RUSLAND | I sidste uge blev der afleveret én million underskrifter til præsident Putins administration i Moskva. Aktionen, der var en protest mod den iværksatte pensionsreform, vidner om en Krim-konsensus, der er ved at miste styrke.

Hvad end annekteringen af Krim i 2014 kom til at betyde for Rusland i international sammenhæng, blev dens indenrigspolitiske virkning statueret næsten med det samme. I en opinionsundersøgelse foretaget af det Kreml-uafhænginge analyseinstitut Levada Center i september 2013 lå præsident Putins popularitet på 64 procent. I september 2014 var den steget til 86 procent. 40 procent svarede i 2013 ”ja” til, at Rusland var på vej i den rigtige retning. I 2014 steg dette tal til 62 procent.

Vladimir Putins rekordhøje målinger igennem de sidste år er, set i lyset af opstrammede sanktioner og en generel nedgang i markedet, blevet døbt ”teflon-rating” i den russiske offentlighed. Der sigtes her til, at samfundsproblemer som økonomisk krisetid, valgsnyd, socialt relaterede udfordringer samt fald i levestandarden tilskrives regeringens inkompetence, mens præsidentembedet har undgået de store dyk i meningsmålingerne. Indtil nu.

Efter pensionsreformen blev lanceret i juni, kunne Levada Center således straks berette om et fald på over 10 procent i opbakningen til præsidenten. Mellem denne juli-måling og sidste uges indlevering af en million protestunderskrifter har befolkningens utilfredshed markeret sig i protester over hele landet samt i flere markante nederlag til magtpartiet Forenet Rusland ved regionsvalget 9. september. Men mens pensionsreformen står som en katalysator for offentlighedens utilfredshed, peger flere eksperter på en bagvedliggende faldende Krim-konsensus, der tillader protesterne at fortsætte.

Stigende bekymring
I starten af september offentliggjorde Levada en anden meningsmåling, der omhandler graden af generel bekymring i det russiske samfund. Rundspørgen er blevet foretaget årligt siden 1998, og viser – ligesom målingen af præsidentens opbakning – et udsving omkring 2014 samt ét i den seneste måling fra 2018. I 2014 dalede bekymringsniveauet relateret til næsten alle emner, mens man nu i 2018 kan observere en markant stigning. De største bekymringer er af økonomisk art: fattigdom, ulighed, arbejdsløshed samt emner relateret til sundhedssektoren. Lægger man mærke til stigningen i bekymringen over arbejdsløshed, er det interessant, at den reelle arbejdsløshedskurve ikke er steget i nær det samme omfang. Således også med forholdet mellem den reelle og forventede kriminalitet.

Undersøgelsen fortæller for så vidt den samme historie som præsidentmålingen: Der er sket et dyk i befolkningens opbakning til regeringen og præsidenten. Hvad undersøgelsen dog yderligere fortæller er, at den russiske befolkning i stigende grad er opmærksom på problemer forbundet med indenrigspolitiske forhold.

Krim-konsensus brænder ud
Én af årsagerne til dette fokusskift er ifølge flere eksperter, at den såkaldte Ukraine-konsensus er ved at slippe tag i befolkningen. Den store opbakning til og den vellykkede politiske italesættelse af annekteringen af Krim i 2014 kom selvsagt til at betyde mere end blot en stigning i præsidentens personlige opbakning.

Den betød også, at fokusset på indenrigspolitiske problemstillinger såsom stigende fattigdom og vækststagnation for en tid blev forflyttet til et akut nationalt sikkerhedsspørgsmål. En sådan patriotisk mobilisering af befolkningen omkring det samme Krim-banner vil med tiden miste slagkraft og således også med afledningen fra andre presserende samfundsspørgsmål.

”Sammenstødet mellem patriotisk mobilisering og den helt rationelle bekymring for Ruslands økonomiske udvikling er blevet kaldt for kampen mellem tv’et og køleskabet,” skriver sociolog Ella Panejakh i en analyse i nyhedsmediet Republic.

”Ser man på befolkningens nuværende opbakning til Kreml og de sidste måneders protester, må man sige, at køleskabet indtil videre har vundet.”

Valget
Køleskabets fornyede styrke kunne man opleve 9. september, da der blev afholdt guvernørvalg i 22 russiske regioner. Selvom udfaldet i nogle henseender holdt sig indenfor det forventede, var der overraskelser iblandt. Dette gælder især fire regioner, hvor kandidater, der støttes af Forenet Rusland, ikke blev valgt ind i første runde, hvorfor valget gik videre til anden runde.

