rusland. Dertil har udviklingen af nye ikke-nukleare ’stand-off’ missilsystemer hævet den nukleare tærskel, da disse muliggør ikke-nukleare strategiske og taktiske anslag. Nye strategiske systemer har desuden trukket udviklingen af de dedikerede nukleare styrker i en mere strategisk end taktisk retning, da disse nyudviklede våben ikke umiddelbart egner sig til brug på slagmarken.
For beslutningstagere i Vesten er det værd at bide mærke i, at Ruslands nukleare strategi har ændret sig betydeligt over tid afhængigt af den materielle kontekst. Strategien er ikke hugget i granit, og kan potentielt påvirkes udefra med den rigtige tilgang med særlig vægt på Ruslands trusselsopfattelse, tilstanden af de konventionelle styrker og asymmetrien i det konventionelle styrkeforhold med Vesten. Dertil bør det også overvejes, hvorvidt Ruslands atomvåben har en indadrettet signalværdi, da meningsmålinger viser, at de fleste russere er stolte af Ruslands nukleare arsenal. Med disse forhold lagt sammen er man godt klædt på til at forstås stabilitet og udvikling i Ruslands nukleare strategi.