Igen overraskende var det, at Forenet Ruslands kandidater tabte i Khabarovsk- og Vladimir-regionerne, begge til det nationalistiske parti LDPRs kandidater. Resultatet i Khabarovsk overrasker, idet nederlaget til Forenet Rusland-kandidaten Vjatjeslav Sjport både var stort (28,0 procent op imod Sergej Furgal fra LDPR, der fik 69,6 procent) og dertil ikke fremgik af meningsmålingerne før valget.

I Vladimir-regionen betragtes resultatet også som et særligt nederlag til Forenet Rusland. Dette skyldes ikke så meget tabets størrelse, men snarere, at man fra partiets top udsendte lederen af det indenrigspolitiske direktorat i Kreml, Andrej Jarin, til at støtte guvernøren Svetlana Orlova, dog uden held.

Pensionsreformen
Valget er det første siden pensionsreformen. Da lovændringen blev annonceret den 14. juni til den – håbede man fra styrets side – overdøvende larm af fodbold-VM’s åbningsdag, var udspillet at forhøje mændenes pensionsalder fra 60 til 65, mens kvindernes skulle hæves fra 55 til 63 år.

Til trods for VM og massive mediekampagner er det ikke lykkes regeringen at dæmpe befolkningen, for hvem reformen udgør et mere end almindeligt hårdt spark, og i juli indledtes de første store folkelige protester. I slutningen af august adresserede Putin folket i en tale modererede reformen (kvinders pensionsalder blev nu sat ned til 60), men heller ikke har kunnet afvæbne protesterne.

Selvom den massive kritik ikke er nået helt ind under Putins teflon, der trods alt stadig har knap 70 procents opbakning i befolkningen, er protesterne bemærkelsesværdige, både i omfang men også i retorik. De indeholder således mere end blot en hjemlig – og berettiget – bekymring for ekstra fem år i arbejdslivet. Følger man den offentlige debat og de ugentlige demonstrationer, fremsættes de formodede årsager bag reformen ofte som det store frustrationspunkt. Meldingen er klar: Den er et produkt af en inhabil regering, der løser sin selvskabte underfinansiering via ældre udslidte borgere.

Moradset af dobbeltroller og paradoksale udliciteringer har bevirket, at staten ikke har kunnet generere den nødvendige indkomst, påpeger Konstantin Gaaze fra tænketanken Carnegie. Mens skatteforhøjelser ville være for stor en torn i øjet på erhvervslivet – og med det sagt, dele af statsapparatet – har man blandt andet landet pensionsreformen til, paradoksalt nok, at forsøge at sikre en vis form for stabilitet og social sammenhængskraft ifølge Gaaze.

En broget forsamling
Et af de spørgsmål, der har meldt sig i de sidste par måneder er, hvem den nye utilfredse målgruppe er. En første indgangsvinkel er, at antallet af aktivister langt overstiger det sædvanlige, man typisk har set i forbindelse med oppositionsdemonstrationer eller systemkritiske bevægelser. Disse er ofte centreret om byerne og er karakteriseret ved en ung gennemsnitsalder. Pensionsreformen får mest akut indflydelse på den ældre del af befolkningen, hvorfor den nu er repræsenteret i statistikken mod regeringens tiltag.

”Alt tyder på, at den massive modstand mod reformen kommer fra den helt almindelige russiske kerneborger,” vurderer sociolog Ella Panejakh.

Ved guvernørvalget stemte mange af disse kerneborge på LDPR, der er kendetegnet ved at have en stærk nationalistisk og konservativ kurs. Dets vælgere skiller sig ud fra tilhængere af oppositionen som Aleksej Navalnij, der især har optaget både forskere og mediers søgelys, når det drejer sig om protester mod Putin.

Også fra præsidentens egne støtterækker har der været afhop i forbindelse med reformen. Protestunderskrifterne, der blev afleveret til præsidentadministrationen i sidste uge, blev således organiseret af Sergej Kurginjan fra den neo-stalinistiske bevægelse ”Tidens essens”, der ellers plejer at støtte Putin i udenrigspolitiske spørgsmål.

Med disse forskelligheder ligger oppositionens opgave i at samle den ellers spredte gruppe af utilfredse vælgere om de andre områder, man kan blive enige om. Set ud fra førnævnte bekymringsmåling gælder det Ruslands økonomiske indenrigspolitiske problemstillinger, idet Krim lige pludselig synes meget langt væk.